”Jeg er overvældet! Der er så meget at gøre og så meget at lære.”
Svaret falder prompte, så snart Najat Aoun Saliba har taget plads i sin stol og understreget, at hun altså kun har kort tid til rådighed, og at hun har været nødt til at udskyde et andet møde for dette interview: ”Så lad os komme til sagen!”
60-årige Saliba er universitetsprofessor i biokemi på Det Amerikanske Universitet i Beirut og nyvalgt parlamentsmedlem i Libanon. Sammen med 12 andre såkaldte ”protestkandidater” blev hun stemt ind ved parlamentsvalget søndag den 15. maj. Her skal de 13 forsøge at stå sammen og udfordre de gamle partier, der bærer et hovedansvar for den miserable situation, det lille mellemøstlige land befinder sig i.
Den økonomiske deroute i Libanon er ekstremt omfattende med store sociale konsekvenser. Verdensbanken har opgjort, at landets bruttonationalprodukt per indbygger faldt med 37,1 procent mellem 2018 og 2021 samt kaldt situationen for en af de værste økonomiske katastrofer i 150 år.
Konsekvenserne for den hårdt prøvede befolkning er voldsomme. Antallet af fattige er fordoblet på to år og 82 procent af befolkningen er nu berørt af fattigdom, viser tal fra FN. Mens den nationale valuta, pundet, udhules, stiger priserne på benzin, elektricitet, fødevarer; der er mangel på medicin, mad og jobs, mens timelange strømafbrydelser længe har været dagligdag. Op mod 200.000 – især veluddannede unge – har i desperation forladt landet.
Selvom Najat Aoun Saliba er en kendt miljøaktivist, kommer miljøhensyn i anden række for den nybagte parlamentariker.
”Lige nu har jeg ikke den luksus at kunne fokusere på miljø. Det vigtigste er at opfylde folks mest basale behov – sundhed, uddannelse, adgang til elektricitet og internet, jobmuligheder.”
Hun sidder i en lys karnap med fire meter til loftet i sit parti Taqaddoms (Fremskridt) hovedkvarter på Beiruts travle Armenia Street. Trafikstøj og gadelarm glider ind på en brise gennem et par åbentstående vinduer. Ligesom de øvrige protestpartier udsprang Taqaddom af den fejlslagne revolution i 2019 og blev for alvor opbygget på ruinerne af den eksplosion, der den 4. august 2020 raserede havnen, der ligger blot et par hundrede meter væk. Eksplosionen ødelagde store dele af byen og gjorde 300.000 mennesker hjemløse.
Najat Aoun Saliba forklarer, at det for hende og Taqaddom handler om at ændre det narrativ og det system, der siden selvstændigheden fra Frankrig i 1943 har været gældende i Libanon. Her har landets 18 religiøse retninger fordelt magten mellem sig og holdt hinanden i skak i et sindrigt sekterisk system, hvor alle får en bid af kagen. Korruptionen er knopskudt, og det er denne noget for noget-tilgang, som Saliba vil gøre op med.
”Mit eneste fokus er at tjene folket og skabe værdi for vores land. I stedet for klientelisme, afhængighed og partiskhed vil vi skabe en klar, inkluderende og gennemsigtig proces, som vi kan dele med befolkningen og derigennem sikre vælgernes rettigheder.”
Men kan I det? Er det overhovedet muligt at bryde med den gamle måde at gøre tingene på?
”Vi bliver nødt til at gøre det!” slår hun fast.
”Vi vil ikke gøre det på deres (de gamle partiers, red.) måde. Vi vil stå fast på vores værdier, vores principper, og vi vil forsøge at implementere vores måde at tænke på og vores måde at håndtere problemerne på.”
En af de store udfordringer er, at det shiamuslimske parti og militante gruppering Hizbollah gennem årene har etableret sig som en stat i staten. Takket være opbakning fra Iran er gruppen militariseret i sådan en grad, at den står stærkere end landets egen hær. Det er et problem, siger Najat Aoun Saliba, der afviser, at Libanon kan fortsætte med at have to stater og to hære i ét land:
”Jeg går ind for en stat, en hær, ligesom alle de andre lande i verden har. Vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken – vi kan bare kopiere og indsætte.”
Som altid med Libanon har flere udenlandske aktører en interesse i landet, og flere – såsom Iran, USA, Frankrig og Verdensbanken – har meldt sig på banen med forskellige former for hjælp. Her står Saliba fast på, at problemerne skal klares internt:
”Vi er libanesere – vi ønsker et Libanon uden udenlandsk indflydelse eller indblanding. Vi får måske brug for finansiel hjælp, men det er os, der skal træffe beslutningerne. Det skal være os. Det er vores ansvar at opbygge dette land.”