Det er vanskeligt at forestille sig to politikere, som er mere forskellige – i politik, i personlighed, i stil, i temperament – end Barack Obama og Donald Trump. Ikke desto mindre vil USA’s 44. og 45. præsident i al fremtid være kædet uløseligt sammen af den historie, som de begge er en del af. Amerikanernes valg af Trump var i høj grad en modreaktion på otte år med Obama, og den afgående præsidents eftermæle vil afhænge af hans efterfølger og politiske nemesis, der har lovet at gøre hans største politiske bedrifter ugjort.
Og netop den kendsgerning lå formentlig Obama på sinde, da han i nat holdt en bittersød og til tider følelsesladet afskedstale til det amerikanske folk i hjembyen Chicago. Talen blev holdt blot få kilomenter fra Grant Park, hvor han på valgnatten i november 2008 trådte frem foran en kvart million begejstrede tilhængere – og hundreder af millioner af tv-seere verden over – som USA’s første afroamerikanske præsident.
I afskedstalen forsvarede Obama sit præsidentskab og opremsede en lang liste af sine stolteste resultater, heriblandt sundhedsreformen, den økonomiske genrejsning efter finanskrisen, drabet på terrorlederen Osama bin Laden, atomaftalen med Iran og normaliseringen af relationerne med Cuba. Med en tåre piblende ud af øjenkrogen hyldede han sin hustru og sine to døtre og lovede sine tilhængere, at han vil stå ved deres side som privat borger resten af livet.
Barack Obama nævnte kun Donald Trump ved navn en enkelt gang i talen – da han talte om magtoverdragelsesprocessen – og fokuserede i stedet på de kræfter, der bragte den farverige, uforudsigelige og politisk ukorrekte rigmand til magten. Han talte om de farer mod demokratiet, som folkelig splittelse, økonomisk ulighed og faktaløsheden i den offentlige samtale udgør.
“Vores forfatning er en bemærkelsesværdig, smuk gave. Men i virkeligheden er den kun et stykke pergamentpapir. Den har ingen magt i sig selv. Vi, folket, giver den magt – med vores deltagelse og de valg, som vi træffer,” sagde Obama.
USA kan overvinde enhver udfordring, understregede han med slet skjult henvisning til Trump, “med mindre vi opgiver det, som vi står for, og forvandler os selv til endnu en nation, der tyranniserer mindre naboer.”
Den kendsgerning, at Obama fandt det nødvendigt at forsvare demokratiets grundlæggende principper, siger – som kommentatoren Chris Cillizza påpeger i avisen Washington Post – en hel del om tidens politiske klima.
Donald Trump har chokeret Washington med sin foragt for visse demokratiske principper og med sin åbenlyse beundring for autokrater som Ruslands Vladimir Putin, og blot få timer inden, at Obama trådte på scenen i Chicago, svirrede det med nye rygter om, at højt placerede medarbejdere i Trump-kampagnen skulle have haft hemmelige møder med russiske embedsmænd under valgkampen, og at russernes cyberangreb på Det Demokratiske Parti skete med Republikanerens opbakning.
I afskedstalen advarede præsident Obama også mod politisk apati og fordømte amerikanernes tendens til at isolere sig fra de, der ikke ligner dem selv.
Hvide amerikanere, understregede han, må forstå, at racismen ikke forsvandt fra USA efter 1960’ernes borgerrettighedskamp. Og sorte amerikanere og andre minoriteter, fortsatte han, må nære empati for den midaldrende hvide mand, hvis verden er blevet vendt på hovedet af økonomiske, kulturelle og teknologiske forandringer.
Men han bød amerikanerne farvel ved at gentage sin overbevisning om, at mennesker indeholder mere godhed end ondskab, og at fremtiden er lys, selvom det “for hvert skridt fremad ofte føles som om, at vi tager to skridt tilbage”.
I næste uge overdrager den usædvanlige præsident – den Hawaii-fødte søn af en muslimsk gedehyrde fra Kenya og en hvid pige fra Midtvesten – magten til en mand, der har bygget sin politiske karriere på at så tvivl om Obamas statsborgerskab og selve legitimitet som præsident.
Og hermed begynder USA’s næste store politiske eksperiment.