Markus Kelter hører hver dag og hver nat de samme lyde i sit hoved, siden hans hjemby for halvanden måned siden blev delvist jævnet med jorden under de værste oversvømmelser i Tyskland i nyere tid.
”Jeg hører denne rumlen, en brusen af vand, metal, der bøjes, træer, der brækker i stykker, biler, der deformeres, en kvinde, der skriger, tre gange skriger hun noget så frygteligt. Først bagefter indså jeg, at det var et dødsskrig,” fortæller den 52-årige vesttyske førtidspensionist.
Byen Bad Neuenahr-Ahrweiler, som ligger ved Ahr-floden i en dal i delstaten Rheinland-Pfalz, blev særligt ødelagt af de oversvømmelser, der ramte Tyskland i midten af juli. I løbet af få timer styrtede broer og huse sammen, træer blev revet væk, 73 mennesker døde i byen. Uden for Markus Kelters hjem fandt man syv omkomne mellem de to-tre meter høje bunker af skrot, som flodbølgen efterlod. Med sine bindingsværkshuse og vinmarker på bjergskråningerne kunne Bad Neuenahr-Ahrweiler være ren idyl. I dag er byen præget af bunker af murbrokker i gaderne, Røde Kors-telte og en dunst af fugtig kælder overalt.
Oversvømmelserne er blevet et højpolitisk tema i et Tyskland, som går til forbundsdagsvalg om mindre end tre uger, den 26. september. I søndags besøgte den afgående forbundskansler Angela Merkel og hendes partifælle, den kristendemokratiske CDU-formand og kanslerkandidat Armin Laschet, to af de øvrige katastrofeområder 130 kilometer nordøst for Bad Neuenahr-Ahrweiler. Oversvømmelserne har svækket Laschets popularitet, blandt andet fordi han blev fotograferet leende til en mindeceremoni for ofrene, og fordi han i første omgang havde afvist at ville ændre sin politik trods katastrofen.
Med de historiske oversvømmelser ser mange sig bekræftet i, at klimaforandringerne er rykket tæt på, og at regeringspartiet CDU trods 16 år ved magten stor set intet har gjort i klimapolitikken. De Grønnes kanslerkandidat, Annalena Baerbock, har dog heller ikke gjort en god figur i valgkampen, og følgelig er socialdemokraternes kanslerkandidat og finansminister, Olaf Scholz, for tiden kanslerfavorit. Hans SPD, som ellers i årevis har været kriseramt, fører nu med op imod fem procentpoint over CDU i de fleste rundspørger.
CDU-formand Laschet forsøgte i fredags at kæmpe sig ud af modgangen ved at præsentere et otte mand stort ”fremtidsteam”, som skal optræde mere offentligt og offensivt i de sidste uger af valgkampen, herunder den fremtrædende CDU-politiker Andreas Jung, som skal repræsentere klima- og energiområdet. En af de store opgaver i dette årti, sagde Laschet.
Staten har svigtet
Men spørger man Markus Kelter, hvem han stemmer på, kvitterer han med et suk så langt, at man næsten fortryder, at man spurgte.
”De spørger mig, hvilken kanslerkandidat, jeg synes, er mest troværdig? Jeg må sige, at jeg i et stort omfang har mistet troen på politik. De burde alle sammen uafhængig af partibog sætte sig sammen og sige ’nu handler vi’.”
Markus Kelter har siden katastrofen fjernet alle gulve og vægge i sine forældres hus. Alt var ødelagt. Møblerne væk. Kun træskelettet står nu tilbage. Hans 83-årige mor blev indlagt efter et uheld samme dag som oversvømmelserne. Var det ikke sket, var hun druknet i sin seng, mener han. Et smil viser sig i hans tunge øjne, han vinker til en kvinde på en balkon over os. Hun hedder Antje Michalski og er en af de mange hundrede frivillige, som er rejst til byen for at hjælpe.
”Jeg så et videoklip om ødelæggelserne og tænkte: ’så kan du ikke sidde hjemme i sofaen’,” siger den 52-årige pædagog fra Essen.
Hun mener ligesom mange andre her, at staten har svigtet.
”Se Dem omkring, her er nærmest kun frivillige. Mennesker er blevet fuldstændigt overladt til sig selv,” siger hun, mens vi går ind i byens store madtelt.
Ivrige ældre damer øser mad på tallerkener fra industrikøkkenfade, familier og håndværkere sidder ved lange borde, et rend ud og ind, latter og snak. Bagved et lager af store reoler med toiletpapir, hygiejnebind og genbrugstøj.
Fatima al-Samarie står i madkøen med sin femårige datter. Den 44-årige vesttyske læge og hendes familie fik også ødelagt deres hjem. De bor hos nogle private. Spiser i teltet.
”Jeg genfandt selv ret hurtigt håbet. Man fortvivles over alt det, der skal gøres, men så kom alle de fremmede frivillige. For min datter er det hele lidt et eventyr, og hun kan spise pommes frites hver aften. Men hun har også angst. Hun spørger ofte, om vandet kan komme igen. Om det kan stige igen. Om vi er sikre,” siger hun.
Fatima al-Samarie stemmer på miljøpartiet De Grønne. Det gjorde hun også før flodbølgen.
”Men nu er jeg mere end nogensinde overbevist om, at vi står over for klimaforandringer. Uanset hvem der vinder valget, vil jeg råde dem til at lægge sig disse problemer på sinde. Tyskland har brug for en stærkere klimapolitik,” siger hun.
Usynligt katastrofeberedskab
Folk i byen taler om, hvorfor de ikke blev advaret om oversvømmelserne. Og hvorfor staten efterfølgende ikke har gjort noget for at hjælpe dem på fode igen. Den alvorligste kritik i medierne går på, at staten ikke har udnyttet kompetencen hos katastrofemedarbejdere på det føderale akademi for civilbeskyttelse og civilforsvar, BABZ, som netop ligger i Bad Neuenahr. Den krisestab, som under delstatens socialdemokratiske regering skulle hjælpe ofrene, er også usynlig, mener Markus Kelter.
”Jeg har læst om den krisestab, men endnu ikke set den. Staten og katastrofe-beredskabet her har totalt svigtet,” siger han.
Alligevel er det vigtigere for Markus Kelter at sige ”tak”, betoner han. Uden hjælp fra lokale landmænd, skovbrugere, entreprenører og byggefirmaer kunne følgerne af oversvømmelseskatastrofen ikke overvindes, mener han. 40.000 private har siden katastrofen hjulpet til i hele Ahr-dalen, skriver regionale medier.
”De kom i de allerførste timer i traktorer og ryddede vejene. Mennesker har ofret ferie og fritid på at hjælpe os. Jeg har lært betydningen af ordet ’tak’,” siger han.
Måske er det netop det eneste gode, der er at sige om katastrofen i en tid, hvor Tyskland ellers er plaget af en polariseret coronadebat. Det mener 26-årige Marcel Pusch fra Wipperfürth, som kommer hver weekend for at hjælpe. Ved siden af os står det katolske St. Joseph Kapel. Ved alteret har folk tændt lys, og en har lavet et træsnit med motiver af en gravko og folk, der rydder op, og teksten ”vi står sammen”.
”Jeg havde aldrig troet, at sådan et sammenhold faktisk eksisterer i Tyskland,” siger Marcel Pusch.