Opdateret kæmpeaccelerator skal op på uset energiniveau

Med tæt på lysets hastighed skal protonkollisioner igen måles på grænsen mellem Schweiz og Frankrig.

Large Hadron Collider (LHC) er bygget som en 27 kilometer cirkulær tunnel, der befinder sig mellem 40 og 170 meter i jorden under den fransk-schweiziske grænse ved Genève.
Large Hadron Collider (LHC) er bygget som en 27 kilometer cirkulær tunnel, der befinder sig mellem 40 og 170 meter i jorden under den fransk-schweiziske grænse ved Genève. Foto: Valentin Flauraud/Ritzau Scanpix.

Europas forskningscenter for kerne- og partikelfysik, Cern i Genève, vil senere tirsdag igen for alvor genstarte sin enorme underjordiske partikelaccelerator og indsamle data.

Det sker efter tre års pause.

Det er tredje gang, at den genstartes efter en pause, hvor der er blevet foretaget opgraderinger af den store maskine.

Acceleratoren skal, ti år efter at den bidrog til opdagelser om Higgs-partiklen, igen forårsage protonkollisioner, men denne gang ved de hidtil højeste energiniveauer.

Planen er, at den skal være i funktion døgnet rundt de næste fire år og skabe kollisioner med en rekordhøj energi på 13,6 billioner elektronvolt. Det oplyste Cern på et pressemøde sidste uge.

Acceleratoren - som hedder Large Hadron Collider (LHC) - er bygget som en 27 kilometer cirkulær tunnel, der befinder sig mellem 40 og 170 meter i jorden under den fransk-schweiziske grænse ved Genève.

Den 10. september 2008 blev to protonstråler for første gang succesfuldt sendt hele vejen rundt i hovedringen.

Når den sender strålerne rundt, er det tæt på lysets hastighed.

Målet er, at den skal bidrage til nye opdagelser om, hvordan universet hænger sammen.

Den nye og højere energi skal bidrage til, at man i yderligere grad kan forstå Higgs-partiklen.

Kollisioner i acceleratoren skal registreres og analyseres som led i en lang række eksperimenter.

Håbet er, at man blandt andet kan undersøge mere om mørkt stof, mørk energi og en lang række andre fundamentale mysterier.

Cern livestreamer genstarten fra klokken 16.00 tirsdag.

Partikelacceleratoren begyndte allerede igen april. Men det er først nu, at en ny periode med dataindsamling begynder.

/ritzau/AFP