Omvendt nazi-hilsen vinder frem i Frankrig

En ny hilseform, en slags omvendt nazi-hilsen, har bredt sig som en løbeild i Frankrig

Arkivfoto af den franske komiker Dieudonné M'bala, der er kendt for at benytte den omstridte gestus, "quenelle".
Arkivfoto af den franske komiker Dieudonné M'bala, der er kendt for at benytte den omstridte gestus, "quenelle". . Foto: PATRICK KOVARIK/ Denmark.

Den omstridte gestus, quenelle, bliver flittigt brugt af den franske komiker Dieudonné Mbala, og indenrigsminister Manuel Valls ønsker nu at undersøge, om det er muligt at forbyde komikerens planlagte turné rundt i landet under henvisning til risiko for brud på den offentlige ro og orden.

Denne hade-mekanik skal brydes. Denne fornærmelse af holocausts ofre må høre op, har indenrigsminister Valls erklæret.

Hilsenen består i at holde højre arm strakt nedad og en smule ud fra kroppen, som om man lægger an til nazihilsen. Imens lægger man venstre hånd på højre overarm. Bevægelsen kan også udlægges som en særlig udgave af det franske tegn for skråt op, og gestikkens voksende popularitet skyldes blandt andet, at den udlægges som et tegn på modstand mod systemet. Men Dieudonné selv har forklaret, at hilsenen symboliserer et skråt op med zionismen.

LÆS OGSÅ: Håbet er vejen til politisk succes

Tegnet er blevet populært blandt de unge, som måske ikke alle er klar over betydningen. Men Dieudonné repræsenterer en protest mod systemet, hvis rygrad er antisemitismen, og som er båret af et verdensbillede, hvor verden er domineret af USA og Israel, siger Jean-Yves Camus, specialist i det yderste højre ved Institut for Strategiske Studier, IRIS, i Paris.

En af komikerens venner på den yderste højrefløj, skribenten Alain Soral, har ladet sig fotografere foran holocaust-mindesmærket i Berlin i færd med at gøre quenellen. Og franske soldater har lavet tegnet foran synagoger i Paris og lagt billedet på Facebook. For nylig brugte den franske fodboldspiller Nicolas Anelka den omvendte nazihilsen i sympati med Dieudonné efter at have scoret for sin engelske klub, West Bromwich.

Dieudonné beskyldes netop for at benytte sine shows til at føre politisk propaganda forklædt som humor. Komikeren var spidskandidat på en antizionistisk liste ved valget til Europa-Parlamentet. Hans seneste show er blevet anmeldt for antisemitisme på grund af en tvivlsom vits om en kendt radiojournalist med jødisk baggrund: Når jeg hører navnet Patrick Cohen, tænker jeg på gaskamrene.

Dette såkaldte one man-show er i virkeligheden et politisk propagandamøde, hvor de mest kvalmende synspunkter bæres til torvs, siger den socialistiske byrådskandidat i Marseille, Patrick Menucci.

Alle tidligere forsøg på at forbyde Dieudonnés forestillinger er blevet underkendt af domstolene, og komikerens advokater er klar til at bringe ethvert forbud for retten.