Det seneste døgns udokumenterede påstande om, at Donald Trump muligvis er i lommen på Rusland, fordi de russiske myndigheder har belastende personlige og økonomiske oplysninger om ham, har givet ny næring til spekulationerne om, hvis interesser den kommende amerikanske præsident er mest optaget af at varetage: sine egne eller USA’s.
Skulle det første være tilfældet, ændrer det dog ikke ved, at Donald Trump næste fredag bliver USA’s næste præsident. Når først vælgerne har talt i USA, kan efterretningstjenesterne godt stikke piben ind.
Uanset hvilke informationer de kommer i besiddelse af, eller hvilken potentiel sikkerhedsrisiko de måtte vurdere en kommende præsident til at udgøre, kan de ikke forhindre vedkommede i at blive indsat i embedet. Han eller hun kan teoretisk set være spion for en fremmed magt og alligevel lægge hånden på Bibelen og sværge troskab over for den amerikanske forfatning.
Den amerikanske lovgivning kræver således ingen sikkerhedsgodkendelse af hverken præsident, vicepræsident, kongresmedlemmer eller højesteretsdommere, oplyser den amerikanske kongres’ bibliotek, Kongressens Forskningsservice.
Den amerikanske forfatning indeholder kun tre kvalifikationer til præsidentembedet. Præsidenten skal være mindst 35 år, være indfødt borger i USA og have boet i landet i mindst 14 år.
”Der er en utrolig respekt for folkets beslutning og vilje. Hvis man er valgt af folket, anses det for at være til-strækkelig garanti for, at vedkommende er værdig til tillid,” siger Mette Nøhr Claushøj, ekstern lektor ved Københavns Universitet med speciale i amerikanske samfundsforhold.
Der er i det hele taget meget lidt politisk kontrol med den kommende præsident i perioden op til indsættelsen.
”Alle de regler, der er i forfatningen, dækker sjældent perioden mellem valget og indsættelsen,” siger Mette Nøhr Claushøj.
Hvilket formentlig hænger sammen med, som Niels Bjerre Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, udtrykker det, at ”ingen har kunnet forestille sig, at det skulle være nødvendigt at undersøge en kommende præsidents forhold til fremmede magter”.
”Der er en meget minutiøs lovgivning, når det gælder ministre og embedsfolk, men der er stort set ingen, når det gælder præsidenten. Det er også derfor, at Donald Trump har nægtet at udlevere sine skattepapirer. Han fandt ud af, at han ikke havde pligt til det,” siger han.
Udleveringen af skatte- papirer har ellers været en tradition blandt amerikanske præsidenter siden Lyndon B. Johnson. Sammen med en praksis for at lade eventuelle virksomheder og økonomiske aktiviteter blive forvaltet af en uvildig instans, en ”blind fond”. Hvilket Trump også afviser at gøre. Ingen af delene er et lovkrav, men alle præsidenter i nyere tid har valgt at gøre det frivilligt.
”Det sikrer, at befolkningen får indsigt i en præsidents økonomiske interesser. I Trumps tilfælde ville det betyde, at man ville kunne se, hvor omfattende hans investeringer i Rusland er – eller ikke er. Og om der er investeringer den modsatte vej,” siger Robin Elizabeth Kerr, juridisk fakultet ved Colombia Universitet i USA og ekstern lektor ved Syddansk Universitet.
Hun peger også på, at det først er efter indsættelsen af en præsident, at der i praksis er mulighed for at slippe af med vedkommende igen. Her træder de forfatningsmæsssige kontrolmekanismer i funktion.
”Hvis, hvis, hvis det skulle vise sig, at der er hold i nogle af oplysningerne i den lækkede rapport om Donald Trump, så vil man kunne rejse en rigsretssag på anklager som forræderi, bestikkelse og sammensværgelse. Det ville i givet fald være historisk. Rigsretssager er kun ført to gange tidligere – og kun en gang har sagen ført til, at en præsident blev afsat,” siger Robin Elizabeth Herr med henvisning til Andrew Johnson, der blev afsat som præsident i 1865, og Bill Clinton, hvis sag i 1999 førte til frikendelse i Senatet.
En præsident kan også fjernes midlertidigt, hvis et flertal af hans ministre udtrykker mistillid til ham.