Den sydtyske storby München er stolt af sin fortid: Mange pladser, torve og gader er opkaldt efter de monarker, der boede i byen, da Bayern var et kongerige, og kvarteret Schwabing er kendt som området, hvor kunstnere igennem århundreder har slået sig ned og sat deres præg på kultur og natteliv.
Hvad man til gengæld ikke så gerne mindes, er tiden før og under nazismen.
Adolf Hitler kom til byen første gang i 1913, og efter at have været soldat i Første Verdenskrig tilsluttede han sig i 1919 det lille arbejderparti DAP, som kort tid senere blev omdannet til det nazistiske parti NSDAP. Hitler var med til at udvikle partiets ideologi, og ikke mindst på grund af den støtte, som store dele af Münchens borgerskab valgte at give ham - selv efter et mislykket kupforsøg og et kort fængselsophold i 1923-1924 - var han i stand til at gøre en kometagtig karriere inden for NSDAP.
München var det første sted, hvor den nazistiske bevægelse kunne vokse sig stor, og efter at Hitler i 1933 var kommet til magten i Tyskland, udråbte han byen til at være ”Bevægelsens Hovedstad”. Han ønskede, at byen skulle indtage en førende og ideologisk toneangivende rolle i Det Tredje Rige.
Den forhenværende professor i arkitekturhistorie Winfried Nerdinger beskyldte allerede i 2001 München for at have et problematisk forhold til sin egen historie og kaldte dengang lidt hånligt byen for ”Fortrængningens Hovedstad”.
Winfried Nerdinger har lige siden 1980'erne kæmpet for at få oprettet et center, der skulle beskæftige sig med den bayerske hovedbys rolle under nazismen, men først i 2001 besluttede Münchens byråd, at der rent faktisk skulle skabes et dokumentationscenter om nazismen.
Det har taget flere år at skaffe pengene til byggeriet, men nu står det færdigt. Bygningen minder mest af alt om en hvid terning med store mørke vinduer, og det ligger på en adresse med en særlig symbolsk betydning: Brienner Strasse 34.
Her lå tidligere det såkaldt Brune Hus, som var nazipartiets hovedkvarter, og både Adolf Hitler og Rudolf Hess havde deres kontorer i bygningen. Det Brune Hus blev ødelagt under et engelsk bombeangreb i begyndelsen af 1945.
I dag oplever Winfried Nerdinger en ganske særlig triumf: Centret åbner, og han er dets direktør. Datoen, den 30. april, er valgt helt bevidst, fordi det er 70-årsdagen for, at amerikanske tropper marcherede ind i München, samme dag som Adolf Hitler begik selvmord i førerbunkeren i Berlin.
”At centret først åbnes nu efter 70 år, er et bevis for, at München ikke ligefrem har haft travlt med at skabe et sted, hvor byens rolle under nazismen kunne belyses,” skriver politisk kommentator ved avisen Süddeutsche Zeitung Wolfgang Görl.
Det er Winfried Nerdinger enig i. Han siger til Kristeligt Dagblad:
”Ja, det er sent. 70 år er jo næsten tre generationer, men hellere sent end aldrig. Andre byer har ganske vist også forsøgt at fortrænge deres nazistiske fortid, men München har i sin egenskab som tidligere 'hovedstad for den nazistiske bevægelse' en ganske særlig forpligtelse til at beskæftige sig med fortiden.”
Centret har ifølge Winfried Nerdinger én meget vigtig opgave de kommende år: Det skal undersøge spørgsmålet: Hvorfor München? Hvorfor skulle lige netop den livsglade kunstnerby, der ellers er kendt for sine ”Biergärten” og Oktoberfesten, fungere som frodig grobund for den nazistiske ideologi?
Ifølge historiker Andreas Heusler, der arbejder i Münchens historiske arkiv og igennem flere år har beskæftiget sig med byens forhold til nazismen, er det ikke mærkeligt, at dokumentationscentret åbner netop nu.
”I befolkningen er der en voksende interesse for at få mere at vide om, hvad der skete under nazismen. De tidligere generationer var for en stor dels vedkommende identiske med den befolkning, der boede i byen under nazismen, og blandt dem var fortrængning et meget udbredt fænomen, fordi de selv havde været aktører under nazismen. Det er slut nu, og vi oplever, at en 'ansvarsgeneration' i dag sidder og træffer de politiske afgørelser. Der er tale om mennesker, som ønsker at vide besked og tage ansvar for det, der er sket,” siger Andreas Heusler til avisen Die Welt.
