Prøv avisen

Oprøret rejser sig fra Smålands arbejderidyl

Den lille by Lessebo ligner umiddelbart enhver anden smålandsk idyl med friluftsbad (nedenfor tv.) og klassiske røde svenske huse (nedenfor th.). Men byens papirfabrik (ovenfor) er gået konkurs tre gange, og mange af byens indbyggere må i dag pendle for overhovedet at få et job. Samtidig har det skabt utryghed, at Lessebo er den kommune, der målt pr. indbygger har modtaget tredjeflest indvandrere i Sverige de seneste år. – Fotos: Lessebo Kommune.

Lessebo var engang en socialdemokratisk bastion, men i dag er mange af områdets glasværker lukket. Byen har modtaget rekord-mange indvandrere, og vreden mod etablissementet har som i andre byer medvirket til, at Sverigedemokraterne nu øjner en jordskredssejr

Solen lægger sig som en doven dyne over Storgatan i smålandske Lessebo, hvor den 48-årige Markku Mäntylä står og ryger en cigaret foran Folkets Hus. For 30 år siden kom han ofte her i weekenden for at feste, men i dag er dansestedet Lady Jane for længst revet ned, og byen er næsten tom for mødesteder for de unge.

Før i tiden vidste politimester Olsson præcist, hvordan han skulle håndtere Svensson, når han fik en tår over tørsten, og den lokale læge var altid klar til at behandle de unges sår, når de kom til skade i et af de traditionsrige hockeyopgør mellem byens kvarterer om sommeren. Folk hilste på hinanden, og forældrene var ikke bekymrede, når børnene legede udenfor. Sådan husker Markku Mäntylä sin opvækst, og han fortæller, at han med største selvfølgelighed meldte sig ind i Socialdemokraternes ungdomsforbund, da han var 10 år.

”Jeg kommer fra en arbejderfamilie som næsten alle andre, så det var der ingen tvivl om. Og det passede mig fint, for Socialdemokraterne stod for at skabe det trygge lokalsamfund, Lessebo var. Arbejderbevægelsen var hele byens identitet,” siger Markku Mäntylä og retter på sine solbriller.

Da han voksede op i 1970’erne, gik det godt for byens papirfabrik. De kendte glasværker Orrefors, Kosta og Boda i nærheden havde fremgang, og socialdemokraten Per Albin Hanssons idé om folkehjemmet levede i bedste velgående.

I dag hænger Socialdemokraternes logo stadig på Folkets Hus, men meget har forandret sig, siden Markku Mäntylä var knægt. Væk er den lokale politistation, lægehuset er blevet bemandet af vikarer, og nedgangen i den lokale industri har betydet, at mange nu må pendle til Växjö på job. Papirfabrikken, der er byens rygrad, er gået konkurs flere gange, og nedskæringer har medvirket til, at kommunen nu har Sveriges næsthøjeste arbejdsløshed på næsten 15 procent.

Samtidig er Lessebo den kommune, der målt pr. indbygger har modtaget tredjeflest indvandrere i Sverige de seneste år. Det har betydet, at et hav af pizzeriaer og småbutikker er dukket op og har skabt liv i byen, men ifølge mange af de lokale har indvandrerne også skabt utryghed og presset kommunekassen så hårdt, at nogle frygter en konkurs.

”Indvandring er en del af byens historie, fordi der altid er kommet mange udlændinge for at arbejde på papirfabrikken og glasværkerne. Men problemet er, at der simpelthen er kommet alt for mange. De isolerer sig. De unge går på gaden om aftenen og laver ballade, og så koster de store summer i boligudgifter og overførselsindkomst, som går fra hjælpen til andre,” siger Markku Mäntylä.

Til rigsdagsvalget den 9. september stiller han op som spidskandidat for Sverigedemokraterne (SD) i Lessebo, der de seneste år er gået fra at være et parti, de lokale så ned på, til i dag at have stort lokalt engagement, fortæller den tidligere socialdemokrat.

På landsplan står SD i flere meningsmålinger til en tilslutning på over 20 procent, og SD kæmper dermed med Socialdemokraterne om at blive det største parti. I det valgdistrikt, hvor papirfabrikken ligger, havde Socialdemokraterne i 2002 opbakning på over 50 procent, men ifølge lokalavisen Baro- metern var partiet sidste år nede på omkring 40 procents tilslutning. Sverigedemokraterne, der fik sin første plads i kommunalbestyrelsen i 2010, stod i samme undersøgelse til omkring 25 procents opbakning.

”Før turde mange ikke sige, at de stemmer SD, men det er anderledes efter flygtningekrisen i 2015, hvor det blev tydeligt, hvilke problemer Sverige står i. Jeg var træt af at sidde i sofaen og brokke mig, og derfor meldte jeg mig ind i partiet. Og sådan har mange andre heldigvis også gjort. Vi vil have noget af nærheden tilbage, og det forsøger vi at få ved at lave cafémøder og fejre nationaldagen sammen,” fortæller Markku Mäntylä.

Nede på torvet foran byens apotek sidder den 31-årige Andreas Saarva i sin gamle sorte Volvo og hører radio med nedrullede vinduer. Han er oprindeligt fra Halmstad, men flyttede til den smålandske by for fem år siden for at søge lykken sammen med sin kæreste. Andreas Saarva er uddannet computerprogrammør, men har ikke kunnet få arbejde, og derfor har parret søgt hjælp til at finde en bolig. Deres erfaring er, at det er blevet meget svært for de oprindelige svenskere at få hjælp fra sundhedssystemet og kommunen, efter at indvandrerne er kommet til.

”Kommunen siger til os, at vi ikke er flygtet fra et land i krig, og at indvandrerne har særprioritet, og det gør mig vred og frustreret. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe, men fordi hjælpen til indvandrerne ikke burde betyde, at vi andre ikke kan blive hjulpet,” siger han.

Kort efter kommer hans kæreste ud fra apoteket, og han starter bilen, der langsomt svinger op ad bakken mod kirken. Parret bor i en lejlighed i et stort gult velhaverhus lige ved siden af kirken, men fordi udlejeren for nylig gik bort, ser det nu ud til, at de må finde sig et nyt sted at bo den 1. september.

Ruten fra centrum til det boligområde, hvor de fleste indvandrere bor, går langs hegnet rundt om husets store have, og det har betydet, at parret ikke længere tør lade deres børn lege frit i haven, fortæller han.

”For nylig var der et knivstikkeri i lille Lessebo, og politiet kom med fuld udrykning. Så var der to katte, der fik skåret hovedet af og blev efterladt midt på gaden, og desuden hører man historier om voldtægter mange steder i landet. Det spreder en frygt, som vi ikke har været vant til og ganske enkelt ikke vil finde os i,” siger Andreas Saarva.

Han tror ikke på, at det for alvor er gået op for Socialdemokraterne, at partiet i hans øjne er ved at tabe Lessebo og andre lignende byer ud af hænderne. Statsminister Stefan Löfven besøgte dog byen sidste år og forsøgte at overbevise de skeptiske smålændinge om, at han kan skabe arbejdspladser og få styr på integrationsproblemerne. Det tvivler Andreas Saarva nu på.

”Alle dem, der har talt om problemerne, er blevet kaldt racister af Socialdemokraterne. Og folk køber ikke, at Löfven nu hyklerisk lader, som om at han vil føre hård indvandrerpolitik. Vi ved godt, hvad det parti står for. Resultatet er bandekriminalitet og æresvold,” siger han.

I forbindelse med Löfvens besøg bragte Barometern en lederartikel med overskriften ”Det spøger i Lessebo,” skrevet af lokalavisens politiske chefredaktør, Martin Tun-ström. Han mener, at dele af Småland er ved at udvikle sig i samme retning som det nordøstlige rustbælte i USA.

”I USA gik vælgerne fra Demokraterne til Donald Trump i mange tidligere store industribyer, hvor folk følte sig overhørt. I Lessebo, hvor det store Folkets Hus er et symbol på arbejderbevægelsens styrke, føler mange også, at deres råb om forandring ikke er blevet hørt. Folk vil ud af EU, have indflydelse på Stockholm og gøre noget ved integrationen,” siger han.

Traditionelt har Skåne været Sverigedemokraternes kerneland, men med indvandringen har partiet fået et langt større rodfæste i Småland, og de lokale har ifølge chefredaktøren fundet et sted at gå hen med de frustrationer, de har haft i årevis.

”Folk er vrede, fordi de føler, at landsbysamfundet og industrien, der opbyggede Sverige i 1900-tallet, går til grunde, mens Socialdemokraterne er optagede af ligestilling, kønskvotering og af at tale om det kønsneutrale pronomen hen. Det interesserer folk fra landsbyområderne sig ikke ret meget for. De vil genoprette folkehjemmet som samfundsidé med stærk velfærd og mere nærhed. Det er det samme, man ser det i Danmark i landbrugsområderne, som fylder meget i det nationale selvbillede i begge lande, men nu er i krise,” siger Martin Tunström.

Andrej Kokkonen, der er ph.d. i statskundskab ved Göteborgs universitet, mener, at der er blevet skabt en politisk kløft mellem eliten i Stockholm og landbefolkningen. Og ifølge en undersøgelse i Svenska Dagbladet mener 78 procent af de adspurgte svenskere, at de ledende politikere favoriserer hovedstaden og andre store byer på bekostning af resten af landet.

”De liberale og tolerante flytter til større byer, mens de konservative og mindre tolerante bliver tilbage. Og når der så kommer mange indvandrere til og konkurrerer om arbejdspladserne, skaber det gnidninger. Der kommer problemer med skoleklasser, hvor mange ikke kan tale svensk, sundhedssektoren belastes, og svenskerne får måske plads bag i køen hos tandlægen, fordi indvandrernes problemer er mest akutte,” forklarer han.

Forskeren peger på, at mange kommuner står med de samme problemer som Lessebo. Det gælder blandt andet i nordsvenske Norr-land, Västmanland vest for Stockholm og i Skåne.

”Dem, der vil gøre karriere, rejser, så store dele af Sverige er desværre på vej til at visne,” siger han.

I Lessebo fortæller flere borgere, at de stadig er overbeviste om, at Socialdemokraterne er partiet, der skal føre byen gennem udfordringerne, og mange har positive historier om, hvordan indvandrerne har bidraget til mere liv i byen. Nogle håber sågar på, at de nytilkomne kan skabe flere arbejdspladser og igen få byens industri til at blomstre.

Den 62-årige Wenche Larsson, der sidder og nyder en kop kaffe på hovedstrøget, er dog bekymret for, at Andrej Kokkonen får ret i sin forudsigelse om, at mange landsbyområder vil forfalde. Hun overvejer igen at stemme på Socialdemokraterne, men kalder samtidig alle de eta-blerede partier for feje, fordi de ikke har villet tale om indvandring. Og så ser hun ikke alene SD-fremgangen som et oprør mod den politiske elite, men også mod de medier, der ofte anklages for at neddysse negative historier om indvandring.

”Folk kan godt gennemskue, hvordan virkeligheden ser ud. Og i de samfund, der har taget imod mange indvandrere, er folk arrige over, at man har ladet som ingenting. Vi kan se, at skolerne har store problemer, og at alt for få får sig et arbejde,” siger hun.

Solen er nu langsomt ved at gå ned over Lessebo, men et par enkelte fodboldfans sidder stadig ude på et af byens pizzeriaer og sludrer. En af dem er den 44-årige Hans P. Ahlex, der i dag er maskinmester på papirfabrikken, hvor han har arbejdet i snart 25 år. Han nægtede at give hånd til statsministeren, da denne sidste år kom forbi, men var som ung socialdemokrat selv med til at hænge valgplakater op ved Folkets Hus, der var arbejderbevægelsens forsamlingslokaler.

”Kan Lessebo klare, at skolerne har klasser, hvor 20 procent af eleverne pludseligt ikke kan svensk? At vores lægehus, der er bygget til 2000 personer, nu skal håndtere 3000? Nej, det er vi ikke rustede til, og Sverigedemokraterne er de eneste, der gør noget,” siger han.

På vejen hjem mod sit hus nede ved stranden drømmer Hans P. Ahlex sig tilbage til det Lessebo, han voksede op i.

”Vi skal hjælpe hinanden. Vi skal være venner med alle, uanset om de er hvide, sorte eller brune. Vi skal hilse på hinanden på gaden, og hvis vi gør noget forkert, skal vi indrømme det og ikke stikke hovedet i sandet som statsministeren. Vi skal have Sveriges og Lessebos sjæl tilbage,” siger han.

”Kommunen siger til os, at vi ikke er flygtet fra et land i krig, og at indvandrerne har særprioritet, og det gør mig vred og frustreret,” siger Andreas Saarva, der som arbejdsløs computerprogrammør har bedt om hjælp til at finde en bolig. – Foto: Ulrik Strøjer Kappel
”Arbejderbevægelsen var byens identitet,” siger Mark-ku Mäntylä foran Folkets Hus, som ikke længere er et samlingspunkt for byens unge, som i hans egen, socialdemokratiske ungdom. I dag er han kandidat for Sverigedemokraterne. – Foto: Ulrik Strøjer Kappel
Fotos: Lessebo Kommune.
Fotos: Lessebo Kommune.