Prøv avisen

Otte mister livet i hotelbrand i ukrainsk havneby

En politimand står vagt foran Tokyo Star-hotellet i Odessa i Ukraine, hvor en brand brød ud natten til lørdag. Foto: Oleksandr Gimanov/Ritzau Scanpix

Flere end 10 personer blev såret, da der udbrød brand i et hotel i den ukrainske by Odessa natten til lørdag.

Natten til lørdag brød en brand ud på hotellet Tokyo Star, der ligger i havnebyen Odessa i det sydlige Ukraine.

Det oplyser landets katastrofeberedskab i en pressemeddelelse. Otte personer omkom, og flere end 10 er såret.

Myndighederne i Odessa har fortalt, at omkring 150 mennesker blev evakueret, men brandårsagen er fortsat ukendt.

Det tog 65 brandmænd tre timer at slukke flammerne, som havde hærget et område på omkring 1000 kvadratmeter ifølge beredskabet.

Landets politi er ved at undersøge, hvorvidt der lægger et brud på sikkerhedsforanstaltninger bag branden.

På Facebook skriver Volodimir Zelenskij, Ukraines præsident, at fire af de sårede er i "kritisk tilstand".

Han skriver, at han personligt vil sørge for, at "de ansvarlige" vil blive straffet i henhold til loven.

Odessa ligger ud til Sortehavet 475 kilometer syd for landets hovedstad, Kiev. Havnebyen er også en af landets turistdestinationer.

/ritzau/AFP