Otteårig bedt om at fjerne sit kors

En skoleelev i Storbritannien skal fjerne sit kors, mens elever fra sikh-familier må beholde religiøse smykker. Lignende krav har flere gange kollideret med folks personlige tro

Der har inden for de seneste måneder været flere sager i Storbritannien, hvor kristne er blevet bedt om at fjerne kors.-
Der har inden for de seneste måneder været flere sager i Storbritannien, hvor kristne er blevet bedt om at fjerne kors.-. Foto: stock.xchng.

Et britisk forældrepar er blevet rasende over, at lærerne på deres datters skole har bedt hende om at fjerne en halskæde med et kors.

Skolen tillader børn fra sikh-familier at gå med armringe og ankelringe som del af deres religiøse påklædning, skriver dailymail.co.uk.

Ifølge skolens rektor skulle otteårige Lauren Grimshaw-Brown fjerne korset af sikkerhedshensyn. Der har været uheld på skolen, hvor armbånd og halskæder har skadet eleverne, mens de legede eller dyrkede sport, lyder begrundelsen.

Pigens mor, Laina Grimshaw-Brown, kalder skolens beslutning for dobbeltmoralsk.

Sikher må bære smykker
- Jeg har ikke noget problem med, at folk fra andre religioner går med ankelringe eller andre former for smykker, men hvorfor kan min datter ikke gå med en halskæde med et kors? Jeg kunnne forstå, hvis det var et modesmykke, men det er en del af vores tro, siger hun.

Ifølge skolens retningslinier må eleverne gå med smykker i de tilfælde, hvor det er en nødvendig del af deres religiøse tro. Derfor må børn fra sikh-familier gå med de smykker, som sikhismen foreskriver.

Skolens rektor, Helen Wright, afviser, at der er tale om diskrimination af elever med en kristen baggrund.

- Vi ønsker, at børn skal være stolte af deres kristne tro, og derfor vil vi opmuntre dem til at gå med kors. For at børnene kan forblive i god behold er den bedste løsning, at de går med en broche, siger hun.

Flere tilfælde i Storbritannien
Men pigens mor, Laina Grimshaw-Brown, giver ikke meget for den begrundelse.

- Halskæden er designet til at gå fra hinanden, hvis den hænger fast i noget. Skolen har foreslået, at hun går med en broche, men det er helt sikkert farligere på grund af nålen.

Sagen er blot én af flere, hvor et krav til at fjerne religiøse symboler og udtryk er kollideret med folks religiøse overbevisning.

I juni forlod en ansat på et britisk hospital sit job, efter at hun af sikkerhedshensyn blev bedt om at fjerne sin halskæde med et lille kors.

Og i maj blev en kristen hjemmesygeplejerske i Storbritannien suspenderet fra sit job, fordi hun tilbød at bede for en patient. Sygeplejersken fik dog siden tilbudt at blive ansat igen.