Nyt museum fortæller historien om de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig

Et omdiskuteret museum i Berlin sætter fokus på de 14 millioner tyskere, der flygtede eller blev fordrevet under og efter Anden Verdenskrig

Omkring 14 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem i Øst- og Sydøsteuropa i forbindelse med Anden Verdenskrigs afslutning.
Omkring 14 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem i Øst- og Sydøsteuropa i forbindelse med Anden Verdenskrigs afslutning. Foto: Nationalarkiverne i Holland.

Vinteren 1945. Et sted i Østeuropa. Cirka 25 minusgrader. Civile tyskere flygter fra Den Røde Hær, som trænger hastigt ind fra øst i de tysk besatte områder. Tyskerne traver 25 kilometer om dagen. Hvis de da stadig kan gå. Et øjenvidne beretter:

”Der lå nu døde ved vejkanten, ældre mennesker og spædbørn. Det var begyndt at sne igen. Og elendigheden voksede. Hestene bukkede stadig hyppigere under, børn døde og blev født på tildækkede vogne. Vi hørte konstant desperat gråd. Og hele tiden denne isnende kulde.”

Omkring 14 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem i Øst- og Sydøsteuropa i forbindelse med Anden Verdenskrigs afslutning, hvis de ikke allerede var flygtet før. Op mod to millioner overlevede ikke flugten. Fordrivelsen var en tragedie for millioner af tyskere, men samtidig resultatet af det nazistiske Tysklands seks år lange erobringskrig, som kostede mellem 55 og 70 millioner mennesker livet.

Derfor har det officielle fokus i Tyskland på de fordrevne tyskere hidtil måttet vige for erindringen om de seks millioner jøder og mange andre befolkningsgrupper, som nazisterne myrdede under krigen. Men nu har det genforenede Tysklands hovedstad, Berlin, efter mange års debat og forberedelse viet et museum til fordrevne i det 20. århundrede med særligt fokus på de 14 millioner fordrevne tyskere, Center for flugt, fordrivelse, og forsoning.

“Vi har at gøre med et af de største befolkningsskift i det 20. århundrede,” siger Nils Köhler, leder af centrets dokumentations- og forskningsafdeling, om de mange tyskere.

“Under Anden Verdenskrig havde millioner af mennesker allerede været nødt til at flygte som følge af den tyske aggression, før tyskerne endelig også mistede deres hjem,” siger han.

Op mod en tredjedel af den nuværende tyske befolkning har sine rødder i de områder, der dengang hørte til det tyske rige, men i dag hører til Polen, Rusland, Tjekkiet og andre stater.

“I mange familier er mindet om flugten stadig et vigtigt tema i dag, men kendskabet til begivenhederne mindskes i takt med den voksende tidsmæssige afstand. I den tyske hovedstad har der manglet et sted, hvor man kan finde oplysninger om begivenhederne fra dengang, om årsagerne og konsekvenserne,” siger Nils Köhler.

Tid til fokus på tyske ofre

I betragtning af den nazistiske fortid har det ikke været muligt at grundlægge sådan et center før nu, mener Nils Köhler. Efter at den tyske forbundsdag i 1991 besluttede, at Berlin skulle være hovedstad i det forenede Tyskland, tog det nogle år at planlægge erindringslandskabet i Berlin, som havde været delt frem til Berlinmurens fald i 1989.

“I lyset af den tyske historie var der i samfundet enighed om, at der først og fremmest skulle fokuseres på mindet om nationalsocialismens ofre,” siger han.

Mindesmærket for de myrdede jøder i Europa blev indviet i 2005, og den nye bygning til museet Terrorens Topografi, hvor SS havde haft deres hovedkvarter under krigen, blev indviet i 2010. To fremtrædende eksempler på det genforenede Tysklands erindringskultur, som ligger inden for synsvidde af det nye dokumentationscenter, betoner Nils Köhler.

“Det er nu det helt rigtige tidspunkt til også at mindes de tyske flygtninges og fordrevnes skæbne på et centralt sted i Berlin, også fordi der er færre og færre vidner, der kan berette om begivenhederne,” siger han.

Dokumentationscentret har dog fra begyndelsen været omdiskuteret. Det centrale spørgsmål for den internationalt sammensatte, akademiske gruppe, der har rådgivet om byggeriet, har været: Hvordan kan tyskernes flugt og fordrivelse skildres uden at relativere det nazistiske diktaturs forbrydelser og det tyske ansvar for massemordet på jøderne?

Allerede i 2009 advarede den polske historiker Tomasz Szarota mod at forskyde fokus fra “den største tragedie under Anden Verdenskrig”, Nazitysklands massemord og andre forbrydelser i Polen, til “flugt og fordrivelse af mange mennesker fra deres forfædres områder”.

”Jeg var heller ikke hver dag sikker på, om det ville lykkes,” sagde forbundskansler Angela Merkel i Berlin i 2013, da hun lagde grundstenen til dokumentationscentret.

En grundsten, som “virkelig har krævet mange vanskelige skridt”.

“Men det er lykkedes. Det lykkedes, men nogle mennesker måtte også springe over deres egen skygge. Det lykkedes os at lade os berøre af historiens lidelser og i fællesskab at tænke over, hvordan vi husker dem,” sagde hun.

Forud for centrets åbning udtrykte den polske historiker Krzysztof Ruchniewicz i juni sin bekymring for, om årsagen til flugt og fordrivelse blandt tyskere – Tysklands entydige ansvar for krigen – var præsenteret tydeligt nok.

“Vi ser denne proces, jeg kalder den tvangsmigration af tyskere i almindelighed, i forbindelse med krigen. Dette velkendte årsag-virkning-skema spiller en meget vigtig rolle for os historikere. Og hvis jeg ikke kan se dette skema i udstillingen, at der nu gives meget plads til udvisningen af tyskerne, og at dette emne bliver i fokus, så finder jeg det lidt problematisk,” sagde Ruchniewicz, direktør for Willy Brandt-centret for tyske og europæiske studier ved universitetet i polske Wroclaw, ifølge Deutschlandfunk Kultur.

Af samme grund beskriver centret “i detaljer den bitre skæbne for den polske befolkning”, siger Nils Köhler og tilføjer, at en polsk historiker har rådgivet centret, ligesom blandt andre den polske ambassadør deltog i åbningen.

Tyske flygtninge levede i fortiden

Førstesalen i museets høje og nøgne betonrum viser, at flugt og fordrivelse er et universelt tema. Den besøgende introduceres til forskellige “udstillingsøer”, der bredt beskriver tvangs-migration i Europa i det 20. århundrede: en tysk jødisk kvindes pas med stemplet ”J”, en piges dagbog fra Østpreussen om den seksuelle vold, hun blev udsat for, breve, plakater, officielle dekreter, en husnøgle, en tog med sig som tegn på håb om at vende sikkert tilbage, en smartphone, der har tilhørt en syrisk flygtning, et barns dukke, som blev taget med i sidste øjeblik ved flugten fra Bosnien under Balkankrigene. Dokumentationscentrets opgave er “i en forsonende ånd” at holde mindet om flugt og fordrivelse i det 20. århundrede i live i den historiske kontekst af Anden Verdenskrig, siger Nils Köhler.

“Emnet er desværre meget aktuelt, der er meget, der forbinder flygtninge fra dengang og nu, både paralleller og forskelle,” siger han.

Men det tyske fokus er uomgængeligt. En bred, massiv vindeltrappe fører fra førstesalen op til museets anden sal, som handler om perioden fra Nazitysklands tilblivelse til tyskernes flugt og fordrivelse: Anden Verdenskrig, holocaust, den bitre skæbne for blandt andet den polske befolkning, de allieredes planer om at udvise tyskere, krigsrelaterede evakueringer og tyskernes masseflugt fra Den Røde Hær sidst i krigen. Man får via efterkrigstidens valgplakater og filmoptagelser indblik i, at mange af de fordrevne tyskere i årevis kæmpede for at komme tilbage til deres hjemstavn, som nu lå i Polen eller Tjekkiet.

“Da de forlod deres hjem, mistede de deres materielle livsgrundlag, deres hus og gård og deres vante sociale relationer. Det lykkedes ikke alle at overvinde dette tab,” siger Maren Röger, historieprofessor ved Augsburg Universitet med speciale i forholdet mellem Tyskland og Østeuropa.

Hun tilføjer, at de millioner af tyske flygtninge ikke var velkomne hos den etablerede tyske befolkning, som i for-vejen led under krigens ødelæggelser og manglen på mad og boliger.

“Mange flygtninge og fordrevne levede derfor i en idealiseret fortid; nogle kunne ikke give slip politisk og var i årtier engageret i grænserevisionisme. Andre ønskede ikke at tænke tilbage og brugte alle deres kræfter på genopbygning,” siger Maren Röger.

Erindringen om de tyske flygtninge har dog affødt noget positivt, mener professoren.

“Fortællingerne mellem generationerne er ofte hørt op, og nogle børnebørn eller oldebørn har kun en vag idé om deres oprindelse. Men når interessen vækkes, giver det mulighed for et nyt og måske mere empatisk blik på senere indvandrergrupper. I 2015, da Tyskland tog imod mange flygtninge, blev der ofte draget historiske sammenligninger: Landet havde allerede formået at modtage millioner en gang, det kunne det magte igen,” siger hun.