Havet ved kystbyen Ao Nang i det sydlige Thailand er sædvanligvis stille. Derfor undrer Asger Højfeldt sig, da han den 26. december 2004 fra stranden ser en stor bølge drive ind mod den lille ø Koh Poda, som han samme morgen er sejlet ud til sammen med sin familie.
”De, der ligger forrest på stranden, bliver nok lidt våde om lidt,” siger 22-årige Asger Højfeldt til sin lillebror Morten.
Han når at tage sit kamera frem og tage et billede af bølgen, før han forstår, at selvom han, hans mor, kæreste og lillebror ligger højere oppe på stranden, vil de også blive ramt af vandet. De pakker deres ting sammen og begynder at løbe, da vandet når dem. Asger Højfeldts kæreste løber på højre side af ham, men da bølgen er forsvundet igen, befinder hun sig på hans venstre side.
Den lille ø består af en stor klippe og en palmeskov i midten, ellers er det bare strand. Der er ikke mange steder, man kan løbe i sikkerhed. De 50-80 mennesker på øen samles ved en lille restaurant, der ligger på midten af øen, og som vandet ikke har nået. Asger Højfeldts familie er alle uskadt. Men de 10-15 både, der lå i vandet før, er væk.
Sammen med sin lillebror begynder Asger Højfeldt at hjælpe folk med at finde hinanden. Han opdager, at han bliver praktisk i en krisesituation. Samtidig aner ingen, hvad der er sket - var det bare én bølge? Kommer der flere? Og hvorfor kom den?
Den næste bølge rækker endnu længere op og rammer soklen på restauranten midt på øen. Asger Højfeldt ser en båd, der kastes ind mod land, og den splintrer mod en palme lige bag ham. Lyden af båden, der giver efter for vandets kraft og går itu så let som ingenting, lige før den kunne have ramt ham, glemmer han aldrig.
Tidsfornemmelsen forsvinder, og der kommer flere bølger af varierende styrke. Folk trækker sammen i hytter på høje steder, Asger Højfeldt og hans familie sætter sig i spænd på et væltet træ i ly af øens høje klippe. Ingen af dem har en mobiltelefon på sig. Asger Højfeldts far og morfar tog ikke med på turen ud til øen den morgen, de er stadig inde på fastlandet i Ao Nang, og ingen ved, om der er sket dem noget.
Efter et par timer kommer en helikopter for at evakuere de hårdest sårede. I helikopteren er en svensk guide fra en nærliggende ø.
”Det er slemt. Rigtig, rigtig slemt,” siger han og fortæller, at der på en ø ved siden af var 100 mennesker, hvoraf kun 10-15 slap levende væk.
Asger Højfeldt låner en svensk dames mobiltelefon. Han kommer igennem til sin far, som befinder sig inde på fastlandet sammen med morfaderen. De har det begge godt. Men i fire timer har faderen ikke vidst, hvad der er sket med familien. Lig er skyllet i land på stranden, og han har været henne ved hvert enkelt for at se, om det var nogen, han kendte.
Da mørket falder på, bliver de hentet af det thailandske militær, som fragter folk tilbage til Ao Nang. Turen, som ellers tager et kvarter, tager nu tre gange så lang tid, fordi de skal se, om der ligger nogen i vandet, som har brug for hjælp. På fastlandet er nogle hoteller skyllet helt væk, og hjemløse turister bliver indkvarteret, hvor de kan. Nogle sover på liggestole ved poolen.
Dagene efter er kaotiske. Udenrigsministeriet skal kontaktes, forkomne turister skal hjælpes, sedler skyder op overalt med savnede personer og familier, der er blevet revet fra hinanden. En falsk alarm om en ny bølge sender en aften panik gennem folk, der løber for livet i de medtagne gader.
Chokket kommer først rigtigt i Amsterdams lufthavn, da Asger Højfeldt og hans kæreste på rejsen hjem nogle dage efter tsunamien har seks timers ventetid før flyet til Danmark. Asger Højfeldt bliver ved med at tjekke himlen for, om et fly styrter ned, eller om der kommer en bølge ind fra horisonten. Derhjemme aner Udenrigsministeriet ikke, at der lander danskere fra Thailand i Billund, og krisehjælpen synes uorganiseret.
Verden går på forunderlig vis videre, men der går nogle uger med terapi, før Asger Højfeldt begynder at føle sig normal igen. Når venner intetanende beklager sig over at have fået en ”tsunami af opgaver” for i skolen, bliver han irriteret over den hensynsløse brug af dét ord, der nu har fået en betydning.
Året efter tsunamien rejser han med sin familie tilbage til Thailand og Ao Nang. Selvom det er forfærdeligt at lægge sig på stranden, er det godt at se, at landet er ved at hele igen, og det hjælper også familien med at komme videre.
I år er det 10 år siden, bølgerne skyllede ind over Thailand, Indonesien og de andre lande ved Det Indiske Ocean. Omkring 230.000 mennesker mistede livet. Asger Højfeldt og hans familie var heldige. Det hænder dog stadig af og til, at han har mareridt om fly, der styrter ned i den lufthavn, han er i.
”Oplevelsen har været med til at gøre mig til den, jeg er. Jeg har lært noget om mig selv i krisesituationer, og selvom jeg ikke tænker så ofte på det mere, det er jo 10 år siden, sidder det stadig i mig et eller andet sted,” siger han.