Et stigende antal fattige afrikanere syd for Sahara modtager hver måned penge fra deres egen regering i stil med danske overførselsindkomster. I Afrika tikker pengene dog som regel ind på mobiltelefonen eller bliver udbetalt på et kontor i mønter og sedler.
Fra 2010 til 2015 er der sket en fordobling i antallet af lande syd for Sahara, som giver penge direkte til deres borgere. I dag har 40 ud af 48 lande i det sydlige Afrika mindst én ordning, hvor borgerne bliver hjulpet med kontanter.
Og pengene hjælper afrikanerne. De mindsker den generelle fattigdom, bidrager til at holde flere børn i skole, nedbringer børnearbejde, øger sundheden og fremmer kvindernes medbestemmelse.
Det konkluderer den til dato mest omfattende undersøgelse af dokumentationen på området, der netop er offentliggjort af Storbritanniens førende udviklingspolitiske tænketank, The Overseas Development Institute (instituttet for oversøisk udvikling), ODI.
Overførselsindkomsterne bliver hjulpet godt på vej af international udviklingsbistand, herunder sværvægtere som FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO, og Verdensbanken, og de er først og fremmest kendetegnet ved at give familierne større frihed end for eksempel nødhjælp i form af sække med mel og bønner.
På langt sigt er social sikkerhed betalt af afrikanske skattekroner den eneste bæredygtige vej frem for fattige afrikanere, vurderer Stephen Kidd, seniorkonsulent i udviklingslandes socialpolitik i det britiske konsulentfirma Development Pathways, som blandt andet har været konsulent for UKAid, den britiske regerings svar på Danida.
Men resultaterne afhænger af systemernes udformning, understreger han.
”Det er afgørende, at pengeoverførslerne ikke kun bliver målrettet de fattigste. Systemerne er upræcise og skaber social splid. De er nødt til at være universelle, ikke mindst for at få folk til at betale skat,” understreger han.
Kritiske afrikanske og vestlige røster har udtrykt bekymring for, om pengene gik til alkohol og tobak, men ganske lidt tyder på det, ifølge Stephen Kidd.
”Primært bruger modtagerne pengene på at forbedre tilværelsen for børnene i familierne,” siger han.
Afrikanske politikere ønsker dog langt fra altid et universelt overførselsindkomstsystem, konstaterer Thomas Lavers, forsker i komparativ politisk økonomi ved den internationale arbejdsorganisation ILO, der har undersøgt afrikanske regeringers bevæggrunde for at indføre et nyt overførselsindkomstsystem.
”De frygter, at det vil gøre modtagerne afhængige og dovne,” siger han.
Af samme årsag insisterer mange afrikanske regeringer på at stille krav til modtagerne om, at børnene skal gå i skole og have obligatoriske sundhedsundersøgelser.
Vi er endnu kun vidner til begyndelsen på udviklingen med overførselsindkomstsystemer, lyder det fra Thomas Lavers.
”I dag er mange små og på pilotbasis, men de vil komme til at omfatte langt flere,” siger han.