Offer for syreangreb tilgiver jaloux veninde, der vansirede hende

For fem år siden blev britiske Naomi Oni overhældt med syre. Det var en af hendes nærmeste, der stod bag angrebet

Huden i store dele af ansigtet smeltede væk, da Naomi Oni fra London blev angrebet med syre af en jaloux veninde. Trods to plasticoperationer og opfølgende behandling kan end ikke perfekt make-up dække skaderne her fem år senere. –
Huden i store dele af ansigtet smeltede væk, da Naomi Oni fra London blev angrebet med syre af en jaloux veninde. Trods to plasticoperationer og opfølgende behandling kan end ikke perfekt make-up dække skaderne her fem år senere. – . Foto: Raw Productions for BBC 3.

Den i dag 25-årige Naomi Oni blev i december 2012 udsat for et tilsyneladende umotiveret angreb med syre, da den britiske kvinde var på vej hjem fra arbejdet i et stormagasin. En ukendt kvinde tilhyllet i en burka fulgte efter hende og sprøjtede den ætsende væske over hende, da hun steg af en bus foran sit hjem i det østlige London. Huden i hendes ansigt og på hendes krop begyndte at brænde, og hun blev efterladt med livsvarige skader.

Politiet indledte jagten på gerningsmanden. Da de fandt frem til vedkommende, ventede en overraskelse. Det var en af Naomi Onis barndomsveninder, som tilmed havde støttet hende efter angrebet. Hun valgte at vansire sin veninde, fordi hun var jaloux på hendes fine lyse hud.

Her fem år senere har Naomi Oni fortalt om oplevelsen i et dokumentarprogram på BBC og til britiske aviser.

”Jeg tilgiver hende. Jeg skylder mig selv den frihed for at komme videre,” siger Naomi Oni til avisen The Sun.

Men det betyder ikke, at hun har planer om at genoptage kontakten med den jævnaldrende Mary Konye, som nu afsoner en fængselsstraf på 12 år for angrebet. De har kendt hinanden siden skolen og var nære veninder. Men en lille uenighed fik veninden til at ødelægge Naomi Onis liv.

”Jeg synes stadig, at hun er en følelseskold, hævngerrig person. En total kujon, som har forrådt mig.”

Den ætsende syre var så stærk, at huden blev brændt af, og selv hendes jeans gik i opløsning. Heldigvis kunne brandsårsafdelingen redde hendes syn. Hun var igennem to store plastiske operationer, hvor hud fra hendes ben blev transplanteret til hendes ansigt, krop og arme. Hendes øjenbryn er helt væk, og her er brugt hud, der er hentet bag hendes ører. Hun får fortsat laserbehandlinger for skaderne tre gange om året.

Som 20-årig var hun en glad pige, der gik op i skønhed, og var derfor lykkelig over at have fået et job i skønhedsafdelingen i et stormagasin. Nu bruger hun i stedet de evner til at lægge en makeup, som dækker de værste skader. Men hun vil aldrig komme til at se ud som før angrebet.

”Det er først nu her fem år efter, at jeg klar til at tale om det. Jeg er nu kommet til den fase, hvor jeg accepterer, hvad der er sket. Men forud er gået tid med sorg, fortvivlelse og vrede,” siger hun i tv-dokumentaren, som i detaljer viser, hvordan store dele af hendes ansigt var ætset væk, og hvordan hun fortsat bliver behandlet.

Med til historien hører, at der gik måneder, før gerningskvinden blev identificeret, og det var først, efter at drabsafdelingen overtog sagen. Inden da efterforskede politiet seriøst, om hun havde hældt syre over sig selv, fordi de havde fundet søgninger på hendes computer, hvor hun læste om kosmetiske operationer. Oplysninger som også fandt vej i pressen.

”Det er forfærdeligt at tro, at nogen vil skade sig selv for at være i offerrollen,” siger hun i programmet.

Da drabsafdelingen efter nøje gennemgang af video-overvågning kunne konstatere, at den burkaklædte kvinde rent faktisk var hendes barndomsveninde, var hun chokeret.

”Jeg vidste ikke, at hun kunne være sådan. At blive forrådt på den måde, hvor hun ville ødelægge dig. Jeg blev bange. Ikke bange for hende som sådan, men fordi det viste sig, at jeg overhovedet ikke kendte en, som jeg havde kendt i 10 år.”

Under retssagen kom det frem, at et af motiverne til angrebet var, at Naomi Oni har en meget lysere hud, end den mere sorte Mary Konye, fordi hendes mor er albino.

”Mary er meget mørklødet. Jeg syntes, hun var smuk, men hendes mor og søster har en lysere hud, så det var frustrerende for hende, og mange sorte mener, at du er smukkere, hvis din hud er lysere,” forklarer Naomi Oni, som nu har lukket kapitlet om den jaloux barndomsveninde.

”Jeg vil ikke have en undskyldning fra hende nu. Det ville være en fornærmelse.”