Også diktatorer følger med tiden

Det 20. århundredes monstrøse tyranner er ved at blive erstattet af en ny generation af langt mere smidige og raffinerede moderne diktatorer, siger udenrigseksperten William Dobson, der i en ny bog går bag frontlinjerne i den globale frihedskamp

Venezuelas præsident, Hugo Chavez, er en af de tyranner, der har lært at tilpasse sig de nye tider. Han bruger således lovgivning som dække til at undertrykke enhver gruppe, som regnes for at være en trussel. Og han bruger Facebook og Twitter til at finde ud af, hvem hanss modstandere er. –
Venezuelas præsident, Hugo Chavez, er en af de tyranner, der har lært at tilpasse sig de nye tider. Han bruger således lovgivning som dække til at undertrykke enhver gruppe, som regnes for at være en trussel. Og han bruger Facebook og Twitter til at finde ud af, hvem hanss modstandere er. –. Foto: Holger BennewitzReuters.

I en ikke særlig fjern fortid kunne verdens tyranner og despoter bruge brutal vold til at holde deres befolkninger i et jerngreb. Josef Stalin sendte millioner af sine landsmænd i Gulag. Mao Zedong søsatte enorme revolutionære kampagner mod kinesiske intellektuelle, kapitalister og alle andre grupper, som han dømte utilstrækkeligt røde. Den ugandiske diktator Idi Amin myrdede brutalt en halv million mennesker. På blot tre år døde knap to millioner mennesker omkring en femtedel af Cambodjas befolkning under Pol Pots rædselsregime.

LÆS OGSÅ: Udemokratisk. Den politiske meningsdannelse i Danmark er en katastrofe

I dag er det mindre enkelt at være en diktator. Det 21. århundredes tyranner har flere kræfter imod sig end nogensinde før, og derfor har den moderne generation af diktatorer lært at være langt mere smidige og raffinerede end deres megalomaniske forgængere. Det siger den amerikanske udenrigsekspert William Dobson, der i en overordentlig rost ny bog, The Dictators Learning Curve: Inside the Global Battle for Democracy (Diktatorens lærekurve: Bagom den globale kamp for demokrati) belyser den nye kamp for frihed i det 21. århundrede.

Moderne diktatorer har det vanskeligt. Med Sovjetunionens fald og afslutningen af den kolde krig mistede mange af dem deres hoved-sponsor og økonomiske livlinje. Samtidig er demokratipromovering nærmest fra den ene dag til den anden blevet en mindre industri. En hær af vestlige eksperter, aktivister og valgobservatører står nu klar til at rette søgelyset mod menneskerettighedsovergreb, korruption og valgfusk, siger William Dobson, der igennem hele sin karriere har beskæftiget sig med international politik og i dag er udenrigsredaktør for det ansete onlinemagasin Slate.

Dertil kommer, at de fleste totalitære regimer i dag med Nordkorea som den oplagte undtagelse ikke længere blot kan trække stikket ud og mørklægge nyhedsstrømmen, understreger han.

Diktatorer er stadig i stand til at begå grove forbrydelser. Men de kan opgive håbet om at hemmeligholde deres værste gerninger. Hvis de giver ordre til et voldeligt overgreb på en stor gruppe mennesker, så ved de, at der er stor sandsynlighed for, at det vil blive dokumenteret på en iPhone og lagt på YouTube og vist verden rundt. Tyranniens pris har aldrig været så høj, som den er i dag, siger William Dobson, der i The Dictators Learning Curve rapporterer fra lande som Rusland, Egypten, Kina, Malaysia og Venezuela.

Tidevandet begyndte at vende for diktatorer længe før internettets og de sociale mediers fremkomst, understreger William Dobson.

I 1970erne kollapsede højrefløjsdiktaturer på række i Sydeuropa. Derefter kom turen til Latinamerikas militærjuntaer og Østasiens rædselskabinet af tyranner. Og de østeuropæiske kommuniststaters sammenbrud i 1989 var det helt store seismiske skifte.

I 1974 var der blot 41 demokratier i verden. I 2005 var der tre gange så mange. Men så skete der noget, påpeger Dobson. En serie militærkup væltede demokratisk valgte regeringer i Asien, mens en populistisk form for autoritære styrer vandt frem i Sydamerika. Selv de nye succeshistorier i Georgien, Ukraine og Kirgistan begyndte at sande til. I 2010 var antallet af demokratier i verden faldet til det laveste tal siden 1995.

Efter 2005 rullede den demokratiske bølge den anden vej, og et utiltalende sammensurium af diktatorer, despoter og autoritære regeringer gjorde comeback, konstaterer William Dobson.

Men problemet er ikke demokrati i sig selv, understreger han. Det arabiske forår i 2011 mindede verden om, at idealet om politisk og økonomisk frihed ikke har mistet sin tiltrækningskraft.

Det, som har ændret sig, er diktaturets væsen. Nutidens diktatorer og eneherskere er langt mere raffinerede, end de var førhen. De kløgtigste iblandt dem har hverken gjort deres regimer til politistater eller lukket sig af fra omverdenen, understreger han.

I stedet har de nye tyranner fra Vladimir Putin i Rusland til Hugo Chavez i Venezuela til de mere ansigtsløse teknokrater i Kina lært at tilpasse sig de nye tider, forklarer Dobson.

Mange af dem opfatter massebortførelser og henrettelsesbataljoner som værende lidt gammeldags og passé. De forstår, at det i den globale, internetforbundne verden er bedre at bruge subtile former for tvang snarere end brutal magtudøvelse. I Rusland vælger Putin eksempelvis at bruge skattemyndigheder og sundhedsinspektører til at slå ned på dissidentgrupper, mens Chavez i Venezuela bruger lovgivning som dække til at undertrykke enhver gruppe, som regnes for at være en trussel. Og de bruger Facebook og Twitter til at finde ud af, hvem deres modstandere er, forklarer han.

Samtidig er mange moderne regimer flydende i demokratiets sprog, tilføjer William Dobson.

Vor tids despoter forvirrer deres kritikere ved at krydre deres taler med referencer til frihed, lighed og retssikkerhed, altimens de lystigt begår grove overgreb på menneskerettighederne, siger han.

Og moderne diktatorer låner idéer fra både diktaturer og demokratier.

Et af de mest effektive våben i deres fælles værktøjskasse er at give deres befolkninger visse små friheder. Det gør det kinesiske regime eksempelvis ved at kontrollere fjernsynsmediet, men at tillade ytringsfrihed i nogle små erhvervsaviser. Det kan betale sig at have en eller anden lille form for ventil, hvor folk kan få afløb for deres frustrationer. Det giver samtidig regimet mulighed for at bryste sig af pressefrihed og at skaffe sig nyttige informationer om blandt andet korruption, siger han.

Regimernes opfindsomhed modsvares imidlertid af deres modstanderes list, understreger William Dobson, der i forbindelse med The Dictators Learning Curve rejste kloden rundt i to år og talte med hundredvis af demokratiaktivister.

Aktivisterne er på mange måder endnu mere kreative end regimerne. Takket være moderne teknologi er de ikke længere isolerede i siloer, og de lader sig inspirere af hinanden. Der hersker en misforstået idé om, at det arabiske forår var en spontan revolution. Det var det ikke. Der er mennesker, der igennem mange år har arbejdet utrolig disciplineret og eksperimenteret med forskellige tilgangsvinkler til at vælte regimerne, siger han.

Blandt disse tilgangsvinkler er metoder udviklet i 1980erne og 1990erne i lande som Polen og Serbien, tilføjer han.

Aktivister i den arabiske verden har lært vigtigheden af at skaffe sig allierede i politiet og militæret og at rekruttere magtudøvernes sønner og døtre. Generaler bryder sig ikke om at angribe, når deres egne børn står i forreste geled. En anden metode lånt fra serbiske aktivister er at tage billeder af politifolk og andre bøller, der begår overgreb på demonstranter, og at klistre plakater op de steder, hvor deres hustruer køber ind, og hvor deres børn går i skole. Det er en måde at konfrontere overgreb på, når staten ikke er til nogen hjælp, siger William Dobson.

Aktivisterne praktiserer en slags musens leg med katten, bemærker han og henviser til et eksempel fra Kina.

Aktivistgrupper havde opfordret folk til at slentre en tur på gaden forskellige steder i landet på et bestemt tidspunkt på en bestemt dag. Regimet vidste det og sendte masser af politi. Men de kunne ikke anholde folk, fordi det er ikke en forbrydelse at spadsere. I stedet skubbede de forsamlingerne væk ved at bruge gadefejeudstyr til at spule gaderne igen og igen, fortæller han.

Da det arabiske forår begyndte at feje hen over Mellemøsten og Nordafrika i 2011, samlede den globale frihedskamp så meget fart, at ugemagasinet Time udnævnte demonstranten til årets vigtigste person. Millioner af mennesker begyndte at stille krav til deres regeringer, og inden året var omme, var mangeårige despoter som Hosni Mubarak i Egypten, Zine El Abidine Ben Ali i Tunesien og Moammar Gaddafi i Libyen væltet fra magten.

Andre arabiske diktatorer overlevede dog revolutionerne ved at bruge hård magt mod deres befolkninger.

Det arabiske forår viste, at despoter er mindre interesserede i raffinerede strategier, når de føler sig trængt op i et hjørne, siger William Dobson og henviser til Syrien, hvor præsident Bashar al-Assad lige nu kæmper for at holde oprørerne fra døren.

Assad reagerede næsten omgående på oprøret ved at gribe til vold. Han synes at læne sig op af den gamle skole af diktatorer. Det fungerer måske på kort sigt, men jeg tror ikke, at fremtidsudsigterne for hans regime i det lange løb er positive. Verden er ikke længere indrettet til den slags diktatorer, vurderer Dobson.

William Dobson er forsigtigt optimistisk omkring fremtiden for kampen mellem diktatur og demokrati.

Den politiske frihed har globalt set været på tilbagetog siden 2005, og det er meget vanskeligt at forudse, hvad som vil ske. Men efter at have mødt en broget gruppe af mennesker, der kæmper for frihed forskellige steder i verden, er jeg optimistisk. De er ikke romantikere. De træffer kalkulerede beslutninger, og de er opfindsomme og velorganiserede. Og sandheden er, at for en diktator er der ikke noget, der er mere skræmmende end hans eget folk, siger han.

NEW YORK - APRIL 19: People look at w orks by Pablo Picasso during a preview of the Picasso in the Metropolitan Museum of Art exhibition April 19, 2010 in New York City. The exhibition opens April 27 and will display about 300 of the museum ´s holdings on the artist including paintings, sculptures, drawings, and more than 200 works on paper. Mario Tama/Getty Images/AF. (Foto: MARIO TAMA/SCANPIX DANMARK 2010)
NEW YORK - APRIL 19: People look at w orks by Pablo Picasso during a preview of the Picasso in the Metropolitan Museum of Art exhibition April 19, 2010 in New York City. The exhibition opens April 27 and will display about 300 of the museum ´s holdings on the artist including paintings, sculptures, drawings, and more than 200 works on paper. Mario Tama/Getty Images/AF. (Foto: MARIO TAMA/SCANPIX DANMARK 2010)