”Det er ikke retfærdigt. Det bliver meget svært. Både for os, der sælger tøjet, og for dem, der hidtil har købt det,” mener Emmanuel Kyungai, der bor i Arusha i det nordlige Tanzania.
Den 26-årige østafrikaner lever af at sælge importeret genbrugstøj på det lokale Kilombero-marked. Tøjet i butikken ser nyt ud, men det meste af tøjet er brugt og kommer fra Asien, EU og USA.
Det uretfærdige er efter Emmanuel Kyungais mening, at de seks østafrikanske lande, Tanzania, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi og Sydsudan, har vedtaget at indføre et forbud mod import af genbrugstøj.
Forbuddet træder i kraft om tre år. I den mellemliggende tid skal importen af brugt tøj udfases, og importindustrien skal ”gøres bekendt” med beslutningen, lyder det i den fælles erklæring fra topmødet mellem de seks lande i det østafrikanske fællesskab, EAC, i begyndelsen af marts.
Emmanuel Kyungai har svært ved at forestille sig, hvordan EAC-landenes forbud kan gøre tingene bedre for ham og hans landsmænd. Tværtimod, mener han.
”Kenya (Tanzanias naboland, red.) har en stor tekstilindustri, men her i Tanzania har vi ikke nogen, så vi vil blive nødt til at importere tøjet fra Kenya. Mine forretningspartnere og jeg har heller ikke nogen stor kapital, vi kan investere, og jeg frygter, at det lokalt producerede tøj vil blive dyrere end det importerede brugte tøj,” siger han.
Det sidste får Emmanuel Kyungai sandsynligvis ret i. Genbrugstøjet fra udlandet er ofte foræret gratis og kan sælges meget billigt i Østafrika og stadig give fortjeneste til mellemhandlerne.
Mens Emmanuel Kyungai har specialiseret sig i genbrugstøj af bedste kvalitet, som han sælger til relativt velhavende kunder, der har råd til at betale op til 30.000 tanzaniske shillings (93 kroner) for en skjorte, der er som ny, så forholder det sig helt anderledes ude på landet, hvor det dårligere genbrugstøj bliver solgt helt ned til 300 tanzaniske shillings (én krone) per del.
Dermed giver genbrugstøjet fra udlandet både fattige og rige afrikanere klæder på kroppen.
Problemet er, ifølge regionens regeringer, at den kolossale import af genbrugstøj fra lande som Danmark, Storbritannien, USA og Sydkorea samtidig undergraver bestræbelserne på at opbygge en solid tekstil- og læderindustri og øge samhandlen mellem landene i regionen. En samhandel, der af mange eksperter anses for at være alfa og omega for den videre økonomiske vækst på kontinentet. Derfor skal der sættes en stopper for importen af det brugte tøj, vurderer EAC.
Og det vil på længere sigt kunne gavne Østafrika betydeligt, hvis det lykkes at få opbygget en stærk tekstil- og læderindustri, vurderer iagttagere. En stærk tekstilindustri er nemlig ensbetydende med mange arbejdspladser og kaster skatter af sig til staten. Skatter, der i sidste ende kan være med til at mindske afhængigheden af udviklingsbistand og vende tilbage til befolkningen i form af øget velfærd.
Øvelsen er dog ikke nødvendigvis nem. I Zimbabwe indførte regeringen sidste år et tilsvarende forbud mod import af genbrugstøj. Et forbud, der blev stærkt kritiseret, blandt andre af parlamentsmedlemmet Eddie Cross, der indvendte, at det ikke nyttede noget, at regeringen nægtede befolkningen adgang til det billige tøj.
”De kommer til at gå nøgne, for de har ikke råd til at købe det nye tøj, vi tvinger dem til at købe,” sagde han til den zimbabweanske avis The Newsday.
En anden lokal avis, The Standard, kunne kort efter delagtiggøre sine mange læsere i det faktum, at importforbuddet tilsyneladende ingen som helst synlig effekt havde haft i Zimbabwes hovedstad, Harare, hvor ”brugt tøj fortsat var den mest handlede vare på markederne,” som avisen skrev.
Virkeligheden kan dog vise sig at blive en anden i Østafrika, hvor økonomien generelt er bedre end i Zimbabwe.
Hos hjælpeorganisationen Røde Kors ser Tina Donnerborg, chef for organisationens kommercielle aktiviteter, EAC-landenes forbud som et udtryk for, at der finder en positiv udvikling sted i regionen.
”Vi er glade for, at regeringerne i de østafrikanske lande nu vurderer, at landene er kommet tilstrækkeligt på fode til at takke nej til tøjet fra Vesten. Vi respekterer det 100 procent,” siger hun.
Det gør Emmanuel Kyungai derimod ikke:
”Jeg foreslår, at Tanzania opbygger en selvstændig tekstilindustri, inden regeringen indfører et forbud. Det eneste arbejde, jeg kender til, er at handle med tøj, og hvis jeg ikke længere må det, må jeg købe tre køer og sælge mælk fra dem,” siger han.