Opgøret om Charlie Hebdo: Ytringsfriheden tabte

Retssag om terrorangrebet mod det franske satiremagasin og et jødisk supermarked i januar 2015 er indledt. Men kampen for ytringsfriheden er allerede tabt, mener iagttagere og bladet selv

”Tout ça pour ça”, Var det alt, vi fik ud af det, lyder teksten på forsiden af det særnummer, som Charlie Hebdo offentliggjorde i går med genoptryk af Kurt Westergaards tegning af muslimernes profet med bomben i turbanen samt Charlie Hebdos egne Muhammed-tegninger.
”Tout ça pour ça”, Var det alt, vi fik ud af det, lyder teksten på forsiden af det særnummer, som Charlie Hebdo offentliggjorde i går med genoptryk af Kurt Westergaards tegning af muslimernes profet med bomben i turbanen samt Charlie Hebdos egne Muhammed-tegninger. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix.

11 terrorsigtede har taget plads på anklagebænken. Tre andre sigtede er forsvundet og måske døde i Syrien. Og de tre hoved-gerningsmænd blev alle dræbt af politiet under det første af en lang række af blodige terrorangreb, som rystede Frankrig og Europa for mere end fem år siden.

Tilbage er de overlevende. De, der overlevede et minut og 49 sekunders kugleregn i Charlie Hebdos redaktionslokale i Paris klokken 11.33 om formiddagen den 7. januar 2015.

Og de, der mistede deres pårørende under det tre dage lange, kollektive mareridt, da fransk politi gennem to dage jagtede brødrene Cherif og Saïd Kouachi til et trykkeri i Østfrankrig, mens en tredje terrorist, Amedy Coulibaly, dræbte en kvindelig betjent og derefter fire kunder i det jødiske supermarked Hyper Cacher i Paris.

”Jeg har ventet på denne retssag, og nu er jeg bange for den,” siger Maryse Wolinski til den franske radiostation Franceinfo.

Hendes mand, Georges Wolinski, var karikaturtegner og et af de 12 ofre for brødrene Kouachi.

”Der vil blive rippet op i det hele igen. Jeg føler hverken had eller foragt for de to terrorister. De er små, ubetydelige personager. Men vreden er der. Og den kan kun blive dulmet af viden. Jeg vil vide, hvorfor det skete,” siger Maryse Wolinski.

Hvert minut af de dødbringende angreb, som al-Qaeda og Islamisk Stat tog skylden for, vil blive dissekeret ved den første af flere retssager efter den franske terrorbølge. De 144 vidner og 14 eksperters udsagn vil blive filmet som tegn på retssagens historiske og samfundsmæssige betydning.

Den traumatiske begivenhed deler stadig landet. Fem år senere er svælget blevet om muligt endnu større mellem de, der i solidaritet hævdede at være Charlie og gik til kamp for ytringsfriheden med hævet, symbolsk blyant. Og de, der nægtede at holde et minuts stilhed til minde om ofrene på satirebladet.

Da Charlie Hebdo på retssagens førstedag genoptrykte de Muhammed-tegninger, som gjorde det satiriske blad til skydeskive for islamistisk terror, var det ikke for at markere en sejr for ytringsfriheden og retten til satirisk kritik af religion og islam. Næsten tværtimod.

”Tout ça pour ça”, Var det alt, vi fik ud af det, lyder teksten på forsiden af det særnummer, som Charlie Hebdo offentliggjorde i går med genoptryk af Kurt Westergaards tegning af muslimernes profet med bomben i turbanen samt Charlie Hebdos egne Muhammed-tegninger.

”Vi lægger os aldrig fladt ned. Vi giver aldrig op. Det had, der ramte os, eksisterer stadig, og siden 2015 har det haft tid til at mutere og ændre udseende,” skriver Charlie Hebdos direktør, tegneren Riss med det borgerlige navn Laurent Sourisseau, i særnummeret.

Præsident Emmanuel Macron har reageret på retssagen ved at forsvare ”retten til blasfemi”.

”Denne frihed er knyttet til åndsfriheden. Og min opgave er at beskytte disse frihedsrettigheder,” sagde den franske præsident ved et pressemøde i Beirut i tirsdags.

Fem år efter terrorangrebet mener lige godt halvdelen af franskmændene, at det var rigtigt af Charlie Hebdo at bringe de satiriske tegninger af profeten. Det er 10 procentpoint færre end i januar 2016. Og blandt unge muslimer mellem 15 og 23 år mener 72 procent, at offentliggørelsen af tegningerne var en provokation. I samme aldersgruppe var det kun én procent, som i 2016 nægtede at fordømme brødrene Kouachi. I dag er det 22 procent ifølge en meningsmåling foretaget af instituttet Ifop.

Guillaume Doizy er ekspert i karikaturtegningernes historie, og han mener, at kampen for ytringsfriheden i vid udstrækning er tabt.

”Man kan næsten tale om en kapitulation. Karikaturtegninger betragtes ikke længere som udtryk for frihed, men som et middel til undertrykkelse, og ytringsfriheden ses ikke længere som en vigtig kamp. Mange karikaturtegnere oplever, at det er blevet vanskeligere at bringe satiriske tegninger. Det gælder ikke kun islam, men også satirisk fremstilling af andre minoriteter, der føler sig ramt på deres identitet – det være sig køn, hudfarve eller seksuel orientering,” siger Guillaume Doizy.

François Zimeray, som i 10 år var fransk ambassadør for menneskerettigheder, går så vidt som til at sige, at ”brødrene Kouachi på en vis måde har vundet”.

”New York Times har besluttet ikke længere at bringe karikaturtegninger. Og det er ikke sikkert, at andre medier i dag ville have mod til at støtte Charlie Hebdo, sådan som bladet støttede Jyllands-Posten ved at bringe tegningerne under krisen i 2005-2006,” beklager François Zimeray.