Prøv avisen
Interview

Connie Nielsen i Afrika: Træd et skridt tilbage, når du mærker medlidenhed

"Meget af det hjælpearbejde, jeg ser, er så kortsigtet, at jeg mister pusten blot ved tanken,” siger den danske Hollywood-skuespiller Connie Nielsen, der selv står bag projektet ”Human Needs Project” i Kibera-slummen uden for Nairobi. Foto: Emil Jakobsen

Medlidenhed og brønde, der går i glemsel efter et år, er det sidste, Afrika har brug for, mener to berømte iværksættere, der driver hvert sit projekt på kontinentet

Er der noget, der står skrevet i stjernerne om Afrikas fremtid, er det, at hvis omverdenen ønsker at bidrage til udviklingen på kontinentet, skal det være på afrikanernes præmisser og med det erklærede mål hurtigst muligt at give ansvaret fra sig.

Det mener begge de fremtrædende personligheder, Kristeligt Dagblad møder til et interview om bæredygtig vækst - og dens modsætning - i Afrika:

En træt, men venlig Mo Ibrahim, der har været konstant på farten de seneste tre uger for at holde foredrag og give interviews, samt en professionel og nærværende Connie Nielsen, der ved interviewets begyndelse straks tilbyder Mo Ibrahim at skænke en kop nybrygget stempelkaffe til ham.

”Bruger du mælk i kaffen? Sukker?”, spørger den danskfødte Hollywood-skuespiller, der er kendt fra film som Ridley Scotts ”Gladiator” og Susanne Biers ”Brødre”.

Sudanske Mo Ibrahim tager taknemmeligt imod tilbuddet, og først da både han og journalisten er forsynet med kaffe, læner Connie Nielsen sig en anelse tilbage i kurvestolen og er klar til interviewet.

Begge står de bag udviklingsprojekter i Afrika, og de er begge i Danmark i forbindelse med en årlig konference om virksomheders sociale ansvar, som i år finder sted på Comwell Hotel uden for Vejle.

I 2010 startede Connie Nielsen sit projekt, Human Needs Project, i Kibera, en af verdens største slumbyer, der ligger i udkanten af Kenyas hovedstad, Nairobi.

Mo Ibrahim er født og opvokset i Sudan, men flyttede som ung til Storbritannien for at uddanne sig til ingeniør. I dag er den 69-årige ingeniør desuden mangemilliardær og en social entreprenør af de helt store. I 2006 grundlagde han sin fond, The Mo Ibrahim Foundation, efter at have afhændet sin gigantsucces, mobilteleselskabet Celtel - der var et af de første mobilselskaber i Afrika - for over 21 milliarder kroner til et kuwaitisk firma.

Fonden offentliggør hvert år et indeks, der er baseret på 86 parametre som eksempelvis korruptionsniveau, menneskerettigheder, infrastruktur og pressefrihed, over ”god regeringsførelse” i Afrika og belønner en ”exceptionelt god” leder på kontinentet med æren og 33 millioner kroner fordelt på 10 år.

Hjælp til selvhjælp er langtfra nogen ny ambition inden for udviklingsbistand til Afrika. Intentionerne handler stort set altid om netop det. Alligevel findes der stadig alt for meget kortsigtet og misforstået udviklingsbistand, mener de to iværksættere.

”Intet beløb i udviklingsbistand kan få Afrika til at bevæge sig fremad. Den eneste måde, vi kan bevæge os fremad på, er ved at sikre god regeringsførelse,” har den kontroversielle sudaner tidligere sagt til det amerikanske erhvervsmagasin Forbes.

Mens Mo Ibrahim satser på den lange bane i samfundets top, satser Connie Nielsen på den lange bane i samfundets bund.

For få uger siden kom den 50-årige skuespiller hjem fra endnu et besøg i Kibera. Her har hendes Human Needs Project blandt andet etableret et lille bycenter, hvor de slumindbyggere, der melder sig, kan få undervisning i, hvordan man bruger en computer, opretter en e-mailadresse, skriver en jobansøgning og starter sin egen forretning. Centret har egen vandforsyning i form af en ekstra dyb brønd, som modsat mange andre ikke tørrer ud i tørketiden, spildevandet bliver renset og genbrugt, og det meste af centrets strømforbrug bliver dækket af solceller.

Intet på centret er dog gratis. Kurserne, det rene drikkevand og badene koster. Ikke meget, men noget. Eksempelvis kan centret sælge drikkevand billigere, end indbyggerne i Kibera er vant til. De betaler op til otte gange mere for en liter vand, end kenyanerne med en fast vandforsyning inde i Nairobi gør.

”Vi taler ikke om klienter, men om kunder. Hvis du vil tænke i bæredygtighed, handler det også om kompetencer og medansvar. Målsætningen er, at centret bliver selvkørende næste år, både med uddannet arbejdskraft, energi og økonomi. Det skal holde i mange, mange år,” siger hun.

Connie Nielsen stiftede første gang bekendtskab med Kibera, da hun skulle indspille filmen ”Kidnappet”. Hun kom til at færdes i slumbyen gennem 10 måneder.

”Jeg blev dybt berørt af at se, hvordan indbyggerne i Kibera levede, og jeg følte, at jeg måtte kunne gøre noget. Men i begyndelsen var jeg arrogant og tænkte: 'De skal have det og det og det',” siger hun.

Den indstilling lagde hun dog snart bag sig.

”Der var en indbygger, der spurgte mig, om jeg ikke ville bygge en brønd til dem i Kibera, fordi de manglede rent vand. Jeg svarede, at jeg ville se på det, og så tog jeg ellers hjem og læste. For sådan er jeg. Og jo mere jeg læste, des mere kompliceret og omfattende blev det, for jeg kunne se, at det ikke rakte at bore en brønd,” siger hun.

Connie Nielsen opdagede blandt andet, at ud af alle de brønde, der bliver boret i hjælpeprojekter i subsaharisk Afrika, går hveranden i stykker året efter. To år efter er hele fire ud af fem brønde ikke funktionsdygtige.

”Og så er der ikke nogen, der ved, hvordan brønden skal repareres,” siger hun.

Mens Connie Nielsen starter fra bunden på græsrodsniveau, har Mo Ibrahim grebet fat i Afrikas politikerelite.

Han har sagt, at han ikke køber tesen om, ”at Afrika er sakket bagud på grund af kolonitiden”. Glem alt om fortiden, og skab bæredygtig vækst ved at fokusere på regeringsførelsen. Og det indebærer, at afrikanerne udøver selvkritik, mener Mo Ibrahim.

”Vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor vi er fattige. Afrika har de største uopdyrkede arealer af potentiel landbrugsjord i verden, og antallet af mennesker, der skal brødfødes, vokser. Landbruget skal gøres mere sexet, for vi har et produkt, alle får brug for i fremtiden. Vi skal i gang med at producere langt flere afgrøder, end vi gør i dag.”

Sideløbende skal der sættes fut i de afrikanske landes indbyrdes handel, der i dag udgør 14 procent af kontinentets samlede omsætning.

”Det er alt for lidt! Men for at få gang i handlen skal vi have anlagt flere veje. Og så ender vi igen ved god regeringsførelse, for det handler ikke om enten korruption, demokrati, menneskerettigheder eller infrastruktur, det handler om det hele. Der findes ikke noget kompromis i den sammehæng,” siger han.

Samtidig spiller de virksomheder, der i stigende grad investerer i Afrika syd for Sahara eller forhandler produkter fra afrikanske virksomheder, en central rolle i bæredygtig udvikling, fordi de skaber arbejdspladser og økonomisk vækst. Men på én afgørende betingelse:

”Det må ikke udelukkende handle om profit, og det er ikke kun et moralsk standpunkt. For hvis du vil tjene store penge på afrikanske markeder, nytter det ikke noget, at du støder afrikanerne fra dig. Det er dem, der er fremtidens kunder,” mener han.

Det gælder langtfra i dag, hvor blandt andet udenlandske mineselskaber står bag alvorlige brud på menneskerettighederne i form af vold, underbetaling og i yderste konsekvens drab.

Til at begynde med følte Connie Nielsen medlidenhed med kenyanerne i Kibera, når hun færdedes i slumbyens smalle, ildelugtende og affaldsstoppede stræder.

Men i dag mener hun, at føleri er det værst tænkelige udgangspunkt for bæredygtig udvikling i Afrika.

”Meget af det hjælpearbejde, jeg ser, er så kortsigtet, at jeg mister pusten blot ved tanken. Projektet har måske tilført teknologien, men ikke tilstrækkelig viden eller kapital til at betjene teknologien på langt sigt. Komplekse problemer kræver komplekse løsninger, og hvis man vil medvirke til at skabe bæredygtig udvikling i Afrika, skal man øjeblikkeligt træde et skridt tilbage, når man mærker medlidenhed, og i stedet finde ud af, hvad der er brug for,” siger hun.

Men hvorfor er det danske Connie Nielsen og ikke en rig kenyansk forretningsmand, der grundlægger et projekt som Human Needs Project?

Mo Ibrahim, der bifaldende har nikket til Connie Nielsens ord, bryder ind og besvarer spørgsmålet for skuespilleren:

”Afrikanerne skal også i gang med at rydde op på deres egen banehalvdel,” mener han.

Den sudanske milliardær og sociale entreprenør Mo Ibrahim mener, at god regeringsførelse er et af de vigtigste paramentre for en bæredygtig udvikling i Afrika. Foto: Emil Jakobsen