I løbet af 2014 blev det på mange måder klart, at den vestlige samfundsmodel med repræsentativt demokrati og en stærk stat ikke rigtig fungerer længere. Blandt de vigtigste mekanismer, der underminerer staten, er de demokratiske staters måde at udøve magt på og den politisk-økonomiske svækkelse af staten.
Statens økonomiske understøttelse af finansinstitutioner, disses indflydelse på den økonomiske politik uden om demokratisk kontrol og den måde, virksomheder finansierer politik på, har ifølge de amerikanske forskere Martin Gilens and Benjamin I. Page fra Stanford Universitet resulteret i, at det amerikanske demokrati reelt ikke fungerer længere på grund af store virksomheder og rige grupperingers indflydelse.
Samtidig kan Edward Snowdens afsløringer af det globale brud på retten til privatliv næsten ikke overvurderes. Også her er det private firmaer, der varetager overvågningen. Ifølge Snowden er disse firmaer nu mere magtfulde end staten. Der er også pres på andre borgerrettigheder, så som retten til at forsamles og protestere. Nu træner politi og militær i flere europæiske lande i at nedkæmpe opstande fra fattige borgere.
Motoren bag disse tendenser er den økonomisme, der har bemægtiget sig politik, både ideologisk og praktisk. Mens politikere i USA og flere europæiske lande annoncerer, at krisen er forbi, er levestandarden for størstedelen af befolkningerne dalet. Der er skabt alvorlig fattigdom, og den offentlige service er blevet forringet.
Samtidig er de økonomiske spåkoner begyndt at lancere det nye økonomiske koncept ”divergens” (afvigelse), den mest brugte term i de økonomiske forudsigelser for 2015. Som navnet antyder, betyder det, at det alligevel ikke går så godt allevegne. Den globale økonomi imødeser angiveligt et år med ”flere hastigheder” i de forskellige lande.
USA og Storbritannien har angiveligt ”normaliseret” deres økonomier efter krisen og vil ifølge spådommene vokse langsomt i 2015, mens det i eurozonen ser blandet - eller divergerende - ud. Tyskland og Frankrig står stille, Spanien og Grækenland vokser svagt, mens Italien er på vej tilbage i recession.
Samtidig er det ikke svært at observere, at der også er tale om en markant divergens internt i de forskellige landes økonomier. Også kaldet ulighed, der truer de sociale strukturer. Mens det tilsyneladende går strålende i toppen af flere økonomier, i den finansielle sektor og på aktiemarkederne, halter den reelle økonomi, jobskabelsen og befolkningernes levestandard stærkt bagefter.
Der er nemlig også tale om en anden divergens: den, der er imellem, hvad statistikkerne bliver brugt til af politikerne og så den reelle virkelighed bag. Mens de økonomiske indikatorer forbedres, dækker de over, at de jobs, der er skabt, er lavtlønnnede, tidsbegrænsede, på deltid og usikre.
Tysklands lave arbejdsløshed på 5,5 procent dækker over, at næsten 20 procent af tyskere i arbejde har et såkaldt mini-job, hvor de tjener højst 450 euro (3350 kroner) om måneden uden ret til pension eller dagpengeoptjening. I Frankrig tjener hver sjette ansatte mindre end den lovfæstede mindsteløn. I Spanien er 95 procent af alle nye jobs skabt siden krisens begyndelse på deltid eller korte kontrakter. I Storbritannien er reallønnen faldet med cirka to procent om året siden krisens begyndelse, og som svar på Tysklands mini-jobs har man de såkaldte ”zero-hour contract” (nul-timer-kontrakter), der, som navnet siger, binder en person til et firma uden at garantere dem faste arbejdstimer. Man kan således figurere som arbejdende uden at tjene penge.
Årsagen til, at det uagtet går godt i den finansielle økonomi og på aktiemarkederne er, at staterne har betalt for den finansielle sektors tab under krisen, og at regningen er sendt videre til borgerne i form af højere skatter og lavere løn. Deraf reallønsfaldet. Og deraf den manglende vækst i den reelle økonomi.
Samtidig har man undladt at regulere den finansielle sektor efter finanskrisen, og i flere tilfælde har man givet store korporationer lempeligere vilkår. Hvis ikke de jure, så de facto. I 2014 blev det klart, at det internationale ”skattesystem” er brudt sammen og underminerer de nationale skattesystemer.
Selvom vi har vidst længe, at store multinationale virksomheder som McDonald's og Amazon ikke betaler skat i de europæiske lande, er det via Lux Leaks-skandalen gået op for os, at det globale skattesystem de facto har skabt en global frihandelszone, der kun gælder for de store virksomheder og de overvældende rige. Og at vore europæiske institutioner underbygger denne tendens ved manglede handling og lovgivning.
Det står nu klart, at multinationale selskaber kan undlade at betale skat og således trækker værdier ud af den reelle økonomi. De er dermed en af hovedmotorerne i den økonomiske bevægelse, hvor den finansielle og ikke-produktive økonomi trækker værdier ud af den reelle økonomi og udhuler staternes budgetter ved at tære på infrastruktur, arbejdskraft og miljø - uden at betale skat.
Dette er et alvorligt demokratisk problem, da skatteopkrævning er grundlaget for statens beståen. Og det er på mange måder grundlaget for de øvrige problemer, demokratiet står overfor.
Der er længe blevet talt om den post-demokratiske æra, men ingen er i oprør over demokratiets angivelige endeligt. Det er ligesom kommet snigende. Hvad, vi ikke ville kunne have forestillet os skulle foregå her i den rige del af verden for bare fem år siden, er nu blevet realitet.
Facaderne af vores institutioner og de tomme skaller af vore civile, økonomiske og sociale rettigheder står nu tilbage, imens et andet system har rejst sig bag dem. Det er ikke et fremtidsscenarium eller en konspirationsteori. Det er fakta, der er kommet for dagens lys i de seneste to-tre år.
Selvom det ikke er et samlet system med en enkelt agent bag, er det mekanismer, der systematisk nedbryder samfundets strukturer og institutioner. Disse mekanismer har den fællesnævner, at de er økonomistiske og neoliberale, hvor staten og den reelle økonomi er sat til at servicere ”markedet”, den spekulative og ikke-materielle økonomi.
Det er ikke naturlove, og det er ikke tilfældigheder eller en uafvendelig ”udvikling”. Det er resultatet af ført politik. Det mest alvorlige er, at det er sket under falske forudsætninger, og det går igen over hele linjen, at de ansvarlige politikere ikke har sagt klart til deres vælgere, hvad de har i sinde at gøre, inden de blev valgt, og Danmark er ikke det eneste land, hvor de har gjort det stik modsatte af, hvad de lovede, før de blev valgt.
Dette rejser spørgsmålet om, hvorfor og hvordan det sker? 2014 blev året, hvor disse tendenser samledes nok til, at det ikke længere er muligt at tro på, at den gamle samfundsorden stadig eksisterer.