Prøv avisen

Ordet terror bliver vejet på en løs politisk vægt

Hvornår er der tale om vold, og hvornår er det terror? Definitionen sættes i disse tider på prøve efter en bølge af blodige angreb i USA og Europa. Her sørger tyskere foran det indkøbscenter i München, hvor en 18-årig tysk-iraner forleden skød og dræbte ni mennesker og sig selv.

Tyskland har inden for en uge oplevet fire voldelige angreb. Myndighederne har vurderet de to af dem som terror, to af dem resultatet af personlig ustabilitet. Men hvad skal der til for at kalde drab og vold for terror?

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der i mellemtiden har fået andre ting at tænke på, efterlyste under det seneste Nato-topmøde for knap tre uger siden en universel definition af terrorisme.

Hvis der var en definition af terrorisme i international lovgivning, ville der ikke være forskel på, hvem Tyrkiet og Tyskland opfatter som terrorister, sagde Erdogan til de tyrkiske medier med en klar henvisning til, at den tyrkiske regering er træt af at høre for sin hårde kurs over for den militante kurdiske bevægelse PKK og dens støtter.

Erdogans ønsker har lange udsigter.

FN har forgæves forsøgt at nå til enighed om en definition på terrorisme siden 2000, ligesom emnet uden held har været på dagsordenen ved møder blandt verdens største økonomier i G7 og G8. I stedet er situationen nogenlunde stadig som i 1988, da Alex Schmid og Albert J. Jongman skrev bogen ”Political Terrorism”, hvor de henviser til 109 væsentligt forskellige definitioner på terrorisme.

”En af de vigtigste grunde til, at det er så svært at definere terrorisme, er, at det også altid er et politisk begreb,” siger filosoffen Rasmus Ugilt, forsker i terrorisme ved Aarhus Universitet og forfatter til en række forskningsartikler om terror.

”Derfor signalerer brugen af ordet terror snarere, hvordan en bestemt handling virker på os, end hvordan den er foregået,” siger han.

I national lovgivning og i den gængse brug af ordet terror refererer man ofte til fire elementer: der skal være tale om brug af vold, der skal være et ideologisk eller politisk motiv til volden, den skal have til hensigt at skabe frygt i en større befolkningsgruppe, og den skal ramme tilfældige mennesker. Så enkle de lyder, kan det dog i praksis være svært at vurdere, om de sidste tre kriterier er opfyldt.

Det viste blandt andet et masseskyderi i juni i Orlando i USA, hvor en ung mand med afghanske rødder gik amok på en natklub for homoseksuelle og dræbte 49 mennesker. Gerningsmanden var tilsyneladende både mentalt ustabil, frustreret homoseksuel og tilhænger af Islamisk Stat, og det fik efterfølgende præsident Barack Obama til at udlægge handlingen som både en hadforbrydelse og et terrorangreb.

Da en anden ung, amerikansk mand sidste sommer skød og dræbte ni sorte kirkegængere i Charleston, blev det imidlertid ikke vurderet som terror, selvom den hvide gerningsmand senere har indrømmet, at han håbede, at angrebet kunne anstifte en racekrig.

Det er især, når gerningsmanden handler på egen hånd, at det bliver svært at vurdere, om et angreb er drevet af personlige eller ideologiske motiver – og om der dermed er tale en individuel kriminel forteelse eller en fjendtlig politisk aktion.

Som journalisten Max Fischer bemærker det i den amerikanske avis The New York Times, er der ifølge terroranalytikere en hårfin grænse mellem en person, der bruger vold i politisk øjemed, og en, der er drevet af sine egne dæmoner.

”Sagen er, at de fleste menneskers motiver er meget blandede,” siger Mark Potok, seniorforsker i organisationen Southern Poverty Law Center, der arbejder mod had, intolerance og diskrimination, til den amerikanske nyhedsside Identities Mic.

Opgørelser over antallet af terrorangreb viser, at Europa var et farligere sted i 1970’erne end i dag. Alligevel bruges terrorbegrebet langt oftere i dag til beskrive de voldelige handlinger, der finder sted.

Efter Rasmus Ugilts mening drages de europæiske samfund nærmest af tanken om terrorisme.

”Det er bestemt ikke, fordi vi går ind for at slå andre ihjel, men vi tiltrækkes af det spektakulære ved terroren. Et eller andet sted har vi en dødsdrift, som gør, at vi fascineres af, at nogle vil slå os ihjel. Det giver os identitet at vide, at vi er så fantastiske, at nogle vil slå os ihjel,” siger filosoffen.

Rasmus Ugilt peger på, at optagetheden af terrorisme forstærkes af, at den indgår i nutidens store fortælling om civilisationernes sammenstød, om frygten for islam, krigene i Mellemøsten og flygtningestrømmene.

”I sidste ende er det tilfældigt, hvad der sætter den store offentlige dagsorden, men lige nu falder mange ting sammen omkring islam og terror,” siger han.