Det lyder næsten som en bekendelse. Jo mere Mark Pearson taler sig ind til kernen i OECD's økonomiske credo, jo mere siger han ligeud, at de seneste 30 års økonomiske tænkning har været forfejlet.
Og at de økonomer, der anbefalede voksende ulighed som et nødvendigt onde, der skaber økonomisk vækst og i sidste ende gavner alle, i virkeligheden tog fejl.
Tværtimod vil mindre ulighed være til gavn for alle, lyder budskabet nu fra de industrialiserede landes samarbejdsorganisation i Paris.
”Vi var blinde. Vi var så forblændede af den idé, at bare vi havde effektive og velfungerende markeder, så ville enhver kunne gribe de chancer, markedsøkonomien tilbyder, og økonomien ville vokse til alles bedste. Vi var frygteligt naive,” siger Mark Pearson.
Han er vicedirektør i OECD's afdeling for socialpolitik og en af ankermændene på organisationens seneste rapport om ulighed, ”I samme båd: Hvordan mindre ulighed gavner os alle”.
Rapporten hviler på 30 års økonomiske data, og konklusionen er, at ulighed set i det lange perspektiv skader den økonomiske vækst.
”Vi dokumenterer, at ulighed har skåret toppen, eller 4,7 procentpoint, af den økonomiske vækst, vi har haft siden 1990. Vi taler ikke kun om fattigdom for en trods alt meget lille gruppe.
Vi taler om, at 40 procent af befolkningerne i OECD-landene ikke har haft tilstrækkelig fordel af den økonomiske fremgang. En økonomi, der ikke gavner 40 procent af befolkningen, er ikke effektiv,” siger Mark Pearson.
Ulighed måles blandt andet på den såkaldte Gini-koefficient: 0,0 indikerer fuld lighed, hvor alle tjener og ejer lige meget, mens 1,0 står for fuldstændig ulighed. I de 34 OECD-lande som helhed er uligheden vokset med tre Gini-point fra 0,29 i midten af 1980'erne til 0,32 i 2013.
Det er en betydelig stigning, der svarer til 10 procent. Men gennemsnittet dækker over meget forskellige situationer. I USA er Gini 0,4, og Chile, et af de mest ulige OECD-lande, er oppe på 0,5.
Danmark har fortsat en af de laveste Gini-værdier på 0,25. Og også forskellen mellem de rigeste og de fattigste er mindre i Danmark, hvor de 10 procent rigeste tjener fem gange mere end de 10 procent fattigste.
I OECD som gennemsnit tjener de rigeste 10 gange mere i dag mod syv gange i 1990. Ser man på fordelingen af rigdommen, springer uligheden endnu mere i øjnene.
De 10 procent rigeste i OECD ejer halvdelen af rigdommene, og størstedelen af den anden halvdel tilhører de næste 50 procent af befolkningen. Det betyder, at de nederste 40 procent må deles om omkring tre procent af de rigdomme, der akkumuleres.
Det er resultatet af strukturreformer, som siden 1990'erne har løsnet arbejdsmarkedslovgivningerne i de vestlige lande, skåret i de offent-lige udgifter og sænket beskatningen i mange lande.
Og denne proces er blevet forstærket af globalisering og teknologiske revolutioner, der har gjort det muligt at flytte dele af produktionen til lavindkomstlande med lave lønninger.
Det har skabt en ”jobpolarisering”, hvor de mest efterspurgte og højtuddannede lønmodtagere har set deres lønninger vokse, mens andre i mindre efterspurgte funktioner har oplevet stagnerende lønninger.
Især er andelen af atypiske ansættelseskontrakter, deltids- og vikaransættelser vokset og har bredt sig til flere og flere erhvervsgrupper. De udgør en tredjedel af al beskæftigelse i OECD, og halvdelen af alle de jobs, som er blevet skabt siden midten af 1990'erne, tilhører denne kategori.
En deregulering af arbejdsmarkedet, så virksomhederne får lettere ved at ansætte, præsenteres ellers som det redskab, der skal få flere i arbejde. Et lavtlønnet job er bedre end intet job, lyder argumentet.
Og de lande, der har gennemført den slags reformer, har også de mest dynamiske økonomier med højere vækst og lavere ledighed end andre.
Det gælder for eksempel Storbritannien med ansættelseskontrakter, hvor arbejdsgiveren ikke er bundet op på et bestemt antal timer og dermed en fast månedsløn, eller Tyskland med lavtlønnede minijobs.
Resultatet har da også været vækst og en mere effektiv økonomi. Men det er ikke hele sandheden, konstaterer OECD's rapport:
”Nogle strukturreformer øger ganske rigtigt det økonomiske potentiale og skaber nye jobs. Men de udvider samtidig spændet i indtægter.
Samtidig er skatter og overførselsindkomster, der kunne omfordele markedsgevinsterne, blevet beskåret. I gennemsnit lever 22 procent af dem, der er ansat i atypiske kontrakter, i fattigdom.”
Det betyder ikke, at der ikke er brug for arbejdsmarkedsreformer i nogle lande. For eksempel Frankrig og Italien har udviklet todelte arbejdsmarkeder, hvor nogle ansatte er stærkt beskyttede, mens andre næsten ingen beskyttelse har.
En udligning af forskellene ville skabe større fleksibilitet for nogle og mere sikkerhed for andre.
Samtidig anbefaler OECD at få flere kvinder i arbejde og at få udlignet lønkløften mellem mænd og kvinder på gennemsnitligt 15 procent.
”Udligningen af kønsforskellene ville i sig selv opsuge en del af uligheden i OECD-landene,” påpeger Mark Pearson.
”Det, der sker, er, at de nederste 40 procent af befolkningen ikke i tilstrækkelig grad drager fordel af de muligheder, økonomien skulle give. De får dårligere uddannelser, blandt andet fordi de ikke får så meget ud af undervisningen som de, der vokser op i mere velstillede lag.
Børn, som vokser op i familier, der er under pres på grund af usikre økonomiske kår, udnytter ikke deres potentiale.
Det betyder, at vi på længere sigt mister potentiale. I næste generation vil virksomhederne ganske enkelt ikke kunne få de veluddannede medarbejdere, de har brug for,” forudser OECD-vicedirektøren.
Tidligere har den franske økonom Thomas Piketty fået stor international opmærksomhed for sin kritik af ulighed.
Selvom der er forskel i metode, peger også Piketty på, at de mest velstillede har tilegnet sig en større del af kagen ved at sikre sig et kapitalafkast, der er større end væksten.
OECD ser mere på, hvordan de forskellige økonomiske aktører er i stand til eller ikke er i stand til at agere i samfundsøkonomisk forstand.
Rapporten viser, at hver gang uligheden vokser med seks Gini-point, vokser sandsynligheden for, at de laveste 40 procents børn standser deres uddannelse efter folkeskolen, med fem procentpoint.
Og eleverne får også mindre ud af at gå i skole, viser tests, som OECD har lavet i det såkaldte Piaac-program, der måler elevernes regnekapacitet. Seks ekstra Gini-point resulterer i, at de dårligst stillede børns resultater bliver seks procentpoint dårligere.
Bedre uddannelse af de unge er et andet redskab, der kan styrke både ligheden og væksten.
Og endelig anbefaler OECD veldesignede overførselsindkomster, der hjælper folk gennem en vanskelig periode uden at fjerne incitamentet til at arbejde.
”Der er ikke belæg for, at overførselsindkomster i sig selv skader væksten,” konkluderer undersøgelsen, der er den tredje rapport om ulighed, som OECD har udgivet siden 2008.
Skal vi have vækst, skal vi derfor interessere os mere for de 40 procent i bunden af de europæiske økonomier, lyder anbefalingen fra den økonomiske samarbejdsorganisation.
”Når vi har kaldt rapporten 'I samme båd', er det netop for at gøre det klart for de andre 60 procent, at det også er til deres fordel at sikre, at de nederste 40 procent kommer med i båden.
Selvfølgelig skal det kunne betale sig at gøre en indsats. Men det er ganske enkelt dårlig økonomi at opretholde et system, hvor så stor en del af befolkningen får så lidt af kagen. Det er muligheder, der forspildes. Det er skatter, der ikke betales, det er forbrug, der ikke realiseres, og i sidste ende vækst, vi ikke får. Det er ikke sund og fornuftig økonomi,” siger Mark Pearson.
Og det er heller ikke sundt i politisk forstand, tiføjer han.
”For stor ulighed betyder, at den sociale sammenhængskraft undergraves. Den mistillid til politikerne og de politiske institutioner, som vi oplever i nogle lande, hænger blandt andet sammen med, at for store dele af befolkningerne føler, at de ikke har en chance for at få del i væksten. Der er en helt klar sammenhæng mellem ulighed og mistillid,” siger Mark Pearson.
De tre hidtidige OECD-rapporter om ulighed har alle peget på de uhensigtsmæssige virkninger, men set som helhed har de 34 medlemslande ikke taget konklusionerne til sig.
Med de senere års finans- og gældskrise er tendensen snarere gået i retning af mere fleksible arbejdsmarkedslove og beskæring af offentlige udgifter. Og Mark Pearson er ikke langt fra at mene, at eurogruppens hestekur til nogle af de europæiske økonomier bør blødes op.
”Det er jo i nogen grad det, Den Europæiske Centralbank har gjort, når banken opkøber statsobligationer og derved skyder friske penge i økonomien.
Jeg vil ikke sige, at vores rapporter om ulighedens konsekvenser har overbevist medlemslandene. Men vi er på vej derhen,” siger han.