HER VED INDGANGEN til 2016 er der en historisk kappestrid på vej om konkurrerende udviklingsmodeller - det vil sige strategier til fremme af økonomisk vækst - mellem Kina på den ene side og USA og andre vestlige lande på den anden. Kappestriden er i vidt mål foregået fjernt fra offentlighedens blikke, men resultatet vil komme til at afgøre meget af Eurasiens skæbne i de kommende årtier.
Det er de fleste vesterlændinge bekendt, at væksten er faldet betragteligt i Kina fra over 10 procent om året i de seneste årtier til under syv procent (måske endnu mindre) i dag. Landets ledere har ikke siddet med hænderne i skødet.
De forsøger at skifte gear fra en eksportorienteret og miljøskadelig vækstmodel baseret på voldsom produk-tion til en model baseret på hjemligt forbrug og tjenesteydelser.
Men der er også en stor ekstern dimension i Kinas planer. I 2013 annoncerede præsident Xi Jinping et vældigt initiativ med titlen ”Ét bælte, én vej”, som skulle omforme Eurasiens økonomiske kerne. Bæltet består af jernbaneforbindelser fra det vestlige Kina gennem Centralasien og derfra videre til Europa, Mellemøsten og Sydasien.
Den ene vej, som navnet besynderligt lyder, består af havne af faciliteter for trafik ad søvejen fra Østasien og forbinder disse lande med det ene bælte ved at give dem en måde at transportere deres varer over land frem for hen over to verdenshave, som de gør for indeværende.
Den kinesisk ledede Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB), som USA tidligere på året nægtede at tilslutte sig, er delvist sat i verden for at finansiere projektet, men dets investeringsbehov er langt større end ressourcerne hos denne nye institution.
Projektet er en slående afvigelse fra vanlig kinesisk politik. For første gang nogensinde forsøger Kina at eksportere sin udviklingsmodel til andre lande. Kinesiske virksomheder har godt nok været vældig aktive i både Latinamerika og Afrika syd for Sahara i det seneste tiår med investeringer i handelsvarer og udvindingsindustrier og den nødvendige infrastruktur for at flytte dem til Kina.
Men projekt ”Ét bælte, én vej” er anderledes, idet formålet her er at udvikle industriel kapacitet og forbrugerefterspørgsel i lande uden for Kina. I stedet for at udvinde råstoffer vil Kina nu flytte sin sværindustri til mindre udviklede lande og gøre dem rigere og øge efterspørgslen på kinesiske produkter.
KINAS UDVIKLINGSMODEL er anderledes end den, der er fremherskende for tiden i Vesten. Den er baseret på massive statsstyrede investeringer i infrastruktur såsom veje, havne, elektricitet, jernbaner og lufthavne, som gør det muligt at udvikle industrien.
Amerikanske økonomer afsværger denne tilgang med at bygge først og lade resten følge efter, fordi der er risiko for korruption og interne handler, når staten er så kraftigt involveret. I USA og Europa har udviklingsstrategien i de senere år derimod fokuseret på store investeringer i offentlig sundhed, styrkelse af kvinderne, støtte til civil-samfund verden over og indsatser mod korruption.
Lige så prisværdige disse vestlige mål end er, så er intet land nogensinde blevet rigt af at investere i dem og kun dem. Offentlig sundhed er en vigtig forudsætning for bæredygtig vækst, men det forslår ikke, hvis en klinik mangler elektricitet og rent vand, eller ingen gode veje fører hen til den. Kinas infrastrukturbaserede strategi har fungeret fremragende i Kina og har været et vigtigt led i strategier i andre østasiatiske lande som Japan, Sydkorea og Singapore.
Det store spørgsmål for verdenspolitikkens fremtid er ligetil: Hvis model vil vinde frem? Hvis projekt ”Ét bælte, én vej” lever op til de kinesiske planlæggeres forventninger, vil hele Eurasien fra Indonesien til Polen blive forandret i løbet af den næste generation. Kinas model vil blomstre uden for Kina, den vil øge indkomster og dermed også efterspørgslen på kinesiske produkter, der vil trænge stagnerende markeder tilbage i andre dele af verden.
Også forurenende industrier vil blive sendt til andre dele af verden. Centralasien vil flytte sig fra udkanten af den globale økonomi og ind i dens hjerte. Og Kinas form for autoritært styre vil vinde enorm prestige og udøve stor negativ indflydelse på demokratiet verden over.
Men der er vægtige grunde til at så tvivl om, hvorvidt projekt ”Ét bælte, én vej” vil blive kronet med held. Vækst baseret på infrastruktur har fungeret godt i Kina indtil nu, fordi den kinesiske regering har kunnet kontrollere det politiske miljø. Det samme vil ikke gælde uden for landet, hvor ustabilitet, konflikter og korruption vil komme på tværs af de kinesiske planer.
Kina er vitterlig allerede stødt på vrede interessenter, nationalistiske lovgivere og lunefulde venner i lande som Ecuador og Venezuela, hvor Kina har investeret massivt. Kina har håndteret utilfredse muslimer i sin egen Xinjiang-provins ved at ignorere og undertrykke dem. Den taktik vil ikke virke i Pakistan og Kasakhstan.
Det betyder dog ikke, at USA og andre vestlige regeringer kan sidde med hænderne i skødet og vente på, at Kina slår fejl. Strategien med massiv udvikling af infrastrukturen kan have nået sin grænse internt i Kina og vil måske ikke virke i andre lande, men den er stadig afgørende for den globale vækst.
USA BYGGEDE enorme dæmninger og vejnetværk tilbage i 1950'erne og 1960'erne, indtil den slags projekter gik af mode. I dag har USA ikke det store at tilbyde u-lande på det område. Præsident Barack Obamas initiativ ”Power Africa” er godt, men det har været længe om at komme i gang, og forsøget på at bygge havnen Fort Liberté i Haiti har været en fiasko.
USA burde være gået med i den asiatiske investeringsbank for infrastruktur som stiftende medlem og kan stadig nå at gøre det og ad den vej få Kina i bedre overensstemmelse med internationale standarder for miljø, sikkerhed og arbejde.
Samtidig bør USA og andre lande i Vesten spørge sig selv, hvorfor det er blevet så svært at bygge infrastruktur ikke blot i u-landene, men også i deres egne lande. Gør vi ikke det, risikerer vi at overlade fremtiden i Eurasien og andre vigtige dele af verden til Kina og det lands udviklingsmodel.