Det trefarvede flag med islams trosbekendelse og en sort stjerne i midten hænger overalt i Somalilands hovedby, Hargeisa. Grupper af unge vandrer gennem gaderne denne 18. maj for at fejre den uafhængighed, der blev erklæret i 1991, før de blev født, men som stadig ikke er anerkendt af det internationale samfund.
Siden sin selverklærede uafhængighed fra Somalia i 1991 har Somaliland, en tynd stribe på landkortet ved Aden-bugten, haft sit eget flag, egen møntenhed og egen grundlov. Regeringen er valgt på demokratisk vis, og i organisationen Freedom Houses rapport om landes demokratiske udvikling fra 2022 scorer Somaliland 49 point, hvilket svarer til delvist frit. En bedre score end både Nigeria og Kenya, og langt bedre end Somalia, der skraber bunden sammen med andre ikke frie lande med sølle syv point.
I sammenligningen med Somalia, som Somaliland brød ud fra i 1991, da diktator Mohamed Siad Barre blev tvunget i eksil af et væbnet oprør, har den unge selverklærede stat klaret sig eksemplarisk. I slutningen af 1980'erne bombarderede Mogadishu-regeringen Hargeisa så voldsomt, at byen fik tilnavnet Afrikas Dresden. Omkring 200.000 i Somaliland mistede livet under Mogadishu-ledelsens angreb.
I dag er det hele 14 år siden, at Somaliland sidst blev ramt af et terrorangreb fra al-Qaedas lokale søstergruppe al-Shabaab. I Somalia er listen af angreb alenlang, og det seneste terrorangreb fandt sted for blot et par uger siden. Nye angreb er givetvis et spørgsmål om tid.
På den ene side omtales Somaliland som et demokratisk mirakel og håbets ledestjerne på Afrikas Horn. På den anden side tøver USA, FN, Den Afrikanske Union og EU med at anerkende Somaliland som selvstændig stat.
Vi er anderledes
I magasinet Foreign Policy bruger journalist Graeme Wood udtrykket limbo-stater til at beskrive steder som Somaliland.
“De starter med at opføre sig som rigtige lande og håber så at blive det,” skriver han.
Ikke en eneste af de flagviftende unge med rød, hvid og grøn ansigtsmaling i Hargeisa er i tvivl om, at Somaliland fortjener anerkendelse.
“Vi er anderledes end befolkningen i Somalia,” siger Ahmed, en nygift ung mand, der arbejder på et af byens hoteller.
“Vi er et demokrati, mens de er klanstyrede og i evig kamp med hinanden. Vi nyder stabilitet, mens deres hverdag er fuld af kaos,” siger han.
Ordet stabilitet er netop et af de argumenter, som Somalilands 4,5 millioner indbyggerne konstant hører som begrundelsen for, at ingen endnu har taget en beslutning om at anerkende staten officielt. For en anerkendelse kan skabe en uoverskuelig dominoeffekt, der i sidste ende kan skabe mindre eller større borgerkrige. Altså endnu mere ustabilitet.
“Desværre er det vanskeligere at vinde den fulde behandling i FN's Generalforsamling end blot at bruge en printer af professionel kvalitet til at printe pas. At skære jord fra andre lande er næsten altid blodigt og efterlader i de fleste tilfælde grænser, der bløder i årtier,” skriver Graeme Wood.
I Somalilands tilfælde har Den Afrikanske Union vedtaget, at de eksisterende grænser på kontinentet ikke kan ændres. Og selvom enkelte lande giver Somaliland en slags særstatus i form af øget bistand og samarbejde, bruger ingen ordene selvstændig stat.
USA har en erklæret en-stats politik i forhold til Somalia, hvor man ikke officielt skelner mellem Somalia og Somaliland. Den besked fik Somalilands præsident, Muse Bihi Abdi, gentaget, da han i marts var på besøg i Washington og nok engang appellerede om international anerkendelse. Men under den diplomatiske overflade begynder et stigende antal af amerikanske kongresmedlemmer at tale for en ændring i forhold til Somaliland. Deres argument er Somalilands relative stabilitet, dets geografiske beliggenhed og ideen om at forhindre Kina i at slå sine kløer i Afrikas Horn.
I et tweet efter et møde med delegationen fra Somaliland skrev Jim Risch, medlem af det amerikanske senats udenrigskomité, at "vi bør ikke begrænse os til en enkelt Somalia-politik". En antydning om, at Somaliland bør blive tildelt særstatus.
"Selv om det tager 100 år for anerkendelse, vil vi stadig drømme om den dag, hvor Somaliland bliver anerkendt som et land," sagde Somalilands udenrigsminister Essa Kayd Mohamoud i et interview til Foreign Policy under det officielle besøg i marts.
Enormt kursskifte
Men selvom en officiel amerikansk anerkendelse af Somaliland stadig synes fjern, finder en opgradering af samarbejdet mellem USA og området alligevel sted netop nu. I maj besøgte højtstående repræsentanter fra Pentagon ifølge mediet Voice of America Somalilands kystby Berbera for at inspicere havnen og den lokale lufthavn. Præsident Joe Biden har også for nylig omgjort sin forgænger Donald Trumps beslutning om at tilbagetrække 700 amerikanske soldater fra området, og det seneste officielle amerikanske besøg antyder, at fremtidens kamp for stabilitet og mod terror på Afrikas Horn får base i Somaliland.
“Det er et enormt kursskifte,” siger Guled Ahmed, forsker ved Middle East Institute i Washington i en online-briefing.
“USA kæmper for at finde en vej til at levere humanitær hjælp til Afrikas Horn. Og her er kystbyen Berbera det mest værdifulde jordlod på hele Afrikas Horn. For USA handler det også om at bekæmpe terror, overvåge Irans våbensmugling i Aden-bugten og inddæmme Kina, der har sat sig hårdt på Djibouti mod nord,” siger han.
Mens USA ser ud til at øge det mere langsigtede og geopolitiske samarbejde med Somaliland, kæmper den ikke anerkendte stat med en række begivenheder, der næsten har knækket ryggen på den lille aspirerende nations økonomi.
Først kom coronapandemien, så begyndte regnsæsonerne at slå fejl, og i foråret blev Hargeisas store marked - statens økonomiske pulsåre - total ødelagt i en brand.
”Regeringen gør, hvad den kan for at afværge en katastrofe, men afhængigheden af international støtte er altid til stede. Den nuværende tørke rammer hårdt. Folk fordrives fra hus og hjem. Børn lider af underernæring og skoler lukker,” siger Abdel Nassir, der en områdeansvarlig for Save The Children, Red Barnets internationale afdeling.
Tusinder af børn er allerede ramt af underernæring. Kameler og geder dør, og over en halv million mennesker er drevet på flugt af den ekstreme tørke.
I landdistrikterne, hvor 60 procent af befolkningen bor, er der akut mangel på vand, og FN advarer om akut hungersnød i mange distrikter, der vil bringe op til 350.000 mennesker i livsfare.