Prøv avisen

Organhandel er en lukrativ, kriminel forretning

Pakistanere i Lahore viser deres ar frem efter at have solgt deres nyrer til rige amerikanere på klinikker, der er specialiserede i den slags organtransplantationer. Men de opererede føler sig ofte snydt. – Foto: K.M. Chaudary/AP/Ritzau Scanpix

Der bliver skovlet milliarder ind på, at desperate fattige er villige til at sælge organer til desperate kronisk syge. Spørgsmålet er, hvordan det skal bekæmpes

Der er et sort marked for organer. Det findes overalt. I Asien, i Mellemøsten, i USA og i Europa. Desperate fattige mennesker – ofte flygtninge og migranter, men ikke kun – er villige til at sælge deres ene nyre, en del af deres lever og nogle endda deres ene øje. Desperate kronisk syge er villige til at betale stort set hvad som helst for at få et sundt organ og dermed chancen for at kunne leve.

Der er tale om et marked, der hvert år genererer mellem 5,5 og 11 milliarder kroner. Et ulovlig organ, der købes for omkring 25.000 kroner, bliver ofte solgt for over 700.000 kroner. Det fremgår af rapporten Global Rapport om menneskesmuglinger 2018, fra UNODC, FN’s kontor for narko og kriminalitet. Rapporten handler om menneskesmugling og nævner sammenhængen med ulovlig organhandel.

FN anslår, at hver tiende organtransplantation foretages med ulovlige organer. En stor del af det ulovlige organmarked er drevet af sofistikerede internationale kriminelle netværk, der opererer på tværs af grænser, udnytter fattige og dårligt uddannede menneskers vilkår, narrer og bedrager dem. Ofte er der forbindelse mellem ulovlig organhandel, terrorgrupper og væbnede grupper, der handler med våben, tager børnesoldater, holder eller handler sexslaver for at indgyde frygt i civilbefolkningen. Andre handlere, ”opportunisterne”, er kriminelle, der går efter profitten. Men der er ikke enighed om, hvordan ulovligt organsalg bekæmpes. Fænomenet er knap nævnt i gældende lovgivning og konventioner.

”Nogle steder kan en, der af desperation sælger sin nyre, risikere at blive straffet, uanset at det er en sårbar person, der er blevet udnyttet og narret og burde hjælpes og beskyttes. Ofte har han underskrevet en salgskontrakt, så det synes, at han frit har valgt at sælge,” forklarer Aimee Comrie, der koordinerer FN’s indsats imod menneske- og migrantsmuglinger fra UNODC’s hovedkvarter i Wien.

”Det er udfordrende for retssystemerne, hvis de får fat i sælgere, mæglere eller købere. De organiserede kriminelle forstår at krydse landegrænser. Handelen med 30 ulovlige nyrer i Kosovo i 2008 i den såkaldte Medicus-sag, rejst af EU, involverede 19 forskellige lande og retssystemer,” siger hun.

Konventionerne er mangelfulde, på- peger Christina Bain, der er direktør for initiativet om menneskesmugling og moderne slaveri ved Babson College i Boston, USA.

”Vi er mange forskere, der prøver at holde øje med menneskesmugling. I 2000 vedtog FN den såkaldte Palermo-protokol om menneskesmugling. I den står der noget, men ikke meget om organsmugling. De fleste lande har lovgivet om menneskesmugling, men hvor mange lande har taget organhandel med? I USA har vi ikke. Vi begynder at arbejde på det,” siger Christina Bain.

Ulovlig organhandel og organsmugling burde klassificeres som menneskesmugling og sexhandel, mener Campbell Fraser fra Griffith Universitet i Brisbane i Australien. Han har netop undersøgt sociale mediers rolle i global organhandel.

”Patienter med kronisk nyresvigt er ofte med i patient-støttegrupper på sociale medier. I Australien blev en sådan gruppe for nylig infiltreret af et kriminelt organsmuglernetværk, der tilbød nyrer. Det blev standset, men opstår nok igen i en anden form,” siger han.

Campbell Fraser mener i øvrigt, at det er for letkøbt entydigt at betragte dem, der køber ulovlige organer, som ”de onde”. Der er ofte tale om desperate mennesker, der af forskellig grunde ikke kan få en lovlig organtransplantation i deres hjemland. Deres eneste ønske er at leve, og et ulovligt organ kan forekomme som det eneste håb, forklarer han. Også selvom mange senere får komplikationer og dør.