Omvendelse? Dræbt amerikansk gidsel ses som martyr

Et amerikansk gidsel, James Foley, er efter sin død, fanget i grænselandet mellem martyr og patriot

Den nu afdøde amerikanske journalists, James Foley, religiøse eftermæle er nu til debat, efter at islamister ser ham som martyr.
Den nu afdøde amerikanske journalists, James Foley, religiøse eftermæle er nu til debat, efter at islamister ser ham som martyr. .

Hvornår tæller religiøs omvendelse, og hvad udgør et martyrium? De spørgsmål har rejst sig i USA efter den amerikanske journalist og katolik James Foleys brutale død i august efter godt halvandet år i fangenskab hos den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, IS.

I et brev til sin familie beskriver James Foley, hvordan bøn og gudstro hjalp ham i fangenskabet, og hans død ved halshugning i et goldt ørkenlandskab i Syrien gør ham i mange amerikanske katolikkers øjne til et symbol på troens kraft under de mest umenneskelige omstændigheder. Nogle katolske kommentatorer fremfører endda, at Foley døde for sin tro og derfor kan være en kandidat til saligkåring som martyr.

Efter hans død kom det imidlertid frem, at James Foley, der var tidligere alterdreng og ofte talte offentligt om sin spiritualitet, konverterede til islam, mens han var i IS' hænder. Ifølge avisen The New York Times, der har talt med Foleys medfanger, konverterede amerikaneren, kort tid efter at han blev bortført, og tog navnet Abu Hamza.

Jejoen Bontinck, en belgisk konvertit, siger, at mens nogle vestlige gidsler bekendte sig til islam for at få bedre behandling af islamisterne, virkede Foleys omvendelse ”oprigtig”. Et andet tidligere gidsel fortæller, at Foley var opslugt af at læse Koranen.

Flere amerikanske debattører påpeger, at omvendelse er en overlevelsesstrategi for gidsler hos religiøse ekstremister.

”En af de største tragedier i enhver gidselkrise er vaklende håb - håb om at omvendelse vil hjælpe, håb om at de vil vise dig nåde,” skriver klummeskribenten Terrence McCoy i avisen Washington Post.

James Foleys påståede omvendelse er imidlertid særligt bemærkelsesværdig i kraft af hans stærke katolske tro og den rolle, som han posthumt er blevet tildelt af nogle amerikanske katolikker. I et indlæg på religionsbloggen Patheos sammenligner skribenten Tod Worner James Foley med den katolske helgen Bartholomæus, der siges at have lidt martyrdøden ved at blive flået levende, og den katolske blogger Pia de Solenni opridser i en artikel, hvorfor Foley i praksis bør betragtes som en moderne tiders martyr.

”Hvis hans død gør os mere bevidst om den religiøse forfølgelse, der sker hver dag rundt omkring i verden, så bærer han i endnu højere grad vidne,” konkluderer hun.

James Foleys forældre siger til amerikanske medier, at pave Frans, der ofte højlydt fordømmer kristenforfølgelser i Mellemøsten, i et kondolenceopkald henviste til sønnen som en ”martyr”, hvis opofrelse ikke vil blive glemt.

Vatikanets talsmand for helgenkåringer, kardinal Angelo Amato, afviser imidlertid over for The New York Times at kende til en diskussion om at give James Foley status som martyr. Han siger samtidig, at ”religiøs omvendelse gjort under tvang ikke bærer vidne om en omvendelse”.

”Du kan ikke fordømme folk, som er bange for døden og derfor ikke viser sig som katolikker. En kristen er ikke forpligtet til at blive en martyr,” siger han.

På bloggen Religion Dispatches betegner skribenten Alana Massey betegnelsen af Foley som en kristen martyr som ”utilstedelig”:

”Ikke alene fordi Foley blev dræbt udtrykkeligt på grund af sin nationalitet og ikke sin religion, men også på grund af udsigten til, at det helvede, som er IS' slagmark, bliver en destination for konkurrerende martyrier,” skriver hun.

James Foley blev den første amerikaner dræbt af IS. En uge efter, at hans henrettelsesvideo blev udsendt i august, led en anden amerikansk journalist, Steven Sotloff, samme skæbne.