Indianerne i Sydamerikas regnskove og østafrikanske masaier ses i stigende grad som en del af løsningen frem for en del af problemet, når det gælder om at skabe en bæredygtig fremtid.
Tidligere er verdens 370 millioner oprindelige folk ellers ofte blevet set som stopklodser for udviklingen, fordi de kan gøre det vanskeligere at få fat i eftertragtet landbrugsjord og naturressourcer som eksempelvis tømmer og mineraler. Men der er ved at vokse en ny anerkendelse frem blandt forskere og beslutningstagere af, at oprindelige folk sidder inde med værdifuld viden om naturen.
En viden, der for eksempel kan ses ved, at skove under oprindelige folks kontrol er mindre udsatte for afskovning, lyder det fra Julie Koch, der er direktør for den internationale menneskerettighedsorganisation for indfødte folks rettigheder, IWGIA, der har sit sekretariat i Danmark.
”Brug af deres unikke viden om naturen er af afgørende betydning for, at vi kan mindske eller helt forhindre klimaforandringernes ødelæggende konsekvenser,” skriver hun i en pressemeddelelse.
Et af de mange steder, hvor oprindelige folks viden er blevet aktivt inddraget i naturbevarelse og -genopretning i de senere år, er i New Zealand. Her hærgede den vindbårne plantesygdom mynterust i 2017 østatens kyster med fare for udryddelse af op til 50 træ- og plante- arter, hvoraf de fleste kun gror i New Zealand. I forsøget på at sikre træ- og plante- arternes overlevelse trak forskere og naturbevaringsorganisationer på de indfødte maoriers store viden om træerne og planterne.
Mange maoriske lokalsamfund beskæftiger sig allerede med naturgenoprettelse, fremhæver seniorforsker i plantesygdomme ved det maoriske biobevarelsesnetværk Te Tira Whakamtaki, Nick Waipara, der selv er maori.
”Derfor indsamler vi i forvejen frø fra de bedste, klogeste og sundeste træer,” siger han til den globale medieplatform Landscape News (Landskabsnyt).
Det vestafrikanske land Burkina Faso er et andet eksempel på, hvordan gammel lokal viden får nyt liv. Her har ørkenspredning gjort det stadig sværere at drive landbrug i den nordlige del af landet, men efter at nogle af burkinerne begyndte at genoptage århundreder gamle lokale landbrugsteknikker, øgede de høstudbyttet betragteligt.
”Lige fra den første høst kunne jeg brødføde min familie lettere og lettere,” fortalte en af pionererne for metoden, Yacouba Sawadogo, på det globale landskabsforum i Bonn i Tyskland sidste år ifølge Landscape News.
Sidste år pegede forskerne Cuthbert Makondo og David Thomas fra Oxford Universitet på, at en kombination af oprindelige folks meget lokalbaserede viden og vestlig videnskab kan være en af de bedste veje frem, når det gælder klimatilpasninger i hårdt ramte områder.
Det kunne resultere i ”mere effektive, bæredygtige tilpasningsstrategier til klimaforandringerne blandt udvalgte oprindelige lokalsamfund,” konkluderede forskerne i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science & Policy.
Selvom anerkendelsen af oprindelige folk vokser, er de hårdt trængt, understreger Julie Koch i sin kommentar til årsdagen:
”Det nuværende pres på oprindelige folks jord- og naturressourcer er hidtil uset i IWGIA’s over 50 år lange historie.”