Oligarkerne trumfer demokratiet i Ukraine

Social retfærdighed og udryddelse af korruption var Maidan-bevægelsens vigtigste krav i Ukraine. Det er dog kun lykkedes at udskifte én gruppe oligarker med en anden

Petro Porosjenko lægger blomster ved monumentet for Maidans Helte forud for præsidentvalget den 25. maj sidste år, der bragte ham til magten som Ukraines præsident. Porosjenko var en af de få ukrainske oligarker, der åbent støttede protesterne på Maidan, men han har siden, han blev præsident, ikke formået at ændre forholdene omkring den omfattende korruption væsentligt.
Petro Porosjenko lægger blomster ved monumentet for Maidans Helte forud for præsidentvalget den 25. maj sidste år, der bragte ham til magten som Ukraines præsident. Porosjenko var en af de få ukrainske oligarker, der åbent støttede protesterne på Maidan, men han har siden, han blev præsident, ikke formået at ændre forholdene omkring den omfattende korruption væsentligt. Foto: Mykola Laza/AFP.

Mere end et år efter, at store folkelige protester førte til den korruptionsanklagede præsident Viktor Janukovitjs afgang, styrer oligarkerne stadig udviklingen i Ukraine. En snæver kreds af landets mest berygtede rigmænd øver massiv indflydelse på parlamentet i hovedstaden Kijev, siger Inna Melnykovska, der er ekspert i post-sovjetiske oligarkier.

Oligarken Petro Porosjenko - en stenrig 48-årig industrimagnat fra det sydlige Ukraine, der især har skabt sin formue på at udvikle en række statslige chokoladefabrikker til et østeuropæisk chokoladeimperium - afløste Janukovitj som præsident i maj. Og efter parlamentsvalget i oktober er højtprofilerede politikere som premierminister Arsenij Jatsenjuk, der nyder bred opbakning i Vesten, fortsat i lommen på en afgrænset gruppe af hovedrige forretningsmænd, viser Melnykovskas forskning.

De 10 rigeste ukrainske oligarker er alle under 55 år og grundlagde deres formuer i 1990'erne ved at tilegne sig de bedste dele af det, der var folkelig ejendom, da Ukraine var en del af Sovjetunionen.

Ukrainske Inna Melnykovska forsker i, hvordan oligarker påvirker politiske processer i deres hjemland, og hun er tilknyttet Det Frie Universitet (Freie Universität) i Berlin. Hun peger på, at protesterne på Maidan-pladsen i Kijev i begyndelsen var rettet mod rigmandsvældet generelt. Men da demonstranterne gjorde deres krav mere konkrete, fokuserede de på præsident Janukovitj og de oligarker, der tydeligt kunne identificeres som tilhængere af hans klan.

”Det skyldes at Janukovitj og hans 'familie' havde formået at udmanøvrere konkurrerende oligarker. De sidste par år af sit præsidentskab koncentrerede han sig om at befæste sin magt ved at indsætte klanmedlemmer overalt i statsapparatet, særligt i sikkerheds- og justitsvæsenet.

Derfor satte Maidan-bevægelsen i første omgang lighedstegn mellem Janukovitjs 'familie' og den politiske magt,” siger hun.

Protesterne kulminerede i februar 2014, hvor også den daværende præsident Janukovitj og flere af hans støtter flygtede ud af landet. ”Familiens” indflydelse på ukrainsk politik blev dermed tilsvarende reduceret, og magttomrummet betød et comeback til nogle af de oligarker, som Janukovitj havde trængt i baggrunden.

Melnykovska fremhæver rigmændene Petro Porosjenko, Ihor Kolomoyskyi og Serhij Taruta som de store vindere.

”Derudover bliver finansfyrsterne Rinat Akhmetov og Dimitri Firtash, som stod Janukovitjs familieklan nær, ikke retsforfulgt af den nye regering. De har i vidt omfang kunnet opretholde deres kliker i den statslige forvaltning,” siger hun.

Når det endnu ikke er kommet til retssager mod de to sidstnævnte fremtrædende oligarker, som mistænkes for at være involveret i organiseret kriminalitet og tilegne sig rigdomme ved at manipulere licitationer af store offentlige opgaver, skyldes det ifølge Melnykovska, at den nye regering har brug for deres støtte.

”Specielt Akhmetov har formået at udnytte den afhængighed særlig dygtigt. Offentligt ansatte i de sydøstlige regioner, hvor krigen raser, står under hans direkte indflydelse. Det er vigtigt for regeringen i Kijev, at de regionale ledere, som Akhmetov kontrollerer, forbliver loyale og ikke går over til separatisterne. Derfor tøver man fra Kijevs side med at retsforfølge Akhmetov og - må man formode - har i stedet indgået en form for informel aftale med ham,” siger hun.

Akhmetov er Ukraines rigeste mand. Hans forretning består blandt andet af banker, telekommunikation, tv-stationer, sværindustri samt en succesrig fodboldklub og udgør i alt 13 procent af det ukrainske bruttonationalprodukt ifølge Melnykovska. Akhmetovs aktiviteter er koncentreret i den østlige del af landet, særligt omkring byen Donetsk, som nu er i hænderne på russiske styrker og deres lokale allierede.

”Akhmetov og Kolomoyskyi er eksempler på oligarker, der sætter egne militærstyrker ind for at beskytte deres forretninger og befæste deres politiske magt,” siger Melnykovska.

”Akhmetov har hyret separatistiske grupperinger som Oplot til at passe på sine huse og virksomheder. Og i Mariupol - en by, der ligger tæt på frontlinjen og er under ukrainsk kontrol - lader han sine arbejdere patruljere i gaderne for at forhindre, at offentlige bygninger bliver besat, som det skete i Luhansk og Donetsk.”

Fra sin højborg omkring byen Dnipropetrovsk finansierer Kolomoyskyi flere ukrainske frivilligbataljoner, navnlig den, der hedder Donbass. Dem sætter han ind i kampene mod de russiske soldater og separatisterne.

”På den måde har Kolomoyskyi udviklet sig til en national patriot-oligark,” forklarer Melnykovska.

Kolomoyskyis militærenheder giver ham også fordele, når det gælder regeringen i Kijev, påpeger hun:

”Når man som Kolomoyskyi - formelt eller informelt - i forvejen kontrollerer de lokale og regionale myndigheder og derudover danner et par bataljoner, så er ens forhandlingsposition over for præsidenten og premierministeren ret god.”

Melnykovska er bekymret for, at ejerne af landets store konglomerater kommer til at påvirke ukrainsk politik endnu mere i fremtiden. Hun vurderer, at effekterne af Maidan-protesterne alene har ført til omrokeringer mellem oligarkerne i toppen af det ukrainske samfund, men at strukturerne, der gør rigmandsvældet muligt, stadig er på plads.

Var Maidan i den forstand en fejlslagen, mislykket eller måske en halv revolution, når protestbevægelsen ikke har haft succes med at ændre de samfundsstrukturer, der forudsætter oligarkiet?

”Det er en kendsgerning, at Maidan ikke har afskaffet oligarkiet. Men at protestbevægelsen dermed var fejlslagen, er måske for tidligt at sige. Et oligarki kan ikke forandres grundlæggende fra den ene dag til den næste. Det kommer til at tage mange år. Maidan var begyndelsen på denne proces og ikke slutningen,” siger Melnykovska.

Hun peger på krigen som den største forhindring for politiske forandringer til det bedre.

Hvilke konsekvenser har det for Ukraine på længere sigt, at Maidan-protesterne ikke har haft succes med at bryde oligarkernes magt? Tror du, der kommer et nyt oprør, så mønsteret bliver 2004 (året for den orange revolution, red.) 2014 og 2024?

”Krigen hæmmer protestbevægelsen enormt. Ukrainerne forstår, at selvom der er masser af grunde til at kræve politiske forandringer og indlede en Maidan nummer tre, så vil yderligere demonstrationer på nuværen-de tidspunkt blot være til fordel for Rusland. Så i øjeblikket er stemningen for nye protester ikke til stede. De ville være en yderligere kilde til ustabilitet i en situation, hvor den nationale sikkerhed er i fare.

Derfor hælder mange ukrainere til i første omgang at give den nye regering en chance.

Det kan dog ændre sig lynhurtigt. Regeringen har i øjeblikket krigen som forklaring på de svære tider og som undskyldning for ikke at kunne hæve levestandarden. Men hvis kampene slutter, og indbyggerne ser, at der stadig ikke sker forbedringer, kan det føre til en radikalisering af befolkningen. Og så vil vi måske opleve en tredje Maidan.”