Som et åbent, væskende sår ligger tomten fra Rana Plaza i Savar i udkanten af Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Murbrokkerne, der begravede de godt 3500 tekstilarbejdersker, er væk. Men for de godt 2500 overlevende, der var på arbejde den 24. april 2013, er Rana Plaza stadig nutid.
”Jeg var heldig, jeg kunne have brækket ryggen. Flere af de andre piger mistede en arm eller et ben og kan ikke længere arbejde,” siger Lutpa.
Hun arbejdede på syvende etage i Rana Plaza-bygningen, som ikke var beregnet til industriproduktion. Vibrationerne fra de tunge generatorer endte med at få bygningen til at styrte sammen. I to dage lå hun under murbrokkerne, før hun blev bragt til hospitalet, hvor hun var indlagt i over en måned for kraniebrud og skader på rygsøjlen.
”Jeg kan ikke længere arbejde på fabrik på grund af skaderne på min ryg. I dag lever jeg af at sælge tøj på gaden. Jeg tjener ikke ret meget, men det er bedre end ingenting,” fortæller Lutpa, der har fået hjælp fra en særlig fond oprettet af premierminister Sheik Hassinas.
Derimod har hun og de øvrige ofre endnu ikke fået erstatning fra de internationale tøjmærker, der fik produceret deres produkter i Rana Plaza-bygningen. Med den internationale arbejdsorganisation ILO's mellemkomst har de internationale mærker indvilget i at bidrage til en hjælpefond, Rana Plaza Trustfund. ILO har beregnet, at Fonden har brug for knapt 210 millioner kr. for at kunne betale erstatning til både de overlevende og til de efterladte efter de 1138 omkomne. Men selv om en række tøjmærker, deriblandt Hennes & Mauritz, har indvilget i at betale til fonden, mangler der stadig stadig 145 millioner kr, et år efter fondens oprettelse.
”Ofrene fik nødhjælp lige efter ulykken og især hjælp til hospitalsudgifterne. Men mange har stadig brug for behandling og vil have det resten af deres liv. Andre har brug for genoptræning, og det er der ikke penge til, før fondens mål er nået. Dertil kommer de psykiske traumer efter at have været begravet under murbrokkerne,” siger A.B.M. Khorshed Alam, leder af Rana Plaza Koordineringsgruppen, der styrer hjælpeindsatsen over for ofrene.
Til gengæld har 190 internationale tøjfabrikanter, deriblandt Bestseller og Dansk Supermarked, underskrevet den såkaldt Accor eller ”Aftale om Brand- og Bygningssikkerhed i Bangladesh”.
”Rana Plaza-ulykken skabte et momentum, der har gjort det muligt at øge kontrollen med omkring 2000 virksomheder. Og vi har opnået en minimumsløn på 68 dollar om måneden mod knapt 40 dollars tidligere. Men fagforeningsledere bliver stadig udsat for trusler og pres, og regeringen holder hånden over tekstilbranchen, som mange politikere har økonomiske interesser i. Derfor er kampen ikke vundet endnu,” siger fagforeningslederen Kalpona Akter fra Bangladesh Center for Arbejdersolidaritet.
I alt er 1800 fabrikker nu blevet inspiceret, og de, der ikke lever op til kravene, må lukke.
Men ikke alle retter sig efter de nye regler. Den 16. marts meddelte ILO, at fabrikken M/S Mega Choix Knitwear Ltd i Dhaka fortsat beskæftiger 600 arbejdere i en bygning, som inspektørerne har krævet evakueret af sikkerhedshensyn, blandt andet på grund af brandfare.
”Der er sket fremskridt siden Rana Plaza. Men der skyder nye fabrikker op overalt, og det er alt for let at få byggetilladelse. Der bygges stadig rask væk på sumpede grunde, hvor bygningerne med tiden risikerer at bryde sammen,” siger Syed Sultan Uddin Ahmmed fra Bangladesh Institut for Labour Studies, BILS, der var med til at forhandle sikkerhedsaftalen på plads.
”Bangladesh har store ambitioner om at øge antallet af tekstilfabrikker fra over 5000 på nuværende tidspunkt til 10.000 i 2021, hvor sektoren skal beskæftige omkring 14 millioner mennesker. Hvis vi ikke skal have nye Rana Plaza-ulykker igen og igen, skal vi sørge for, at denne udvikling sker på en mere velorganiseret måde end tidligere,” siger Syed Sultan Uddin Ahmmed.