Prøv avisen
Tyskland i Europa

Østtysk socialpædagog: ”Jeg er så rodfæstet i min kultur, at jeg ikke frygter et identitetstab”

”Bevarelsen af skaberværket er et tema, som fylder mere og mere i EU, og det er godt. Min mand og jeg bor ved en skov og taler om, at vi ikke længere kan høre bierne, de er ved at forsvinde,” siger Katrin Klemm foran sit hus i Bad Belzig, hvor hun føler sig hjemme. – Foto: Tobias Stern Johansen

Katrin Klemm voksede op i en kristen familie under det ateistiske DDR-regime og oplevede Berlinmurens fald som teenager. ”Vi glemmer, hvor meget godt EU har bibragt os, fordi det hele er blevet en selvfølge,” mener den 43-årige østtysker, der har hjemme ude på landet i Brandenburg

Katrin Klemm føler sig hjemme, når hun efter en rejse over Atlanten mellemlander i Bruxelles. Men Bruxelles er imidlertid blot en dørtærskel. Skal den 43-årige tysker fortælle, hvor hun er forankret, er det ikke blot i Europa, ikke blot i Tyskland, nej, end ikke blot i delstaten Brandenburg, men i den skovrige egn omkring den historiske by Bad Belzig 70 kilometer sydvest for Berlin.

”Jeg føler mig komplet som europæer, og det er virkelig noget, jeg er stolt af at fortælle folk ude i verden. Men jeg har samtidig indset, at det er i det helt nære, jeg har hjemme; i regionen her, hvor jeg er født, i landsbyen, i huset, i naturen,” siger hun og nikker i retning af haven omkring det gule hus, som gror sammen med skoven.

Med sit eksempel planter Katrin Klemm dermed et solidt spørgsmålstegn ved hele forestillingen om, at valget til Europa-Parlamentet om en uge er et opgør mellem globalister og nationalister. En forestilling, som så forskellige politiske ledere som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den italienske indenrigsminister og leder af Lega-partiet, Matteo Salvini, har været med til at udbrede. Man kan sagtens være begge dele, især hvis man er opvokset bag Jerntæppet og ikke betragter europæiske goder som den frie bevægelighed som en selvfølge, siger socialpædagogen, der som 14-årig oplevede Berlinmurens fald – ”die Wende” (systemskiftet), som især østtyskerne siger.

”Det gjorde et enormt positivt indtryk på mig, da Muren faldt. Det var en berusende frihedsfølelse at kunne rejse over grænser,” siger hun med henvisning til Schengen- aftalen, som i årene efter Tysklands genforening gjorde det muligt for hende at rejse på tværs af europæiske grænser.

Hendes forældre blev kristne under DDR, familien dyrkede landbrug og var prisgivet naturens gang. Oplevelsen af, at en dårlig høst blev vendt til det bedre, når familien bad til Gud, prægede hende dybt. I dag er hun del af en protestantisk frikirke og ansat i et kirkeligt arbejde for børn. Men troen gik det ateistiske regime imod.

”Hvis man ikke hørte til systemet, havde man det ikke let. En af mine lærere var overbevist kommunist og brød sig ikke om min families kristne indstilling og sørgede for, at jeg blev leet ad og ingen venner havde. Så det var virkelig stort, da vi vidste, det var forbi,” siger hun.

Hun og hendes mand bor i et landområde bag en tårnløs, rød bindingsværkskirke fra 1860. Over for kirken står en mindesten over de to verdenskrige. En ensom stork spankulerer over engen lidt derfra. Man får en fornemmelse af, at urene går langsommere her.

”I kraft af mit arbejde var jeg ofte på husbesøg, og det slog mig, hvor forskellige mennesker er fra sted til sted. Vi brandenburgere er nogle af de mest tillukkede mennesker i regionen. Vi er som regel punktlige og ordentlige, men også meget direkte. Folk fra Sachsen oplever jeg som langt mere muntre og optimistiske end os. Men flytter man hertil med den hensigt at bidrage, er man velkommen overalt,” siger Katrin Klemm.

”En af de største udfordringer for EU er at anerkende og værdsætte, at vi er meget forskellige og måske ikke har brug for de samme love og restriktioner. Man har taget for givet, at landene nok skal tilpasse sig uden at lytte til, hvad behovene i de enkelte lande faktisk er. Man støder altid på grænser for, hvad folk vil være med til. Og hvis det ikke er landegrænser, så støder man i hvert fald på følelsesmæssige grænser,” siger hun.

EU kan dog ikke være andet end kompliceret, når så mange lande skal samarbejde, mener hun, og hendes alarmklokker bimler, når for eksempel det højrenationale og euroskeptiske Alternativ for Tyskland (AfD) ”kommer med nemme løsninger”.

”Nemme løsninger er de farligste,” siger hun.

AfD står ellers særligt stærkt i de tidligere østtyske delstater, og ifølge en meningsmåling for nyhedsmagasinet Der Spiegel fra april står partiet til at blive det næststørste i Brandenburg ved delstatsvalget den 1. september. Partiets fremgang kan især tilskrives den kristeligt demokratiske forbundskansler, Angela Merkels beslutning om at holde grænsen åben for flygtninge i 2015. Spørgsmålet er, om de store traditionelle partier, Merkels CDU og den socialdemokratiske regeringspartner SPD, har svigtet, siden AfD står så stærkt, men for Katrin Klemm er det ikke så enkelt.

”Jeg mener, at partierne gør deres bedste, men at omstændighederne er svære. Jeg er glad for, at jeg ikke skal træffe politiske beslutninger. SPD har taget regeringsansvar på et tidspunkt, hvor partiet ikke ønskede det, og det skal de roses for, ikke straffes for,” siger hun.

Merkels beslutning om at holde grænsen åben var i hendes øjne ”modig og rigtig”.

”Denne velkommen-kultur er præcist det, tyskerne har manglet lidt. Vi har rigeligt, og derfor kan vi sagtens dele uden at frygte, at vi kommer til kort. De kom i stort mål, men statistisk set var de ikke mange, efter at de blev fordelt, også selvom fordelingen måske ikke var ganske optimal,” siger Katrin Klemm, som befinder sig på den politiske midte og både har stemt CDU og SPD.

Opvæksten i DDR har gjort, at hun holder sig fra yderpartierne. Ved EU-valget bliver krydset også sat omkring midten, måske ved SPD.

”Det vigtigste er, at folk som AfD, der forstår at skabe angst, ikke får indflydelse,” siger hun.

Men AfD er trods alt stærkt populært i Brandenburg, og for Katrin Klemm ligger noget af forklaringen på, at så mange tænker anderledes end hende, i de senere års udvikling.

”AfD er strategisk dygtige. En situation som flygtningekrisen skabte usikkerhed, og usikkerhed skaber angst. AfD siger, ’vi sørger for, at I kan sove trygt’. Det er et basalt behov i os, at vi vil føle os sikre. Men partiet kommer med halve sandheder, og det gør dem farlige. De siger, ’vi må beskytte vores tyske kultur’. Ja, det er rigtigt. Men hvad de dermed egentlig formidler, er, at vi er truet, og hvis vi var truede, ville vi være nødt til at beskytte os for enhver pris. Så nærmer vi os nationalismen. Vores historie viser, at det ikke er den rigtige vej at gå,” siger hun.

Men kan der slet ikke være noget legitimt i frygten for at miste kultur og identitet? kunne man spørge.

”Jeg er så rodfæstet i min kultur her, at jeg ikke frygter et identitetstab, fordi mennesker fra en anden kultur lever blandt os. Jeg tager det alvorligt, når jeg taler med en i venteværelset hos lægen, som fortæller om dårlige oplevelser med asylansøgere. Men her må man spørge, om man kan almengøre disse dårlige erfaringer. Blandt os såvel som blandt dem, der er kommet, er der nogle, der ikke vil andre det godt, sådan vil det altid være,” siger hun.