Over 60.000 sættes i forbindelse med bandekriminalitet i Sverige

Vi taler om systemtruende forbrydervirksomhed, der truer det svenske samfund, siger justitsminister.

Svensk politi slår alarm og melder om et chokerende højt antal bandekriminelle. Her indkøbscentret Emporium i Malmø, hvor to personer blev ramt af skud i august 2022. Den ene døde kort efter.
Svensk politi slår alarm og melder om et chokerende højt antal bandekriminelle. Her indkøbscentret Emporium i Malmø, hvor to personer blev ramt af skud i august 2022. Den ene døde kort efter. Foto: Johan Nilsson/Ritzau Scanpix.

I en ny vurdering fra svensk politi anslås det, at 62.000 personer er aktive i kriminelle netværk eller kan kobles til dem.

- Vi taler om en systemtruende forbrydervirksomhed med stor anvendelse af vold, der bringer vidner til tavshed, truer socialrådgivere, infiltrerer myndigheder og politiske partier. Som handler med narkotika, som bedrager ældre og vores velfærdssystem.

Det siger justitsminister Gunnar Strömmer på et pressemøde fredag.

Det billede, som svensk politi tegner af bandekriminaliteten i Sverige, ses ikke andre steder i Norden.

Strömmer påpeger selv, at Sverige skiller sig ud fra Europa på en negativ måde, når det kommer til bandekriminalitet.

Det har i en årrække været kendt, at Sverige lægger sig på en førsteplads i Europa, når det gælder drab i forbindelse med bander.

Rigspolitiet vurderede ved udgangen af 2022, at der i Danmark var registreret 1308 personer med tilknytning til bande- og rockergrupper.

Det understreger, hvor alvorligt det ser ud i Sverige.

For at være koblet til bandevirksomhed i Sverige skal man kunne knyttes til mindst to aktive kriminelle personer. Det er for at undgå, at kærester og familie tælles med i opgørelsen.

Politiet har i en tidligere opgørelse sat antallet af tilkoblede til bandevolden til 30.000. Men de nye tal kan ifølge politiet ikke sammenlines med de nye.

- Selv om tallene bør tolkes med forsigtighed, så er de snarere i underkanten end i overkanten. Det siger det svenske rigspolitis chef, Petra Lundh.

I rapporten hedder det, at 88 procent af de aktive i de famøse netværk er svenske statsborgere, mens 8 procent har dobbelt statsborgerskab.

I opgørelsen ansås det, at der er 2000 strategiske aktører, der "styrer og leder" de kriminelle netværk.

/ritzau/TT