Chicago er byen, hvor den legendariske, sorte borgerrettighedsleder Martin Luther King Jr. under voldsomme raceoptøjer blev ramt i hovedet af en mursten.
Og Chicago er byen, hvor den nu lige så legendariske Barack Obama steg op til at blive Amerikas første sorte præsident.
Der er 42 år og en verden til forskel på den augustdag i Chicago i 1966, hvor Martin Luther King Jr. førte an i en march for sortes lige boligrettigheder og blev slået omkuld af murstenen, slynget mod ham af en gruppe vrede, hvide borgere, til den milde novemberaften i 2008, hvor Barack Obama spadserede ind på en ophøjet scene i byens Grant Park og blev hyldet som nationens næste leder af en euforisk regnbuekoalition af sorte, hvide og brune amerikanere.
Det er næsten umuligt at beskrive, hvor stor en dag den 4. november 2008 for altid vil være for Amerika. På denne dato viste nationen over for omverdenen, at den har en bemærkelsesværdig evne til at rette op på fortidens synder. Den viste det ved at tage det kvantespring, som valget af en sort mand ved navn Barack Hussein Obama til præsidentembedet udgør.
På Hutchison Field i Grant Park, hvor Obama-kampagnen holdt valgaften for cirka 125.000 mennesker nattentil i går dansk tid, var ord da også erstattet af glædesbrøl, smil, tårer og en kollektiv kuldegysning, da tv-stationen CNN præcis klokken 22 lokal tid efter en dramatisk 10 sekunder lang nedtælling bekendtgjorde, at Barack Obama nu var valgt til USAs næste præsident. Arme fløj i vejret, og luften mellem de 125.000 kroppe emmede af den særlige, fortættede energi, som opstår blandt mennesker, der mærker, at de er ved at opleve et historisk øjeblik.
Det er uvirkeligt, at vi har valgt vores første ikke-hvide præsident. Det vil give amerikanerne masser af håb for fremtiden, og jeg er sikker på, at det vil bygge bro mellem racer og befolkningsgrupper på måder, som vi endnu ikke forstår, sagde den 40-årige asiatisk-amerikanske Susan Lee.
Hun havde taget sin mand, som er en hvid amerikaner, med til Grant Park, hvor de sluttede sig til en multietnisk gruppe venner, hvoraf enkelte havde stemt på den republikanske kandidat, John McCain, men alligevel godmodigt tog del i Obama-festen. Foran dem kyssede en ung, sort kvinde i stramme jeans en ung, hvid mand med briller og rødbrunt fuldskæg, og bag dem stod en familie med latinamerikansk baggrund iklædt éns T-shirts med ordet håb trykt over et billede af Barack Obamas kontrafej.
Og den mangfoldighed, som var til skue denne efterårsaften i Grant Park, er central for forståelsen af det, som foregår i Amerika netop nu. Der er, som en kommentator i New York Times beskrev det forleden, mere end alder, hudfarve og personlig stil, der adskiller den 47-årige Barack Obama fra hans nu forhenværende rival, den 72-årige John McCain.
Valget af Barack Obama er udtryk for en dybere forandring end blot et generationsmæssigt skifte i Det Hvide Hus, der igennem de seneste 16 år har været beboet af repræsentanter for babyboomer-generationen. Obama repræsenterer det globaliserede, multikulturelle og kosmopolitiske USA, der tog form i kølvandet på 1960ernes store samfundsændringer, og når han sværges ind som præsident den 20. januar, bliver det multikulturelle, post-racemæssige samfund, som indtil i dag mestendels har været et abstrakt koncept, til Amerikas nye ansigt.
For Barack Obama bliver en præsident med en baggrund ganske ulig sine forgængere i embedet. Han er søn af en kenyansk, muslimskfødt gedehyrde; han er opvokset på Hawaii og i Indonesien; han er uddannet fra det prestigefyldte Harvard University, hvor han blev den første sorte redaktør af fagtidsskriftet Harvard Law Review; og han har som voksen slået rødder i en sort højborg i Chicago i Amerikas midte. Og som en mand, der så sent som i 2000 ikke engang kunne skaffe sig en billet til Demokraternes partikonvent, og som for blot to år siden var bedre kendt som ham den ranglede senator med det mærkelige navn og stritørerne end som en oplagt kandidat til præsident-embedet, er han et billede på opfyldelsen af en usandsynlig amerikansk drøm.
Valgaftenen på plænen i Grant Park, der tog sig pittoresk ud i skæret af lysene fra storbyens højhuse og de klaprende helikoptere højt under nattehimlen, syntes at være velsignet af den magi, som omgærder Barack Obama. Vejret var klart, og luften usædvanlig mild i en by ellers kendt for sit skånselsløse vinterklima. Gang på gang fandt glade venner og bekendte mirakuløst hinanden i menneskemængden, og selvom de gratis billetter til begivenheden forlængst var revet væk, så lukkede arrangørerne alligevel tusindvis af taknemmelige billetløse borgere ind.
Og aftenen gik præcis, som den skulle. Da de 125.000 deltagere kunne lade nervøsiteten give plads til forløsning, forvandlede Grant Park sig til en fest af mennesker, der dansede til Stevie Wonder-nummeret Signed, Sealed, Delivered. Kamprådet lød blot O-ba-ma, og da John McCain dukkede op på storskærmen for at give sin nederlagstale fra sin på det tidspunktet temmelig slukørede fest på Biltmore-hotellet i hjembyen Phoenix i Arizona, blev han mødt af klapsalver og ikke af buh-råb.
Da Barack Obama selv dukkede op i Grant Park for at holde sin sejrstale og takke sine tilhængere, der havde ventet i flere timer eller flere årtier på netop det øjeblik, lagde han da også vægt på national enhed.
Jeg hører jeres stemmer, jeg har brug for jeres hjælp, og jeg vil være jeres præsident også, sagde han henvendt til de godt 55 millioner vælgere, der stemte på hans republikanske modstander.
Og Barack Obama er netop den brobygger, amerikanerne har brug for, mener eksempelvis den 32-årige Jennifer, der arbejder som ungdomskoordinatior for en evangelikal organisation i Chicago. Hun har tidligere stemt republikansk, men var ikke i tvivl om, at Obama skulle have hendes stemme.
Vi er så splittede i Amerika, men han kan samle os. Bare se på alle de forskellige slags mennesker, som er her i aften, sagde hun og pegede ud i mylderet.
For hende var demokratens stærke gudstro en afgørende faktor.
Jeg er en stærkt troende evangelikal kristen, men jeg nægter at gå med på forestillingen om, at vi automatisk skal stemme republikansk på grund af nogle bestemte sociale værdier som abort. Barack Obama er en lige så overbevist kristen som George W. Bush. Han er ægte og inkluderende, og han har været god til at forklare, hvordan hans tro påvirker hans politik. Det er den vigtigste grund til, at jeg stemte på ham, forklarede hun.
Barack Hussein Obama krydsede natten til i går mange skel, hvoraf det største var farveskellet. Amerika kan ikke viske sin blodige tavle ren. Men den dag for 42 år siden, hvor Martin Luther King Jr. fik en mursten i hovedet i samme by, der nu fører an i festen for nationens første sorte præsident, falmede i samme øjeblik, koret af stemmer ændrede sig fra kampråbet ja, vi kan til sejrsbrølet ja, vi gjorde.