”Støtte til menneskerettigheder for kristne og andre samfund, især i Mellemøsten.”
Sådan lyder titlen på den erklæring, som over 60 lande, herunder Danmark, netop har sat deres underskrift på. En gruppe bestående af Rusland, Vatikanet og Libanon har udarbejdet erklæringen, hvori der blandt andet står, at ”eksistensen af mange religiøse samfund er alvorligt truet. Kristne er især påvirket. I denne tid er det et spørgsmål, om de overlever.”
Erklæringen er underskrevet af lande som Somalia, Syrien, Danmark, USA og en lang række europæiske lande.
Ole Wæver, der er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og blandt andet forsker i international politik, påpeger, at en sådan underskrift-erklæring ikke er noget, der lanceres hver dag, og at erklæringen med af dens poli-tiske karakter har en vis status.
”Når det sker ad hoc som her og ikke som et fast tilbagevendende dagsordenpunkt, bliver det på en måde mere interessant, for så er det en markering, og det kommer til at stå tydeligt, at her er noget, vi trænger til at være opmærksomme på,” siger Ole Wæver.
Han pointerer, at det er en interessant gruppe - Rusland, Libanon og Vatikanet - der står bag erklæringens udformning, som primært har fået opbakning fra lande med et kristent flertal. Desuden mener han, at der er et par lande, der springer i øjnene.
”Israel er med, og det er på den ene side fint, for det er ikke et land med en kristen flertalsbefolkning, men på den anden side heller ikke et uproblematisk land set i forhold til at sende et budskab til muslimske lande. Så er Somalia med, et muslimsk land, som ikke er særlig flink ved dets eget kristne mindretal. Man kan spørge, hvad landets underskrift så er værd, for ville det ikke være bedre, hvis det gjorde noget for dets egen kristne.”
Ole Wæver ville gerne have haft flere muslimske lande med.
”Man kunne overveje, hvorfor tolerante muslimske lande som eksempelvis Tyrkiet ikke er med, idet erklæringen primært er rettet mod Islamisk Stat og al-Qaeda. Tyrkiet har mere religionsfrihed end de arabiske lande, så tyrkernes støtte kunne man have ønsket sig. Også i Sydøstasien er der muslimske lande, som ikke er en del af den arabiske verden, og som har en vis frihed til at markere dette, eksempelvis Indonesien og Malaysia. Mest interessant er Irak, hvor en stor del af fordrivelsen er sket - men nok i dag er mere styret af dagsordenen i forhold til Islamisk Stat,” siger Ole Wæver, der fortæller, at det er bemærkelsesværdigt, at erklæringen kommer efter mange år, hvor politikere har tøvet med at bruge ordet ”forfulgte” kristne.
”Mellemøsten har været offer for en uhellig alliance politisk, som har gjort, at problemstillingen ikke har haft talerør. Venstrefløjen og aktivistmiljøer i Europa har været bekymrede for at puste til islamofobiske strømninger. For det officielle Vesten har det ikke været gavnligt, for helt tilbage til 11. september-angrebet har det været vigtigt for USA at markere, at det ikke er en religionskrig med kristne mod muslimer. Vestens politik blev formuleret i termer som 'vi er ikke imod muslimer, vi ønsker ikke at trække tingene op i religiøse termer. Vi taler ikke på kristendommens vegne, vi taler på alles vegne'. Når lokale regeringer i Irak og Afghanistan skal føle, de har Vesten som allieret, er det ikke hensigtsmæssigt, at Vesten fremstår som det kristne Vesten. I erklæringen står der også, at støtten er til kristne 'and other communities.' (og andre samfund, red.) Det er begrænset, hvor langt man kan komme ved at fremstå, som om man kæmper for kristne særrettigheder.”
Marie Juul Petersen, der er ansat ved Institut for Menneskerettigheder og blandt andet forsker i menneskerettigheder og religion, betragter overordnet set erklæringen som ”fin og god”, men efterlyser et bredere perspektiv.
”Fra et menneskeretligt syn havde jeg hellere set, at fokus havde været på religiøse minoriteter mere generelt. Jeg synes, det ville have været mere passende, hvis der stod 'støtte til menneskerettigheder for kristne og andre religiøse minoriteter'. I selve teksten er det et meget entydigt fokus på de kristne minoriteter, og det store problem skal ikke undervurderes, men på lang sigt giver det mere mening at have et bredt minoritetsfokus, for når én minoritet bliver forfulgt, sker det samme ofte også for en anden minoritet. Og det er det, man ser i Mellemøsten lige nu,” siger Marie Juul Petersen, der efterlyser støtte til erklæringen fra lande som Saudi-Arabien, Pakistan og Kina.
”Det er nogle af de lande i verden, hvor vi ser de allerstørste problemer med religiøse mindretal.”