Opfordring til Brexit-modstandere: Hold jer for næsen og stem taktisk

Britiske EU-tilhængere prøver at få vælgerne til at stemme taktisk for at forhindre et konservativt flertal i morgen. Omvendt bruger Boris Johnson valgkampens slutspurt til at advare mod en anti-Brexit-koalition med Corbyn i spidsen

”En stemme for et af de partier er en stemme for yderligere ubeslutsomhed og yderligere to folkeafstemninger; en om Brexit og en om skotsk uafhængighed. Vi vil være fanget i limbo, i helvedes første ring, langt ud i den nærmeste fremtid,” har premierminister Boris Johnso udtalt til avisen The Times.
”En stemme for et af de partier er en stemme for yderligere ubeslutsomhed og yderligere to folkeafstemninger; en om Brexit og en om skotsk uafhængighed. Vi vil være fanget i limbo, i helvedes første ring, langt ud i den nærmeste fremtid,” har premierminister Boris Johnso udtalt til avisen The Times. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix.

Stem taktisk og stop Brexit. Sådan lyder budskabet i slutspurten op til det britiske parlamentsvalg i morgen fra en række kampagneorganisationer, som står uden for de traditionelle partier.

De håber, at tilstrækkeligt med EU-positive vælgere er villige til at droppe deres traditionelle tilhørsforhold og stemme på den Brexit-modstander fra remain -lejren, som er tættest på at slå en konservativ kandidat i en af de mange tætte valgkredse.

En af grupperne er Best for Britain (Det bedste for Storbritannien), som har udpeget 36 valgkredse, hvor oppositionen vil vinde, hvis vælgerne stemmer taktisk.

”Hvis nok remainers holder sig for næsen, når de stemmer, så er vi tæt på at nå det,” vurderer direktør Naomi Smith på et pressemøde i London, hvor hun kritiserer, at Brexit-modstanderne har været alt for splittede, og særligt at lederne af Labour og De Liberale Demokrater ikke har kunnet finde ud af at snakke sammen.

Over weekenden og her i valgkampens sidste dage har titusinder af tværpolitiske aktivister været rundt i de tætte valgkredse for at opfordre folk til at stemme taktisk og dermed udnytte svagheden i det britiske valgsystem med valg i enkeltmandskredse, hvor det kun er den, der får flest stemmer, som får en plads i parlamentet. Beregninger viser, at det kun er 40.700 vælgere – under en promille af vælgerne – der skal skifte mening for at flytte de pågældende 36 kredse fra en konservativ sejr til en kandidat, som er modstander af Brexit.

At truslen er reel, bliver understreget af reaktionen fra premierminister Boris Johnson. Han tegner et skræmmebillede, hvor en koalition af remain -partier vil indsætte Labours leder, Jeremy Corbyn, som premierminister.

”En stemme for et af de partier er en stemme for yderligere ubeslutsomhed og yderligere to folkeafstemninger; en om Brexit og en om skotsk uafhængighed. Vi vil være fanget i limbo, i helvedes første ring, langt ud i den nærmeste fremtid,” siger Boris Johnson til avisen The Times med henvisning til Dantes ”Den guddommelige komedie”.

Ganske vist viser alle meningsmålinger, at De Konservative har kurs mod et absolut flertal i det britiske underhus ved valget i morgen, og regeringspartiet vil dermed kunne gennemføre den skilsmisseaftale, som regeringen har indgået med de resterende 27 EU-lande, og som vil indebære, at Storbritannien forlader EU den 31. januar.

Men Brexit-modstanderne har foretaget såkaldte mikro-meningsmålinger i hver eneste af de 650 valgkredse. De tal viser, at blot 82 vælgere i Dewsbury skal flytte fra De Liberale Demokrater for at sikre, at det nuværende parlamentsmedlem fra Labour kan holde stand mod den forventede konservative fremgang. I kreds nummer 36 på listen, Bolton West, er det nødvendigt med 2554 nye vælgere, hvis Labour skal vriste kredsen fra De Konservative.

Men selv sikre kredse er i spil, og mange øjne er rettet mod udenrigsminister Dominic Raab, som ellers blev valgt med 58 procent af stemmerne ved det seneste valg i 2017. Men i hans valgkreds Esher og Walton sydvest for London satser De Liberale Demokrater stort på at skabe et overraskende valgresultat, hvilket målinger viser er muligt.

Stuart Hands er direktør for People’s Vote, en kampagne, som kæmper for en ny folkeafstemning. For ham er det afgørende budskab, at strategisk stemmeafgivning ikke handler om at indsætte Jeremy Corbyn som premierminister ad bagvejen.

”For os er det vigtigt, at vi får et parlament, hvor intet parti har absolut flertal, for dermed får vi sat en ny folkeafstemning om EU tilbage på dagsordenen,” siger han.

Brexit-modstanderen hænger blandt andet sit håb op på, at 3,2 millioner nye vælgere har registreret sig, siden valget blev udskrevet i slutningen af oktober. Over en million af disse er under 25 år, og det er i den gruppe, at Labour og De Liberale Demokrater står stærkere end De Konservative, blandt andet fordi de unge ifølge meningsmålinger er langt mere åbne for at blive i EU.