I juli 2014 holdt den ungarske regeringsleder, Viktor Orbán, en tale for det ungarske mindretal i den rumænske by Baile Tusnad. Lederen af Fidesz-partiet havde netop fået vedtaget en ny forfatning og indført en række love, der begrænser forfatningsdomstolens magt og indskrænker pressefriheden. Og nu udpenslede han sin vision for det ungarske demokrati.
”Den mest trendsættende debat i dag handler om, hvordan politiske systemer, der ikke er vestlige og ikke er liberale demokratier og måske ikke engang er demokratier, alligevel kan gøre deres nationer succesrige,” sagde Viktor Orbán og hyldede det, han kaldte ”den illiberale stat”.
Talen er gået over i den politiske samtidshistorie som den europæiske dåbstale over det illiberale demokrati. Siden har det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed, PiS, i Polen iværksat en lignende revolution med retsreformer, som EU-Kommissionen har vurderet til at være et brud på retsstaten og magtens tredeling.
I stedet for den ”afslutning på historien” med en endegyldig sejr til de liberale værdier, som den amerikanske professor Francis Fukuyama i 1992 forudså efter jerntæppets fald, er en ny ideologisk mur ved at rejse sig mellem Øst og Vest. Og den handler om, hvorvidt det liberale vestlige demokrati er den eneste form for demokrati. Eller om andre, herunder Orbáns ”illiberale stat”, også kan gøre krav på at være et demokrati.
”Det 20. århundredes krige handlede blandt andet om, hvorvidt demokrati er den rigtige statsform. Det liberale demokrati vandt og fremstod som det eneste alternativ, og da Francis Fukuyama skrev sit essay, struttede liberalismen af en selvtillid, som man nu har mistet. Dengang var det utænkeligt at spørge, om der mon er alternativer til det liberale demokrati. Det spørgsmål stiller man i dag,” mener professor i politisk idé- historie ved Bard College i Berlin Ewa Atanassow.
Både Ungarn og Polen hævder, at de ikke vil underkaste sig nye udenlandske diktater efter fire årtier under kommunistisk åg. Ungarn blev et ”folke- demokrati” i 1949 og var det første land, der åbnede sine grænser til Vesten i 1989. Polen blev indlemmet i Østblokken i 1952 og fik den første demokratiske regering under Lech Walesa i 1990.
”Det, vi ser i Polen og Ungarn i dag, er på mange måder en tilbagevenden til de institutioner, som man havde under kommunismen. Det gælder først og fremmest ønsket om politisk kontrol med retsvæsenet, således at regeringen kan styre afgørelserne, hvis den ønsker det. Det virker paradoksalt, eftersom for eksempel retsreformerne i Polen netop begrundes med, at der aldrig har været et ordentlig brud med den kommunistiske periode. Men i praksis er der rigtig mange lighedspunkter med det tidligere kommunistiske styre,” mener Ewa Atanassow, der selv er født i Polen.
For at forstå den kamp, der udspiller sig mellem EU-Kommissionen, men også vesteuropæiske ledere som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron, på den ene side, og Viktor Orbán, Beata Szydlo og hendes PiS-partileder, Jaro-slaw Kaczynski, på den anden side, skal vi helt tilbage til demokratiets to rødder, påpeger hun:
”Det europæiske demokrati er resultatet af flere hundrede års idéhistorie og har fra begyndelsen fulgt to forskellige strømninger. Den ene er den liberale, angelsaksiske strømning, som dybest set er en respons på dyb religiøs og social splittelse. Liberalismen som politisk idé er et middel til at opretholde fred i en pluralistisk verden. Det handler om at begrænse magt og står i modsætning til absolutismen.”
”Over for denne tradition står det græske folkestyre, selve den historiske betydning af demokrati. Og denne betydning skal tages meget bogstaveligt. I det athenske demokrati er der ingen grænser for, hvad folket kan bestemme, hvis der er flertal for det. Denne model beskæftiger sig ikke med individuel frihed. Hvis folket beslutter at forvise en person fra byen, så bliver det sådan – uden hensyntagen til personens rettigheder. Dette er en fuldstændig anderledes idéverden. Både historisk og analytisk skal man skille det liberale og det athenske tankesæt, som altid har haft et anspændt forhold til hinanden,” siger Ewa Atanassow, der netop nu arbejder på en bog om de forskellige udgaver af moderne liberalisme og dens gennemslagskraft i verden.
”Nogle mener, at Athens flertalsstyre er den rene form for demokrati. Men det er også bemærkelsesværdigt, at for eksemel USA’s fædre netop ikke talte om demokrati, da de skrev den amerikanske forfatning. Målet var en stat, hvor ingen kan tiltage sig illegitim magt, og hvor ingen kan hævde at være den eneste repræsentant for folket.”
Det var ikke mindst den franske filosof Montesquieu og hans tanker om magtens tredeling i det 18. århundredes oplysningstid, der var med til at forme det liberale demokrati som et styre, der begrænser flertallets ret til at bestemme.
”I det 19. århundrede blev de to strenge tvunget sammen for at danne, hvad vi i dag kalder demokrati. Det liberale demokrati er denne hybrid mellem folkets styre, hvor alt afgøres ved valg, og det angelsaksiske demokrati med en forfatningsmæssig overbygning, der ikke er underlagt en valgproces, og hvis organer ikke sammensættes ved valg,” siger hun.
Og det er netop denne model, som regeringspartierne PiS i Polen og Fidesz i Ungarn forsøger at sætte ud af kraft med de reformer, som nu trues af sanktioner og sager ved EU-Domstolen for traktatbrud.
”Hvis vi ser på Polen i dette perspektiv, så hævder regeringen jo netop, at den handler i folkets navn og er folkets repræsentant. Men der er også en opposition i landet, og derfor repræsenterer regeringen aldrig hele folket. I et liberalt demokrati accepterer vi, at der er forskellige, konkurrerende synspunkter, og at regeringen og flertallet kan siges imod,” påpeger Ewa Atanassow.
”Denne konflikt om, hvad demokrati er, er især blevet drevet af migrations-debatten. En af hovedhjørnestenene i det liberale demokrati er universelle forpligtelser. Det er ikke tilfældigt, at det netop er i forhold til menneskerettigheder, at der er spændinger mellem de to strømninger. Og det er netop det, der diskuteres: Hvorfor skal vi overhovedet have internationale forpligtelser? Det er lige præcis her, de brede befolkninger begyndte at protestere,” siger den tyskbosatte forsker.
”Menneskerettigheder er ligesom andre internationale forpligtelser en del af denne demokratiske konstellation. Det indebærer, at der afgives national magt til internationale institutioner. Alt dette sætter grænser for, hvad folket kan beslutte. Men det er også en garanti mod magtmisbrug,” påpeger hun.
I talen i Baile Tusnad for tre år siden gjorde Viktor Orban det klart, at hans demokratiske idealer snarere var autoritære regimer som Vladimir Putins Rusland eller Xi Jinpings Kina, som han citerede som eksempler i sin tale.
Han kritiserede både markedsøkonomien og de liberale vestlige værdier, der sætter individuel frihed over det nationale fællesskab. Også i Polen sætter Beata Szydlos regering lighedstegn mellem nationalkonservative værdier, et kristent kulturgrundlag og de institutionelle reformer, som blandt andet har fået følger for udnævnelsen af dommere og ledelsen i statsstyrede medier.
”Hvor det liberale demokrati har ført til rettigheder for flere og flere enkeltgrupper, der har krævet nye rettigheder, så siger den konservative fløj, at vi har brug for en national sammenhængskraft. Liberalismens udfordring er, at den hviler på pluralisme og priser mangfoldighed. Men hvordan får man så et fællesskab? I Polen og Ungarn forsøger man at løse dette ved at begrænse pluralismen og sætte mangfoldigheden under pres. Retorisk retfærdiggøres denne udvikling netop med, at nationen sættes i højsædet. De liberale institutioner har svækket nationens interesser, og derfor skal polakkerne nu tage deres skæbne i egen hånd og ikke rette sig efter irettesættelser fra EU, lyder argumentationen,” forklarer Ewa Atanassow.
Det er en argumentation, som også vinder genlyd i det gamle liberale Vesteuropa. Og det får alarmklokkerne til at ringe ikke blot i EU, men også i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, og den amerikanske organisation Freedom House, der hvert år vurderer demokratiets tilstand i verden.
”En giftig og farlig kombination af unfair valg og ’flertalsdiktatur’ spreder sig til illiberale ledere i lande, som stadig er i hvert fald delvist demokratiske. De hævder at have ret til at begrænse medier, civilsamfundet og andre demokratiske institutioner med henvisning til, at de støttes af et flertal af vælgerne,” hedder det i den seneste rapport fra Freedom House.
Det vesteuropæiske demokrati-ideal er ikke længere det eneste på markedet, og inspirationen kommer i stigende grad fra øst, konstaterer Ewa Atanassow.
”Det er en model, som repræsenteres af autoritære lande som Rusland og Kina, hvor magten er koncentreret i den udøvende gren uden modvægte fra andre institutioner som i magtens tredeling. De to lande er i mange henseender ved at blive rollemodeller i konkurrence til det vestlige demokratiske ideal. De har økonomisk succes, om end Rusland har visse økonomiske svagheder, men de har voksende international indflydelse. Og de virker også attraktive på nogle europæere, selvom Rusland også opleves som en trussel af især Polen og de baltiske lande. Men værdierne er ved at glide fra det vestlige liberale demokrati til det østlige orientalske centralstyrede demokrati, der sætter spørgsmålstegn ved Vestens liberale værdier.”
”Vi vil få flere diskussioner om, hvad demokrati er, og vi vil sikkert udvikle nye demokratiformer. Problemet med det illiberale demokrati er, at det kræver at have monopol på, hvad demokrati er, og dermed lukker debatten om alle andre alternativer,” siger Ewa Atanassow.