Nyfødt barn med tre forældre kan føre til etisk glidebane

Et af i alt fem befrugtede æg, der biologisk set stammer fra tre personer, er blevet til en sund nu fem måneder gammel dreng

Et af i alt fem befrugtede æg er blevet til en sund nu fem måneder gammel dreng. Lægerne understreger, at 99,8 procent af hans gener stammer fra hans biologiske mor og far, og kun en meget lille del kommer fra donoren.
Et af i alt fem befrugtede æg er blevet til en sund nu fem måneder gammel dreng. Lægerne understreger, at 99,8 procent af hans gener stammer fra hans biologiske mor og far, og kun en meget lille del kommer fra donoren. Foto: Mads Jensen. Arkivfoto.

For første gang er en ny teknik brugt, hvor et barn er født med tre forældre. På den ene side bliver fødslen hyldet som en medicinsk landvinding, men nyheden bliver også mødt med etiske advarsler.

Et lægehold under ledelse af John Zhang fra fertilitetsklinikken New Hope Fertility Centre i New York valgte at bruge den kontroversielle teknik på en kvinde fra Jordan. Hun lider af en genetisk livstruende sygdom og havde allerede mistet to små børn samt haft flere uprovokerede aborter.

Med teknikken fjernes de såkaldte mitokondrier, der bærer det sygdomsfremkaldende gen, som så erstattes med raske mitokondrier fra en anden kvindes æg. De behandlede æg blev derefter befrugtet med sæd fra faderen.

Et af i alt fem befrugtede æg er blevet til en sund nu fem måneder gammel dreng. Lægerne understreger, at 99,8 procent af hans gener stammer fra hans biologiske mor og far, og kun en meget lille del kommer fra donoren.

Nyheden er bragt i det videnskabelige tidsskrift New Scientist. Her fortæller John Zhang, at behandlingen fandt sted på New Hope-filialen i mexicanske Guadalajara ”hvor der ingen regler er”.

”For at redde liv, så var det etisk rigtigt at gøre,” lyder hans forsvar.

Med andre ord ville behandlingen ikke være tilladt i USA. Det er den i Storbritannien, hvor parlamentet sidste år godkendte proceduren. Men det skete med et meget strengt regelsæt, og derfor er briterne nu overhalet indenom at det amerikanske lægehold. Den ledende britiske ekspert, professor Doug Turnbull fra forskningscenteret for mitokondrier ved Newcastle University, siger, at det er nødvendigt med en meget tæt kontrol over sådanne forsøg, og at disse oplysninger mangler i den videnskabelige artikel i New Science.

”Der er meget lidt information. Blot et resumé. Her i Storbritannien er der et meget solidt regelsæt, som arbejdet skal finde sted inden for, hvilket er meget passende. Det er familier, vi arbejder med, og det er vigtigt, at det er reguleret,” siger Doug Turnbull til avisen The Times.

Stamcelleeksperten Dusko Ilic fra Kings College frygter, at den succesfulde behandling kan føre til, at den fremover vil blive tilbudt af skrupelløse klinikker i lande uden nogen regulering.

”Risikoen er, at det vil inspirere andre til at følge deres eksempel, som vi så det med stamcelleturisme. Det kan være farligt, da det er forståeligt, at utålmodige mennesker vil gå efter behandling de steder, hvor reglerne er mindst stramme,” advarer Dusk Ilic.

Professor i medicinsk genetik ved Aarhus Universitet Thomas G. Jensen, der tidligere har været medlem af Det Etiske Råd, ser ligeledes flere risici og etiske problemer i den særlige teknik.

”Man er villig til at løbe en risiko på vegne af det kommende barn, for at kvinden kan få sine gener overført. En ting er at gøre det i dyreforsøg. Hvis der er noget, som går galt der, så kan man stoppe forsøget. Men her er det irreversibelt. Man kan ikke gå tilbage i udviklingen, når man har brugt teknikken på mennesker,” siger han til Ritzau.