Når USA fra næste år skal drøfte handels- og forsvarsaftaler med Europa, forholde sig til det diplomatiske spil i Syrien og tage stilling til, om man fortsat vil forpligte sig på sine klimamål, bliver det efter alt at dømme med den nuværende topchef i olieselskabet Exxon Mobil, den 64-årige texaner Rex Tillerson, i rollen som udenrigsminister.
Det stod klart tirsdag, da den kommende præsident, Donald Trump, offentliggjorde nomineringen af Tillerson, som har tilbragt 41 år i Exxon Mobil, men som ligesom Trump ikke har nogen politisk erfaring.
Alligevel har han anbefalinger fra så prominente republikanere som USA’s tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice og tidligere forsvarsminister Robert Gates i baglommen, og over en bred kam har også nuværende republikanske partifæller udtrykt deres glæde ved udsigten til Tillerson som USA’s internationale ansigt.
Andre republikanere har dog udtrykt større skepsis på baggrund af Tillersons manglende erfaring og ikke mindst kammeratlige forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin. En af Trumps rivaler fra primærvalgkampen, senator Marco Rubio, har således skrevet på Twitter: ”at være ’en ven af Vladimir’ er ikke en egenskab, jeg ønsker mig fra en udenrigsminister.” Også en af Republikanernes mest erfarne senatorer, tidligere præsidentkandidat John McCain, har kritiseret nomineringen af Tillerson, der i 2013 modtog den russiske venskabsorden af Putin personligt.
Det er ikke uden betydning for Tillerson, at flere partifæller er lorne ved hans forhold til Putin. Han skal nemlig godkendes i Senatet, før han kan skrive udenrigsminister på cv’et.
Set med europæiske øjne er der også grund til skepsis, mener Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier, Københavns Universitet, hvor han forsker i sikkerhedspolitik og strategi.
”Europæerne bør være bekymrede. Trump har allerede nu skabt fundamental usikkerhed både inden- og udenrigspolitisk. Det var komplet uden fortilfælde, da han såede tvivl om støtten til Nato, og med Tillerson er der nu også tvivl om retningen af amerikansk udenrigspolitik. Tidligere har der været en konsensus om, hvordan man forholder sig til Rusland, eksempelvis med sanktioner i forhold til Ukraine. Den konsensus kan vi ikke længere være sikre på eksisterer,” siger Kristian Søby Kristensen og fortsætter:
”Der er en risiko for, at viljen til at gå imod Rusland, eksempelvis hvis de skulle gå ind i Baltikum, vil være mindre. Men der er trods alt stærke kræfter i det amerikanske forsvarsministerium, som er lodret uenige med Trump. Den kommende forsvarsminister James Mattis vil næppe synes, det er en god idé med et svækket USA i Europa, så der vil være et internt pres.”
Også Tillersons manglende politiske erfaring vækker bekymring. Trump markedsførte sig i valgkampen som værende i opposition til det herskende politiske establishment. Det flugter udnævnelsen af Rex Tillerson, der blev valgt på bekostning af den tidligere præsidentkandidat Mitt Romney, fint med.
Det tætteste, han kommer på indflydelse udenfor den magtfulde oliebranche, er to år som formand for den amerikanske spejderbevægelse Boy Scouts of America. Her spillede manden, som udadtil ikke skilter med sin kristne tro, en central rolle, da den religiøst funderede organisation i 2013 trak et forbud mod at tillade homoseksuelle i spejderbevægelsen tilbage.
Og der er også positive aspekter ved at vælge en, der kommer udefra, vurderer Kristian Søby Kristensen.
”Fra Trumps perspektiv er der fordele ved, at Tillerson ikke er ’smittet’ af establishmentets holdninger. Den nuværende præsident, Barack Obama, har ved flere lejligheder kritiseret, at hans handlemuligheder var begrænsede på grund af establishmentet. Og selvom jeg ikke på stående fod kan komme på tidligere udenrigsministre uden politisk erfaring, så havde John F. Kennedys forsvarsminister Robert McNamara heller ingen politisk erfaring, da han kom til fra bilindustrien.”
Han bakkes op af lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, Jørn Brøndal.
”Selvom Tillerson ikke har nogen politisk erfaring, så har han dog stor international erfaring som forhandler,” siger Brøndal og peger på, at Tillerson netop kan være nøglen til at bløde op i forhold til de handelskrige, Trump tidligere har truet med:
”Tillerson er ikke fan af økonomiske sanktioner, i hvert fald ikke i forhold til Rusland. Og med sine erfaringer inden for international handel kan Tillerson godt tænkes at indvarsle en kurs med større fokus på samhandel end trusler om økonomiske sanktioner.”
Til gengæld kan grønne miljøforkæmpere med rette have dystre forventninger ved udsigten til en udenrigsminister med fire årtiers erfaring i olieindustrien. Tillerson tilhører ikke de såkaldte klimaskeptikere, som benægter, at klimaforandringer er menneskeskabte. Men som Exxon-mand er han en fortaler for brugen af fossile brændstoffer.
”Der er næppe mange miljøforkæmpere, der klapper i hænderne lige nu. Det er svært at forudsige, hvad der vil ske, for Trump er svær at forudsige. Men med sin fortid virker det sandsynligt, at Tillerson vil forsøge at trække Trump i retning af mere brug af fossile brændstoffer på bekostning af grøn energi,” siger Jørn Brøndal.