Når himlen er sort af rovfugle

HIMMELBEGRAVELSE: Et besøg på en tibetansk begravelsesplads er en grænseoverskridende oplevelse, der bringer døden og kroppens forgængelighed helt tæt på

Begravelsespladsen ved Langmusi med en samling af sten, hvor liget bliver parteret. Der ligger økser og strimler af rødt tøj på jorden. –
Begravelsespladsen ved Langmusi med en samling af sten, hvor liget bliver parteret. Der ligger økser og strimler af rødt tøj på jorden. –. Foto: Vera Bundgaard.

Store rovfugle cirkler rundt over bjerget på baggrund af en krystalklar, blå himmel. I dag er der ikke mange af dem, og de flyver højt. Det er et signal om, at der ikke finder nogen begravelse sted oppe på bjerget lige nu. Er himlen derimod sort af rovfugle, der flyver lavt, ja, så betyder det i bogstaveligste forstand, at der er kød på bordet, at der finder en himmelbegravelse sted.

Man lærer snart at tyde signalerne i den lille tibetanske landsby Langmusi, der ligger i det vestlige Kina. Lige uden for byen kan man komme helt tæt på den særegne tibetanske begravelsesform.

Men i dag flyver fuglene højt, så der er fri bane. For vi har hverken lyst eller mod til direkte at overvære en begravelse. Med enkelte regionale forskelle består den i, at liget bliver ført op på bjerget, hvor en religiøs ceremonimester parterer kroppen med knive og økser. I nogle tilfælde knuser han også knogler og hovedskal og blander det med bygmel. Derefter efterlader han det hele til fuglene, der utålmodigt har ventet på dette festmåltid. Når de flyver med ligdelene op mod himlen, er himmelbegravelsen fuldendt.

Vi arbejder os langsomt op ad bjerget. Langmusi ligger i 3300 meters højde, og vi skal endnu højere op. Luften er tynd, og man bliver uhyre let stakåndet. Langsomt, langsomt nærmer vi os de mange kulørte strimler, der kan ses på lang afstand og som markerer begravelsesområdet.

Så dukker de første synlige tegn op. Flasker og affald ligger smidt ud over græsset, som om nogen har holdt fest eller picnic heroppe og glemt at rydde op efter sig. Dér ligger en rusten økse, og dér en lang kniv tilfældigt smidt i græsset.

Nu får vi øje på selve begravelsespladsen, en rund plads uden græs og med en samling af store sten i midten. Her formoder vi, at liget bliver parteret og serveret. Røde tøjstumper, der ligner det tøj, som munkene går i, ligger spredt rundt omkring. Flere knive. Rigtig mange fjer. På nært hold er de overraskende store og vidner om, at rovfuglene er langt større end de umiddelbart virker, når de flyver højt på himlen. De mange fjer siger vel også en hel del om, at kampen har været hård for at komme til fadet.

Det bliver meget konkret. Dér ligger en lang, afpillet knogle og dér en hel undermund med en intakt række af tænder. Måske er det den tynde bjergluft, men det svimler lidt for én. Tanker om begravelser, man har deltaget i hjemme i Danmark, farer gennem hovedet. Kisten, der bliver sænket ned i jorden. Man ved det jo godt: Inden i kisten ligger kroppen, og den vil langsomt formulde dernede, men man er skærmet fra helt at være vidne til det. Her derimod slår det én lige i synet. Knogler, tænder, knive og økser. Døden og kroppens forgængelighed kommer helt tæt på.

Det er netop også et af formålene med den tibetanske begravelsesform. At gøre det synligt for enhver, at kroppen kun er et hylster, en overfrakke, som man kan tage af, når man dør. Det egentlige jeg, sjælen, forlader kroppen og drager videre. Alt afhængig af det tidligere levede liv bliver man ifølge den buddhistiske tro reinkarneret, genfødt, i en anden krop.

Han skiftede krop, som en munk udtrykker det under et besøg i et af de mange tibetanske klostre i området.

Der går et stykke tid, før det går op for mig, at han taler om en person, der lige er død.

Himmelbegravelsen har også et praktisk formål. Langt de fleste tibetanere bor i bjergrige områder, hvor der er mangel på brænde, og hvor jorden ofte er stenhård og gennemfrosset. Det gør det svært enten at brænde liget eller begrave det i jorden, som de fleste andre kulturer benytter sig af.

Himmelbegravelsen var tidligere forbudt af det kinesiske styre, men blev igen tilladt efter kommunistlederen Mao Zedongs død og indledningen af reformperioden, der førte til større religiøs frihed. Mange kinesere betragter det dog stadig som en barbarisk begravelsesform og foretrækker ligesom flertallet i Vesten en jordbegravelse eller brænding. Men tibetanerne holder fast i deres himmelbegravelse. For dem er det en sidste god gerning at give den nu nyttesløse krop tilbage til naturen ved at lade fuglene fortære den.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk

Udsigt over den lille tibetanske landsby Langmusi. De fleste tibetanere bor i bjergrige områder, hvor der er mangel på brænde, og hvor jorden ofte er stenhård. Det er en af årsagerne til, at deres begravelsesform har udviklet sig til at ske ved, at den afdøde parteres på jorden og overlades til de vilde fugle. –
Udsigt over den lille tibetanske landsby Langmusi. De fleste tibetanere bor i bjergrige områder, hvor der er mangel på brænde, og hvor jorden ofte er stenhård. Det er en af årsagerne til, at deres begravelsesform har udviklet sig til at ske ved, at den afdøde parteres på jorden og overlades til de vilde fugle. – Foto: Vera Bundgaard.