Nyt mindesmærke over nazi-ofre skaber hovedbrud i Tyskland

Skal de mange polske ofre for nazismen have en særskilt plads i tysk erindringskultur, eller bør man mindes alle ofrene fra udryddelseskrigen på østfronten? Planer om et nyt monument i Berlin vækker strid og stærke følelser. Men nu har man måske fundet et kompromis

Holocaust-mindesmærket i centrum af Berlin, som officielt hedder ”Mindesmærket for Europas myrdede jøder”, blev indviet i 2005. Allerede dengang var der diskussioner om, hvorfor mindesmærket kun gjaldt jøder og ikke samtlige ofre for nazisternes folkedrab. – Foto: Jürgen Ritter/Imago Images/Ritzau Scanpix.

Drabet på den sorte amerikaner George Floyd har i USA og Europa ført til en heftig debat om, hvor mange vejnavne og monumenter over historiske personer belastet af racisme, man bør fjerne. Flere lande har de seneste uger i rekordfart pillet statuer over krigsherrer og slavehandlere ned.

I Tyskland ser virkeligheden anderledes ud. Her er man ikke i færd med at pille monumenter ned, men snarere ved at bygge nye op. Og selvom det ikke har ført til masseprotester som den aktuelle racismedebat, har det tyske projekt alligevel vist sig at være et minefelt.

I centrum for den tyske debat står planerne om et nyt mindesmærke i hovedstaden Berlin over de nazismens ofre på østfronten. Nazitysklands forbrydelser i regionen var så bestialske og omfattende, at den amerikanske historiker Timothy Snyder taler om ”Bloodlands” (Blodlande). Og mindesmærket skal 75 år efter det nazistiske regimes sammenbrud forsøge at lukke et hul i den tyske erindringskultur, som stadig volder Tysklands naboer mod øst, især Polen, stor smerte.

”Det var Nazitysklands overfald på Polen, der udløste Anden Verdenskrig, og fra et polsk perspektiv er det af afgørende betydning at mindes dette,” siger Wladyslaw Bulhak, historiker og seniorforsker ved det polske institut for national erindring (IPN) i Warszawa.

Men allerede her begynder problemerne. For centralt i debatten står spørgsmålet, om Tyskland bør mindes alle ofrene på Østfronten, eller om man bør oprette et særligt mindesmærke over de polske ofre, som var særligt store. Nazityskland myrdede seks millioner polakker, heraf tre millioner jøder og op imod tre millioner ikke-jødiske polakker. Nazisternes folkedrab på seks millioner jøder er for længst blevet anerkendt, blandt andet med holocaust-mindesmærket i Berlin, og Tyskland har ligeledes rejst mindesmærker over de myrdede handicappede, homoseksuelle, romaer og sintier. Men polakkernes ofre er aldrig blevet anerkendt, påpeger den social-demokratiske tidligere formand for Forbundsdagen Wolfgang Thierse, som er blandt støtterne af et polsk mindesmærke.

”Formålet med dette initiativ er at udfylde et tomrum i tysk erindring,” siger han til internetmediet Deutsche Welle.

Mange polakker har en dyb følelse af, at ikke-jødiske polakkers lidelser under krigen aldrig er blevet anerkendt. Noget, som for eksempel kom til udtryk, da Polens nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) i 2018 vedtog en lov, der gør det strafbart at tale om polsk medvirken til nazismens forbrydelser – med international kritik til følge.

Andre såsom Markus Mec-kel, teolog og tidligere socialdemokratisk forbundsdagsmedlem, betegner det dog som en ”forkert vej” at eta-blere mindesmærker for bestemte nationer. Det kan skabe ”offerkonkurrence”.

”Ukrainernes, russernes og Hvideruslands ofre tæller også millioner. På et tidspunkt opstår spørgsmålet, om vi kun bygger monumenter, når millioner af ofre er involveret. Hvad med de hundredtusinder af græske ofre? Man kan ikke trække en meningsfuld grænse uden at virke kynisk. Derfor er forslaget velment, men ikke godt,” siger han til avisen Die Tageszeitung.

Han argumenterer for, at de polske såvel som de øvrige østlige naboers lidelser under tysk besættelse er ukendt for de fleste. Derfor ville et dokumentationscenter om nazi-besættelsen generelt være bedre.

”Det kan på en differentieret måde præsentere udryddelseskrigen i øst og vise forskellen i forhold til besættelsen i Vesteuropa,” siger han.

De stridende parter kan dog være ved at nå et kompromis. Repræsentanter for begge grupper har skrevet et åbent brev til formanden for Forbundsdagen, kristendemokraten Wolfgang Schäuble. Her foreslår de, at man rejser et monument til minde om invasionen i Polen på en plads, som skal navngives ”Platz des 1. Septembers 1939”, og at man ved siden af bygger et center, som dokumenterer udryddelseskrigen på Østfronten og nazismens ofre i de forskellige lande.

Det er et godt kompromis, mener journalist Bartosz Dudek, leder af Deutsche Welles polske redaktion. Det ville være uacceptabelt kun at fokusere på Polen og derved udelade de 24 millioner sovjetiske ofre for krigen, påpeger han. Men lige så uacceptabelt ville det være med ét monument, der både mindedes polske og sovjetiske ofre, eftersom Den Røde Hær besatte den østlige del af Polen og her oprettede et stalinistisk terrorregime få dage efter den nazistiske invasion.

Men selv med et kompromis vil det være en meget krævende opgave at præsentere de forskellige nationers oplevelser af den tyske besættelse, mener Peter Oliver Loew, professor og leder af Det Tyske Polen-Institut (DPI) i Darmstadt.

”For mange europæiske samfund er krigen stadig et ekstremt følsomt emne, som er med til at styrke den nationale identitet,” siger han.

For eksempel er polakkerne stærkt delte i synet på fortiden. En stor andel taler for at kigge kritisk på polsk antisemitisme og polakkers skyld i forbindelse med Anden Verdenskrig. Der var polakker, der myrdede jøder under krigen og forsøgte at tjene penge ved at afpresse jøder. Men andre med det nationalkonservative PiS i spidsen lægger vægt på Polens mange ikke-jødiske ofre for nazismen og de omkring 6700 polakker – flere end i noget andet europæisk land – som risikerede deres liv for at redde jøder.

Professor Peter Oliver Loew er dog optimistisk i forhold til et erindringssted i Berlin.

”Uden debat og strid forbliver historien død, så jeg ville vove at skabe et dokumentationscenter i livlig dialog med eksperter fra andre lande. Hvis vi, gerningsmændenes nation, er dem, der skaber dette mindesmærke, kan vi måske undgå en ’offerkonkurrence’,” siger han.

Men Tyskland bør helt holde op med at rejse flere mindesmærker, mener politolog og professor emeritus fra Hamborg Universitet Peter Reichel. Det genforenede Tyskland er vidne til en ”inflation af den offentlige erindring”. I gerningsmændenes eget land burde man først og fremmest oplyse om gerningsmændene og mindre om ofrene, eftersom ofrene blev forfulgt helt andre steder end i Berlin, herunder i udryddelseslejre i Østeuropa.

”Det har længe været spørgsmålet, om vi i Tyskland i betragtning af den materielle velstand og et underholdningssamfund, der er overbelastet af museer og mediekultur, stadig har brug for erindringssteder og til hvilket formål,” siger han.