De surrealistiske billeder af mennesketomme gader i Italiens millionbyer og de seneste døgns hjemlige udvikling har ramt vores kollektive bevidsthed med et foruroligende budskab: Et land kan lukkes ned. Den ellers endeløse trafik kan bringes til stilstand.
Tomme afgangshaller i lufthavnene og tomme fly flyder sammen med styrtdykkende grafer over aktiemarkederne. Vi kan næsten se for os, hvordan de lysende baner, der illustrerer globaliseringens økonomiske penge- og varestrømme mellem kontinenterne, slukkes den ene efter den anden, fra Asien til Europa og videre til USA.
Hverken finanskrisen i 2008 eller den globale terror har haft så direkte en effekt på så mange menneskers liv.
Efter Italien er det Danmark og Frankrig, som trykker på afbryderknappen med hidtil usete indskrænkninger i den individuelle frihed. Koncepter som konkurrencestat, start up -nation og disruption er pludselig faldet i kurs til fordel for opfordringer til at stå sammen. Vise solidaritet. Hjælpe hinanden, som både den danske statsminister Mette Frederiksen (S) og den franske præsident Emmanuel Macron sagde med 24 timers mellemrum i næsten enslydende tv-taler.
Men det samme nagende spørgsmål springer ikke desto mindre fra kontinent til kontinent i hælene på virussen: Kan det gå så hurtigt? Er dette ”enden på verden, som vi kender den”?
Dette handler især om, hvordan vi forstår verden, siger professor Ole Wæver fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
”Pandemien spiller ind i en løbende konfrontation mellem to forskellige verdenssyn. Man kan se coronavirus som et tegn på, at verden er farlig, og at vi skal beskytte os og isolere os fra den. Andre vil omvendt mene, at den netop viser, hvor afhængige vi er af andre lande. I dette perspektiv vil krisen ligesom klimaforandringer fremstå som en fælles udfordring, som kræver internationalt samarbejde. Og vi ser netop, at verdenssundhedsorganisationen (WHO) er med til at udsende retningslinjer, så de enkelte lande ikke står alene med ansvaret for at formulere krisesvarene,” siger Ole Wæver.
Mens Donald Trump har indført indrejseforbud til USA for alle europæere, lukkes også de europæiske indre grænser af lidt efter lidt. Selv ikke migrationskrisen i 2015 fik så voldsomme konsekvenser for den fri bevægelighed i Europa.
Bruno Maçaes fra tænketanken Hudson Institute peger også på, at der bag kampen mod pandemien udspilles en global værdikamp, en ny udgave af ”civilisationernes sammenstød”.
”Kina har været ganske god til at standse smitten. Man kan spørge sig selv, om dette netop har noget af gøre med en kultur, der sætter pligter over rettigheder og respekterer skikke og regler, der udformes af de bredere samfund (og ikke kun af individet, red.)” skriver han i det konservative tidsskrift National Review.
Kampen mod coronavirussen er også en kamp om international prestige og en kamp mellem samfundsmodeller. Kampen udkæmpes ikke mindst mellem den vestlige liberale model og den autoritære samfundsform, som Kina promoverer som et alternativ.
”Hvis USA rider stormen af og ikke får nævneværdigt flere syge, vil den amerikanske model fremstå relativt stærkt. Men vi ser jo også, at krisen udstiller det amerikanske sundhedssystems svagheder, hvor folk ikke har råd til at blive testet og behandlet og heller ikke til at blive hjemme fra arbejde. Det kan få ideologiske eftervirkninger, selv om jeg har svært ved at tro, at vi får de helt store forskydninger,” siger Ole Wæver.
Også Olivier Rubin, der forsker i katastrofer og politik ved Roskilde Universitet, advarer mod at drage hastige konklusioner.
”Der er ingen historiske beviser for, at epidemier og katastrofer tidligere har ført til samfundsomvæltninger,” understreger han
Men noget er i gære, for coronavirussen virker som et forstørrelsesglas på nogle eksisterende tendenser, understreger Anthony Dworkin, seniorforsker ved den internationale tænketank European Council on Foreign Relations i London.
”Vi har allerede set, at den liberale verdensorden og vestens magtposition, men også selve globaliseringen, er blevet udfordret i de senere år. Corona-pandemien kan give drivkraft til denne tendens ved at skubbe til befolkningernes verdenssyn,” siger Anthony Dworkin.
Marco Vincenzino, specialist i geopolitik og kommentator på en række amerikanske medier, taler om, at ”en ny æra er på vej,”, mens det økonomiske nyhedsbugreau Bloombergs annoncerer ”en ny økonomisk verdensorden”.
”En vis relokalisering af produktionen, der vil komme tættere på forbrugerne og ikke konsekvent blive placeret i på den anden side af kloden vil være en langsigtet tendens gennem resten af århundredet, ” mener også Anne Sophie Alsif, cheføkonom i den franske regerings særlige rådgivningsorgan, til den franske radiostation RTL.