Prøv avisen

Obamas udsættelse har sat gang i dialog om Syrien

Gunnar Riberholdt var et af Danmarks ansigter udadtil i næsten et halvt århundrede. Foto: SCANPIX SWEDEN Denmark

Modstanden mod præsident Assad vokser fra uventet side, men der er stadig lang vej til konsensus i det internationale samfund i forhold til et indgreb i Syrien

Fronterne har længe været trukket skarpt op mellem Vesten på den ene side, og Rusland, Kina og Iran på den anden side i spørgsmålet om international indblanding i den syriske konflikt. Men nye meldinger giver håb om en politisk løsning for Syriens fremtid.

Mens den amerikanske præsident, Barack Obama, har udskudt et angreb mod Assad-regimet ved at sende beslutningen til afstemning i Kongressen på mandag, har ventetiden samtidigt åbnet et vindue for international dialog om Syriens fremtid.

LÆS OGSÅ: Da Obama satte Stockholm på den anden ende

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har siden den syriske borgerkrigs begyndelse i 2011 stået stejlt på støtten til Assad-regimet og insisteret på Ruslands ret til at levere våben til det syriske militær. Men Putin, der tidligere i FNs Sikkerhedsråd har stemt imod et forslag om indgriben, sagde i går i et interview til den russiske tv-kanal Channel 1, at han ikke længere vil afvise at støtte en militæraktion i Syrien i FN-regi. Dog med det forbehold, at der skal fremskaffes klare beviser for, at det er Assad, der har anvendt kemiske våben. Måske endnu mere overraskende er det, at Irans tidligere præsident Akbar Hashemi Rafsanjani også har været ude at kritisere det syriske regime.

Begge meldinger kommer på tærsklen til, at G20-topmødet i dag indledes i Konstantinpaladset i Sankt Petersborg.

Ifølge Ole Wæver, der er professor i international politik ved Københavns Universitet, har Obamas udsættelse af beslutningen om et amerikansk ledet angreb på det syriske regime givet rum for, at de internationale forhandlinger genoptages:

Parterne skal ikke flytte sig særlig langt, før man kan sætte sig ved forhandlingsbordet igen, hvilket helt klart også har været Obamas kalkule ved udsættelsen. Han håber på, at brikkerne falder på plads, og det er klart, at det vil være mærkeligt, hvis man til topmødet kun skal tale om, hvad der sker, når bomberne falder i Damaskus. Mon ikke alle parter øjner muligheden for at udnytte den sidste pause til at finde en løsning, siger han.

Ole Wæver vurderer, at en politisk aftale er det eneste realistiske scenarie i forbindelse med et internationalt samarbejde, hvor Rusland deltager:

Putins udtalelse er overraskende, og jeg har stadig svært ved at se for mig, at russerne vil bakke op om en militær aktion. Det vil til gengæld være meningsfuldt for Rusland at finde en løsning uden angreb på regimet, siger han.

Mens det tunge skyts på det seneste har været trukket frem, og USA har forberedt militæret på et angreb, og Rusland har sendt krigsskibe til Middelhavet, peger Ole Wæver på, at der i kulissen formentlig løbende har været dialog:

Man får igennem medierne et billede af, at de internationale parter står meget langt fra hinanden, og det er ikke helt rigtigt. Det, man nogle gange glemmer i den syriske konflikt, er, at der højest sandsynligt hele tiden har været ført en slags forhandlinger, og der ligger jo et grundlag fra Kofi Annans fredsplan klar i baggrunden, siger han

Og måske kan Putin udnytte forhandlingerne ved G20-mødet til at fremme Ruslands placering i den internationale magtbalance. Også selvom de skulle acceptere en FN-aftale med militær indblanding:

Obama vil selvfølgelig helst have, at angrebet ikke bliver til noget, så det svære er at få det til at se ud, som om Rusland og Iran ikke bøjer sig, og det er måske derfor, at de kritiske udmeldinger om regimet kommer nu. For hvis russerne kan spille en central rolle i at få genoplivet dialogen og samtidigt få noget af æren for at løse den konkrete krise om militær indgriben, så er det et smart træk af Putin, siger Ole Wæver.

Mens Iran ofte i den vestlige verden fremstilles som en homogen anti-amerikansk fjende, peger han på, at den nye iranske ledelse er begyndt at åbne for øget international dialog og dermed også indflydelse:

Den tidligere iranske præsidents udtalelse om det syriske regime overasker mig sådan set ikke. Det billede, der tegnes af Iran i den vestlige presse er vildledende og helt ude i hampen. Iranerne er trætte af den internationale isolation, og den nye moderate præsident, Hassan Rouhani, vil gerne finde vej til-bage til verdenssamfundet, siger Ole Wæver.

Ifølge Ali Rahigh-Aghsan, der er seniorlektor med speciale i Iran ved Institut For Globale studier på Malmø Universitet, er både den russiske og iranske kritik af Assad-styret ikke et udtryk for en afstandtagen til Assad, men en del af deres imagepleje:

Putin er temmelig sikker på, at amerikanernes planlagte angreb kun vil være symbolsk og ikke vælte Assad, og derfor kan de gratis gå ud at kritisere regimet nu. De kan redde ansigt i forhold til verdenssamfundet og sige, at også de bakker op om at straffe brugen af kemiske våben. Så længe de er sikre på, at Assad ikke bliver væltet, siger han.

Ali Rahigh-Aghsan vurderer desuden, at man ikke skal tage den iranske melding som udtryk for en officiel holdningsændring:

I forhold til Iran er det meget kompliceret, fordi der er flere forskellige magtstrukturer på spil. Det nye regime taler med to tunger, og vi har tit hørt forskellige meldinger i forhold til udenrigspolitikken. Og her skal man være opmærksom på, at den tidligere præsident altså ikke udtaler sig som den formelle talsmand. Det, Iran prøver på, er måske at vinde nogle billige point om, at de er åbne, efter at den nye ledelse er kommet. Det er signalpolitik, og vi har set den slags iranske meldinger mange gange før, siger han.