Overblik efter 100 dage: Her er de vigtigste tal for krigen i Ukraine

Hvor mange er døde? Hvor mange er flygtet? Der er sket meget, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar

En ødelagt bil foran en ødelagt beboelsesejendom i Mariupol den 31. maj. Fredag er det 100 dage siden, at Rusland invaderede Ukraine.
En ødelagt bil foran en ødelagt beboelsesejendom i Mariupol den 31. maj. Fredag er det 100 dage siden, at Rusland invaderede Ukraine. . Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix.

Hvor mange civile ofre har krigen kostet?

Siden invasionen den 24. februar og frem til den 1. juni har FN's menneskerettighedskontor registreret et dødstal på 4149 civile ukrainere, mens 4945 er blevet såret. Heriblandt er 267 ukrainske børn blevet dræbt og 415 såret. Dog frygter man, at de faktiske tal over civile ofre kan være betydeligt højere. Samtidig mangler man stadig at få bekræftet mange rapporter, lyder det fra FN.

Denne artikel er en del af en serie:
Konflikten i Ukraine
Gå til seriesiden

Hvor mange soldater er blevet dræbt?

Der ser ud til at være endnu mere usikkerhed forbundet med det militære dødstal. Det skyldes ikke mindst, at parterne kan have forskellige agendaer forbundet med at oplyse tabstallene, samtidig med at det er tal, der er svære at få bekræftet.

Det ukrainske forsvarsministerium meddelte den 2. juni, at Rusland har mistet omkring 30.850 soldater i Ukraine siden krigens begyndelse. Rusland har ikke oplyst tabstal siden marts, hvor 1351 russiske soldater angiveligt havde mistet livet. Samtidig oplyste det britiske forsvarsministerium den 23. maj, at tallet lå på 15.000.

Det er altså svært at verificere tallene, men den 30. maj offentliggjorde BBC's afdeling i Rusland en liste med navne på 3052 russiske soldater, som er blevet dræbt. De hævder dog, at tallet kan være langt højere, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bliver der dagligt dræbt 100 mennesker alene i det østlige Ukraine, mens mellem 450 og 500 bliver såret. I april oplyste han, at op imod 3000 ukrainske soldater hidtil var døde i krigen.

Hvor mange er flygtet ud af Ukraine?

Ukraine har et indbyggertal på cirka 44 millioner, og de seneste tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fra den 29. maj viser, at 6,8 millioner mennesker er flygtet ud af Ukraine siden invasionen den 24. februar. Samtidig oplyser Unicef, at 5,2 millioner ud af 7,5 millioner ukrainske børn har behov for humanitær hjælp.

Hvor mange penge har andre lande brugt på militærhjælp?

USA har sendt mere end 31 milliarder danske kroner i militærhjælp, siden krigen begyndte, Storbritannien har sendt for knap fire milliarder og trænet over 22.000 ukrainske soldater, mens Frankrig har sendt omkring 7,5 millioner kroner, skriver France24 i en oversigt. Danmark har sendt 600 millioner kroner til våben og planlægger at sende missiler.