AF KATHRINE LÆSØE ENGBERG
Dødsturister. Sådan kaldes de mennesker, der vælger at rejse til udlandet for at modtage aktiv dødshjælp, når det er ulovligt i deres hjemland.
John Close var en af dem. Han var 54 år og led af en uhelbredelig sygdom, som gjorde, at han kun kunne bevæge få fingre. Derfor besluttede han at tage sin sidste rejse fra Storbritannien, hvor aktiv dødshjælp er ulovlig, til Zürich i Schweiz, hvor det er tilladt at hjælpe en person til at begå selvmord. Her døde han på en klinik i maj 2003. Så sent som i december blussede debatten op igen, da det engelske retssystem vedtog, at manden til en uhelbredeligt syg kvinde ikke skulle forhindres i at bringe hende til Schweiz, hvor hun fik en dødelig dosis medicin.
Dødsturisme er i det hele taget et stigende fænomen i Storbritannien, og derfor efterlyser medlemmer af det britiske overhus nu, at aktiv dødshjælp bliver debatteret i parlamentet.
Også i andre lande melder spørgsmålet sig. Senest i Holland, hvor aktiv dødshjælp til personer over 12 år allerede er tilladt, hvis de selv beder om at dø. Diskussionen i Holland går nu på, om medlidenhedsdrab på spædbørn skal legaliseres, og regeringen har erklæret sig villig til at diskutere emnet i parlamentet.
Tom Alsner er pensioneret overlæge og næstformand for Foreningen "En værdig død", som går ind for aktiv dødshjælp. Han mener, at det er en naturlig udvikling, at debatten raser rundt om i Europa.
– I kraft af deres større viden stiller europæerne sig ikke bare tilfreds med autoriteternes påbud. Vi stiller flere krav og har flere forventninger til systemet, siger han og fortsætter
– Der er i det hele taget ved at ske en aftabuisering af begrebet død. Derfor bliver der også mere åbenhed om aktiv dødshjælp. Flere ønsker viden om emnet, hvilket er meget positivt, siger han.
I Frankrig blev spørgsmålet for alvor aktuelt, da Marie Humbert af medlidenhed dræbte sin stærkt handicappede søn Vincent med en overdosis sovemedicin. Vincent havde været i en ulykke, og da han vågnede op af koma stærkt lammet, næsten blind og døv, bad han Frankrigs præsident, Jacques Chirac, om at gøre en ende på hans "lorteliv", hvilket blev afslået. I stedet hjalp moderen.
Det skabte debat, og medførte at Frankrig i december vedtog, hvad sundhedsministeren betegnede som en "fransk middelvej". I loven står, at "behandlingen kan indstilles, når den forekommer ude af proportioner, unødig eller ikke har andet formål end kunstigt at opretholde livet". Loven var således hverken status quo eller en legalisering af aktiv dødshjælp.
I nabolandet Spanien skabte filmen "Mar Adentro", "Ude på åbent hav" eller "Hav indeni", som handler om aktiv dødshjælp, voldsom debat i september.
Opinionsundersøgelser viste, at 70 procent af befolkningen støttede ideen om at udføre aktiv dødshjælp, og regeringen har i sit valgprogram lovet, at den vil indlede en parlamentsdebat om emnet.
I USA er det kun i staten Oregon, at aktiv dødshjælp er tilladt. Det er imidlertid debatten om passiv dødshjælp, der i øjeblikket er aktuel blandt amerikanerne. Passiv dødshjælp vil sige, at lægerne afstår fra yderligere behandling vel vidende, at det vil føre til døden.
Spørgsmålet er blevet et hedt emne i forbindelse med sagen om Terri Schiavo, der forleden døde, da lægerne efter rettens afgørelse havde fjernet tilførslen af mad og drikke. Modstanderne af passiv dødshjælp forsøgte til det sidste at redde Schiavos liv. Blandt andet t forsøgte de at få den amerikanske højesteret til at tage sagen op, men uden held.
Siden1992 har passiv dødshjælp været tilladt i Danmark, mens aktiv dødshjælp er ulovlig. Men selv om det er strafbart, yder danske læger alligevel aktiv dødshjælp. Det viste en spørgeskemaundersøgelse blandt 2500 praktiserende læger foretaget af PLS Rambøll i januar. Ni procent af de 500 læger, der indvilligede i at svare, havde ydet aktiv dødshjælp. Ifølge undersøgelsen er 17 procent af lægerne tilhængere af, at det bliver lovligt at udøve aktiv dødshjælp. Ligeledes viser den seneste meningsmåling, at 68 procent af danskerne er tilhængere af aktiv dødshjælp. Og hvis man spørger Tom Alsner byder fremtiden på en dansk debat med efterfølgende legalisering.
– Det er ikke et spørgsmål om "hvis", men "hvornår", det sker, siger han.
engberg@ kristeligt-dagblad.dk