Prøv avisen

Obama efter valgtriumf: Four more years

Obama-vælgere i jubel over præsidentens valgsejr. - Foto: SHAWN THEW Denmark

Den netop genvalgte præsident, Barack Obama, takker sine vælgere på sin Twitter-profil

Efter måneders valgkamp, tre heftige tv-dueller og millioner af brugte kampagnekroner har supermagten USA fået valgt præsidenten, som skal stå i spidsen for amerikanerne de næste fire år:

Ifølge flere tv-stationer står den siddende præsident, Barack Obama, til at få en periode mere i Det Hvide Hus. Og demokraten er taknemmelig for valgsejren:

- Vi er sammen om det her. Det er sket på grund af jer. Tak skal I have. Fire år mere, skriver Barack Obama på sin Twitter-profil.

Den netop genvalgte statsmand har blandt andet vundet valget efter sejr i nøglestaten Ohio, som historisk altid har været et pejlemærke for, hvem der fik nøglerne til Det Ovale Værelse i præsidentboligen i Washington.

Ifølge CBS er det dog sandsynligvis Mitt Romney, der har fået flest stemmer. Men på grund af systemet med valgmænd kan Obama fortsætte på posten i yderligere fire år.

Det vides dog ikke med sikkerhed, for der er flere af de store demokratiske stater, blandt andet Californien, hvor man endnu mangler at tælle stemmerne op.

I Obamas hjemby Chigaco er tusinder af jublende Obama-støtter brudt ud i jubel.

USA''s genvalgte præsident Barack Obama holder sin sejrstale onsdag morgen d.7.november 2012 i Chicago. REUTERS/Jason Reed Foto: Jason Reed