Det ligger i kortene, at en ny blå regering, uanset sammensætning, vil skære markant i udviklingsbistanden, omkring 2,5 milliarder kroner i 2015.
Det er der ingen i de danske udviklings- og nødhjælpsorganisationer, der jubler over.
Når galt skal være, bør Danmark dog stadig gå efter at få det maksimale ud af de penge, der bruges - og her kunne det hjælpe at bløde grænserne op mellem nødhjælp og langsigtet bistand, mener flere organisationer.
”Der er brug for at se på grænserne mellem humanitær bistand og udviklingsbistand, så vi hele tiden kan gøre det, der er relevant i situationen.
I Sydsudan for eksempel, hvor der pludselig blusser en borgerkrig op, er det en række steder mere aktuelt at give nødhjælp end at etablere skoler og lave demokratiprogrammer,” siger Vagn Berthelsen, general-sekretær i Ibis, der fortrinsvis arbejder med langsigtet nødhjælp.
Han peger på, at der både i Danida og EU er væsentlig forskel på, om organisationerne får tildelt penge til udviklingsbistand eller nødhjælp. Det er to forskellige sæt af betingelser, de arbejder under.
”Det ville gavne modtagerne af bistanden, hvis vi som organisationer ikke skal skelne skarpt til, om vi har fået midler til det ene eller andet, men kan lave det, der giver bedst mening i situationen.
Tag flygtningeproblematikken. En flygtning er i gennemsnit flygtning i 17 år. Det siger alt om, at der er behov for både lang- og kortsigtet hjælp,” siger Vagn Berthelsen.
I Dansk Røde Kors lægger hans kollega, generalsekretær Anders Ladekarl, heller ikke skjul på, at nødhjælp og udvikling med stor fordel kunne tænkes meget bedre sammen end i dag.
Hvor Danidas bevillinger til udviklingsbistand bliver givet for femårige perioder, bliver humanitære bevillinger kun givet for et år ad gangen - og det gør det svært at planlægge på længere sigt, selvom alle er enige om, at det er lige så nødvendigt i en katastrofesituation som i det almindelige udviklingsarbejde.
”Alle har i årevis råbt og skreget på, at vi kun skal have én pengekasse, men der er intet sket. Politikerne tøver i stedet for bare at lægge de to kasser sammen,” siger Anders Ladekarl og nævner, at Dansk Røde Kors får sine bevillinger fra to forskellige tilskudsordninger, men at de i øvrigt udbetales og styres fra samme kontor i Danida.
Danida er dog bedre på vej end EU, når det gælder fleksibilitet i bevillingerne, uden at det dermed er sagt, at det ikke kan gøres endnu bedre, siger Lars Udsholt, sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og formand for Globalt Fokus, et netværk af 70 danske udviklings-, nødhjælps- og miljø-organisationer.
”Der er en voksende åbenhed i Danida over for at gradbøje de bevillinger, der er givet.
Det så vi blandt andet i Vestafrika, hvor organisationer, der arbejdede med opbygningen af sundhedsvæsenet, fik grønt lys til at bruge pengene til den konkrete bekæmpelse af ebola-epidemien i stedet for. Men der må gerne komme mere af det,” siger han.
Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende i dansk og europæisk udviklingspolitik ved Roskilde Universitet og tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier, understreger, hvor vigtigt det er, at organisationerne får mulighed for at lade nødhjælp og udviklingsbistand spille bedst muligt sammen.
”Vi kan kun mindske antallet af humanitære katastrofer på længere sigt ved at holde fast i den langsigtede bistand. Den humanitære hjælp er absolut nødvendig, men den sørger jo udelukkende for at få folk på fode igen.
Den kan ikke hjælpe dem med at leve et sikkert liv uden ekstrem fattigdom. Derfor er der brug for den langsigtede bistand også, måske mere end nogensinde før,” siger han.