Nynazister får politikere til at svigte ytringsfriheden

Nogle politikere er så bange for at vække nynazisters vrede, at de ikke tør give tilladelse til koncerter med kunstnere, der synger mod fascisme

Tilhængere af det højreradikale parti NPD ved en demonstration i Berlin. Partiet har blandt andet truet sig til en aflysning af en koncert med den venstreorienterede sanger Konstantin Wecker. -- Foto: Scanpix.

I løbet af de seneste uger er det i Tyskland lykkedes det højreekstremistiske parti NPD at hindre flere antifascistiske koncerter i at finde sted. Partiet har lagt så meget pres på lokalpolitikerne, at de af frygt for slagsmål og uroligheder har valgt at trække bevillingerne til koncerterne tilbage.

Det mest omtalte eksempel gælder den kendte, venstreorienterede sanger Konstantin Wecker, der skulle give koncert i byen Halberstadt i delstaten Sachsen-Anhalt under mottoet "Nazister ud af denne by". Nu er koncerten blevet aflyst, fordi kommunen ikke vil stille den planlagte skoleaula til rådighed. Beslutningen er truffet, efter at områdets amtsmand, Henning Rühe, har modtaget et trusselsbrev fra NPD.

Partiet skriver, at det vil holde koncerter i skolens aula med nynazistiske musikgrupper, hvis koncerten med Konstantin Wecker finder sted. Brevet informerer også politikerne om, at partiets medlemmer vil lave blokade og demonstrere, hvis Wecker får lov til at synge.

Henning Rühe afviser, at han har forbudt koncerten af frygt for ballade.

– Uroligheder kan ikke skræmme os. Det er langt mere problematisk, at NPD truer med også at ville bruge aulaen. Hvis vi lod Wecker holde en antifascistisk koncert, ville vi ikke længere have lovhjemmel til at sige nej til nynazistiske koncerter, siger Henning Rühe.

Politikere landet over kritiserer beslutningen.

– Jeg kan ikke forstå afgørelsen, siger delstatens konservative indenrigsminister, Klaus Jeziorsky.

– Det værste, man kan gøre, er at adlyde, når nynazister udsteder ordrer. De ansvarlige politikere i Halberstadt mangler desværre civilcourage, siger Sebastian Edathy, der er socialdemokrat og formand for det indenrigspolitiske udvalg i det tyske forbundsparlament.

Jødernes Centralråd i Tyskland kalder afgørelsen for en politisk falliterklæring over for NPD.

Blandt jurister vækker beslutningen også vrede. Professor i statsret Reimund Schmidt-De Caluwe fra Martin-Luther Universitetet i Halle siger:

– Hvis politikerne virkelig har aflyst koncerten efter trusler fra NPD, er det en forkert beslutning. Ingen stat bør bøje sig for trusler fra ekstremister.

Henning Rühe afviser kritikken.

– Vi har jo ikke forbudt koncerten, men blot sagt, at den ikke kan finde sted i skolens aula.

Selvom NPD har flest tilhængere i det tidligere Østtyskland, er det også lykkedes nynazisterne at forhindre en koncert i det tidligere Vesttyskland. I delstaten Niedersachsen ville rockmusikeren Karsten Kiesow holde en koncert med mottoet "Rock mod fascisme". Den skulle finde sted i byen Auetal, hvor flere jødiske gravsteder blev skændet med tegninger af hagekors i efteråret 2005.

Nu har byens borgmester forbudt koncerten med den begrundelse, at der er en fare for, at højreradikale grupper vil lave ballade på koncerten.

Partiet De Grønne i delstatens parlament kalder afgørelsen for "et farligt politisk signal".

– Angst for uroligheder må ikke få myndighederne til at hindre modige unge mennsker i at lave antifascistiske koncerter, siger partiets retspolitiske ordfører, Ralf Briese.

dachs@kristeligt-dagblad.dk