Angelica Balsan er blevet et symbol i Rumænien. Den nu 62-årige kvinde var ellers mere vant til at skjule sit ophovnede ansigt end til at stå i mediernes søgelys. I årtier blev hun affærdiget af de rumænske myndigheder, når hun anmeldte sin mand for vold og sagde, at hun frygtede for sit liv.
Hendes sag kunne være endt her, men Angelica Balsan gik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. I 2017 blev hun den første rumænske kvinde, som fik de europæiske dommeres ord for, at de rumænske myndigheder havde forbrudt sig mod hendes menneskeret til beskyttelse mod overgreb.
”Menneskerettighedsdomstolen er det sidste håb, når det nationale retsvæsen ikke beskytter menneskerettighederne. Dommen i Strasbourg har været medvirkende til, at Rumænien i dag har indført en handlingsplan for at bekæmpe vold mod kvinder,” siger Georgiana Georghe, direktør for den rumænske menneskerettighedsorganisation Apador-ch.
Europæerne er de eneste i verden, som har denne mulighed for at stævne deres regeringer ved en overnational domstol, og siden domstolen blev oprettet i 1959 som en uafhængig institution i Europarådet, har flere end 20.000 borgere fået deres sag behandlet i Strasbourg.
Ingen af Europarådets 47 medlemslande har holdt sig 100 procent på menneskerettighedernes sti.
Danmark blev dømt efter paragraf 10 om presse- og ytringsfrihed i 1994 i den såkaldte Grønjakkesag, hvor journalist Jens Olaf Jersild var blevet dømt ved danske domstole for at viderebringe racistiske udtalelser i en tv-reportage. Irske David Norris fik domstolens ord for, at Irland ikke må straffe homoseksuelle for at gå hånd i hånd eller på anden måde vise deres seksuelle orientering offentligt. Umberto Ceceroni har sørget for, at italienske borgere får deres retssager og juridiske tvister afgjort i rimelig tid.
Og Nadesjda Kutopova har måttet flygte fra Rusland og søge asyl i Frankrig efter at have krævet erstatning til enkerne efter de arbejdere, som blev sat til at rydde op efter en ulykke på atomkraftværket Majak i den lukkede by Osiorsk i Uralbjergene i 1957. Hendes lille miljøorganisation, Håbets Planet, har også forsvaret beboere i Osiorsk, som fik forbud mod at bo i byen og dermed blev hjemløse. I begge sager fik hun medhold.
Senest har Håbets Planet sammen med andre organisationer klaget over Ruslands stempling af kritiske folkelige organisationer, ngo’er, som ”udenlandske agenter”.
”Uden menneskerettighedsdomstolen ville det russiske civilsamfund billedligt talt være spærret inde. Den sikrer, at vi kan forsvare de rettigheder, som blev indført lige efter kommunismens fald, og dens afgørelser har helt konkret betydning for masser af mennesker. Sagerne fra Osiorsk handler om mindst 1.000 mennesker,” siger Nadesjda Kutopova.
Men respekten for domstolen er vigende. Rusland truer med at trække sig ud af Europarådet og dermed undslippe de internationale dommere. En lov fra 2015 siger, at den russiske forfatning har forrang for menneskerettighedsdomstolens afgørelser. Tilsvarende i Tyrkiet, der har rekord i antallet af fængslede journalister og endnu ikke har løsladt to journalister, som fik medhold ved domstolen i marts sidste år.
Vesteuropa har de seneste år kritiseret domstolens såkaldte dynamiske fortolkning, der ifølge kritikerne udvider rettighedsbegrebet og blander sig unødigt i de nationale domstoles afgørelser.
”Europæerne har ikke længere den politiske vilje til at sikre, at regeringerne retter sig efter menneskerettighedsdomstolen,” siger den tyrkiske journalist Can Dündar, som selv har været fængslet i Tyrkiet og nu har fået asyl i Tyskland.
”For blot et år siden ville jeg have sagt, at menneskerettighedsdomstolen var et effektivt redskab til at forsvare frihedsrettighederne. Det er mindre og mindre tilfældet. Når selv demokratierne vender sig mod domstolen i Strasbourg, kan man ikke forvente, at de autoritære stater efterlever den. Det er en udpræget farlig udvikling,” siger Can Dündar.