Efter Barack Obamas sejr ved det amerikanske præsidentvalg var der ingen grænser for de håb, der blev knyttet til den nye mand i Det Hvide Hus. Forventningerne om nybrud blev spændt til det yderste på en lang række områder. Ét af dem var Mellemøsten.
Her var en leder, sagde man, der kunne give forholdet mellem USA og den muslimske verden en ny start, og som i modsætning til sine forgængere kunne få held til at blive katalysator for en fredsordning mellem Israel og palæstinenserne.
Halvandet år senere er resultaterne små og nærmest ikke-eksisterende.
Løfterne om neddrosling af krigs-indsatsen i Irak har ikke givet den forventede tiltro i den muslimske verden. Oplægget til en dialog med Iran er blevet mødt med tavshed, og præstestyrets destruktive rolle i regionen er ikke aftaget. Presset mod det palæstinensiske selvstyre og Israel har ikke ført parterne til forhandlingsbordet.
De manglende resultater giver nu præsident Obama problemer på hjemmefronten. Forud for midtvejsvalget til Kongressen til november har republikanske kandidater succes med at angribe demokraten Obamas hårde linje over for Israel. De spørger – ikke uden en vis ret – hvorfor præsidenten bliver ved med at rette kanonerne mod den mellemøstlige regions eneste demokratiske land, mens de totalitære regimer i nabolandene slipper for grovfilen.
Lavpunktet blev nået i marts, hvor premierminister Benjamin Netanyahu var til forhandlinger i Washing-ton og end ikke blev budt på et stykke mad endsige en fælles pressekonference med Obama. Det var ment som en tydelig afklapsning af den israelske regeringschef, og det blev også opfattet sådan. Forholdet mellem USA og Israel rystede i sin grundvold, og den jødiske stats mange fjender glædede sig.
Meget kan man sige om premierminister Netanyahu. Men han er en dreven politiker, og han har et indgående kendskab til USA?s politiske virkelighed efter mange års ophold i landet. Da han i den forløbne uge på ny var indbudt til forhandlinger i Det Hvide Hus, fik piben en helt anden lyd fra amerikansk side.
Obama karakteriserede forholdet mellem USA og Israel som ubrydeligt. Netanyahu blev beskrevet som en modig mand, der arbejder i fredens tjeneste. Og selvom præsidenten talte uden om det prekære spørgsmål om de israelske bosættelser, var venligheden over for hans israelske gæst ikke til at misforstå. Han fik i øvrigt også både frokost og en fælles optræden over for pressen.
Hvad er der sket?Det er tilsyneladende gået op for Obama-regeringen, at den hårde kurs over for Israel var ved at føre USA ind i en blindgyde. Havde tilnærmelsen til den muslimske verden givet resultater, havde det måske givet Obama pondus til at flytte den israelske regering afgørende. Men siden resultaterne på denne front er udeblevet, var tiden inde til at ændre Israels rolle fra modspiller til medspiller. I Washington har man erkendt, at det ikke er realistisk at presse en fredsproces ned over hovedet på israelerne, og at revner i det strategiske forhold mellem de to landes regeringer kun er til fordel for deres modstandere.
Efter forsoningsmødet er håbet nu, at Netanyahu kan bruge genoprettelsen af det gode forhold til USA til at få sin skrøbelige koalitionsregering til at acceptere flere tillidsvækkende skridt over for palæstinenserne, og at det vil få selvstyret til at opgive alle forhåndsbetingelser for indledning af direkte forhandlinger mellem parterne.
Tiden er knap, fordi forhandlingerne helst skal begynde, inden det midlertidige israelske stop for nye bosættelser udløber til september. Er forhandlingerne i gang, kan Netanyahu måske få sine regeringspartnere til at acceptere en fortsættelse af bosættelsesstoppet.
Det bliver ikke nemt, og man tør i den forbindelse næsten ikke tænke på, hvordan Jerusalem-regeringen og selvstyremyndigheden, der begge er meget skrøbelige, skal få politisk kraft til at kunne give indrømmelser under direkte fredsforhandlinger.
Foreløbig handler det imidlertid om at få dem i gang, og lykkes det, har præsident Obama ét skud mere i bøssen, som han bør bruge til at give den israelske offentlighed den tillid til et forhandlingsforløb under amerikansk overopsyn, som hidtil har manglet.
Med forsoningsmødet er der gjort en god begyndelse. Forholdet mellem USA?s og Israels regeringer er bragt tilbage på sporet. Desuden er det lykkedes præsident Obama at samle international opbakning til en markant hårdere kurs over for Iran. Begge dele tæller med vægt i den israelske karakterbog.
Som sit næste skridt bør Obama rette op på en fejl, nemlig at han endnu ikke har besøgt Israel. Hans dårlige opinionstal hjemme i USA er for intet at regne mod en yderst ringe tilslutning i Israel, hvor man føler sig svigtet og overset. Så der er noget at arbejde med forstået på den måde, at den amerikanske præsident lægger sine visioner for en fredsordning frem direkte for den israelske offentlighed.
Efter mødet forleden sagde han, at han er klar til at rejse. Når besøget gennemføres – og hellere før end siden – vil det være et endeligt bevis på, at Obama-regeringens fokus i den mellemøstlige konflikt er skiftet til det bedre.