En syrisk strid er også brudt ud blandt landets intellektuelle. Endda om en fredspris. Den syriske digter Adonis er netop udpeget som modtager af den tyske Erich Maria Remarque-fredspris. 85-årige Adonis anses for den betydeligste nulevende lyriker i det arabiske sprogområde og nævnes hvert år som kandidat til Nobelprisen.
Priskomitéen siger, han skal have prisen, fordi han er kritisk over for religionernes rolle, er en forkæmper for demokrati og formidler mellem arabisk og vestlig kultur. Adonis er et pseudonym for Ali Ahmad Said Esber.
Han blev i 1955 fængslet for systemkritiske aktiviteter i sit hjemland og drog samme år til Beirut, hvor han levede, indtil han i 1980 emigrerede til Frankrig.
Den syriske filosof Sadik al-Azm regnes på sin side for den ukronede konge blandt den arabiske verdens systemkritikere. Al-Azm og Adonis var kolleger på det amerikanske universitet i Beirut og nære venner, men det er slut med det venskab.
I den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver al-Azm om sin bestyrtelse over, at denne fredspris tildeles Adonis. Det er et slag i ansigtet ”på Syrien og det bedste, som landets kultur har frembragt, på oprørsbevægelsen og de fredelige aktivisters tapperhed og ofre, på masserne af hårdt prøvede fordrevne og flygtninge.”
Vreden skyldes især, at Adonis har omtalt Syriens leder, Bashar al-Assad, som landets ”valgte præsident”. Det skete under det arabiske forår, da oprøret mod Assad begyndte at tage form - og endnu ikke var komplet overtaget af Islamisk Stat. Harmen mod Adonis var stor, skriver al-Azm, for der har ikke været holdt valg i Syrien siden 1963.
Al-Azm, der i 2012 fik asyl i Tyskland, er tillige rasende over, at Adonis for nylig i et interview med en libanesisk avis sagde, at en tredjedel af den syriske befolkning er ”udvandret”. De skal kaldes flygtninge, skriver al-Azm.
Adonis har kritiseret oprørsbevægelsen i Syrien for at være lovlig religiøs; et ubegribeligt hykleri, hævder al-Azm, for Adonis støttede i sin tid Khomeneis islamiske revolution i Iran.
”Den forbavsende dobbeltmoral hos denne så prominente syriske digter kan jeg kun forklare ved, at han pludselig må have besindet sig på sin nærhed til shiitisk islam og sin alawitisk-landlige fødsel og ikke længere vil have noget at gøre med den revolutionære og sekulære Adonis, som jeg lærte at kende under vores fælles arbejde i Beiruts gyldne epoke.”
Al-Azm er født i hovedstaden Damaskus. Og præsident Assad er alawit.
Adonis interesserer sig nu ikke længere for sekularisme, frihed, kreativitet, revolution, kritik, lighed og emancipation, beklager al-Azm, men i stedet for shiitisk-teologiske begreber som profeti, religiøst herredømme, åbenbaring, vision, inderlighed, transcendens, ekstase og mystik. Og han tav karakteristisk nok, dengang Irans shiitiske ayatollah Khomenei udstedte sin fatwa over Salman Rushdie - en dødsdom, der ellers var en ”eklatant lemlæstelse af alle de humanistiske principper, Adonis engang kæmpede for i den arabiske verden”.
Avisen Kölner Stadt-Anzeiger har indhentet kommentarer til prisuddelingen hos systemkritikere. Journalist Ahmad Hissou erklærer: ”Dette valg er en hån mod fredstanken og krænker alle syrere, der er ofre for Assad-regimet.” Den tysk-iranske forfatter Navid Kermani, der i næste måned tildeles den endnu mere prestigefyldte Tyske boghandleres fredspris, røber, at han har afvist en invitation til at holde festtalen, når Adonis den 20. november får overrakt sin Remarque-pris. Han savner nemlig en distancering fra Adonis side til Assads brutale fremfærd mod sit eget folk. Kermani mener, at Adonis i stedet ensidigt kritiserer dem, der kæmper for at styrte regimet.
Også Adonis' tyske oversætter, Stefan Weidner, tager afstand: ”Adonis duer altid til en litteraturpris. Til en fredspris forekommer hans holdning mig for konfrontatorisk og ensidig.”
Weidner kritiserede også Adonis allerede i 2011, da han modtog Goethe-prisen. Ifølge sin oversætter var digteren for skeptisk over for den syriske aflægger af det arabiske forår, der rejste sig som et oprør mod præsident Assad. Ligesom de syriske kristne frygtede Adonis fra begyndelsen, at islamismen slumrede i bevægelsen. Heri fik de kristne og Adonis dog ret, skal det vel bemærkes.
Man kan stadig på den arabisk-tyske netavis Quantare.de finde et interview fra 2011, hvor Adonis taler om valget af Assad: ”Bashar al-Assad kom ikke til magten ved et militærkup som sin far. Faktisk blev han valgt - omend formelt - af et parlament, der var valgt - igen kun formelt - af folket.”
Adonis opfordrede i samme interview Assad til at træde tilbage. Men kritik af oprørsstyrkerne tilgives tydeligvis ikke af de eksilerede oppositionelle.