Otte personer skuddræbt ved sydafrikansk fødselsdagsfest

Otte personer har mistet livet, mens tre er såret efter et masseskyderi til en fødselsdagsfest i Sydafrika.

Der bor omkring en million mennesker i Gqeberha, som ligger på Sydafrikas sydøstkyst. Byen hed tidligere Port Elizabeth, men fik i 2021 sit nye navn. (Arkivfoto.)
Der bor omkring en million mennesker i Gqeberha, som ligger på Sydafrikas sydøstkyst. Byen hed tidligere Port Elizabeth, men fik i 2021 sit nye navn. (Arkivfoto.). Foto: Siphiwe Sibeko/Ritzau Scanpix.

Otte personer har mistet livet, mens tre personer er blevet såret, efter at to gerningsmænd i weekenden åbnede ild til en fødselsdagsfest i et township i den sydafrikanske kystby Gqeberha.

Det oplyser sydafrikansk politi mandag morgen.

- Husets ejer fejrede sin fødselsdag, da to ukendte gerningsmænd trængte ind i gårdhaven, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Her begyndte de at "skyde på gæsterne", lyder det.

Politiet oplyser, at gerningsmændene "skød helt vilkårligt mod gæsterne", og tilføjer, at de tre, som er blevet såret, mandag morgen kæmper for livet på hospitalet.

Husets ejer er blandt de døde.

En efterforskning er blevet igangsat. Politiet siger, at der er indledt en intens jagt på angrebsmændene.

Nomthetheleli Mene, som er Eastern Cape-provinsens politichef, har fordømt drabene. Han mener, at handlingen er udtryk for "grov mangel på respekt for menneskeliv".

Det vides ikke, hvad motivet bag angrebet mandag var.

Skyderier sker med jævne mellemrum i Sydafrika, som har en af de højeste drabsrater i verden. Det er især misbrug og bandevold, som står bag den kedelige statistik.

Sidste år fandt en række skyderier sted på flere barer i Johannesburg og byen Pietermaritzburg. Omkring 20 blev dræbt i de forskellige skyderier.

Politiminister Bheki Cele og den nationale politikommissær Fannie Masemola ventes at besøge angrebsstedet mandag morgen. Også kriminaltekniske eksperter er blevet tilkaldt.

Der bor omkring en million mennesker i Gqeberha, som ligger på Sydafrikas sydøstkyst. Byen hed tidligere Port Elizabeth, men fik i 2021 sit nye navn.

/ritzau/AFP