Overgreb på journalister bliver for sjældent straffet

I mandags var det international dag for kampen mod, at gerningsmændene bag drab og andre overgreb på journalister slipper uden straf

Folk i Bangladesh demonstrerer imod mordet på forlæggeren Faisal Arefin Dipan.
Folk i Bangladesh demonstrerer imod mordet på forlæggeren Faisal Arefin Dipan. . Foto: Zakir Hossain Chowdhury/NurPhoto.

I lørdags blev forlæggeren Faisal Arefin Dipan myrdet i Bangladesh. Dermed nåede antallet af dræbte journalister, mediefolk, bloggere og kommunikatører i verden op på 49 i løbet af 12 måneder. Dagen før blev to syriske journalister myrdet i Tyrkiet.

De seneste drab fandt sted i områder, hvor den slags overgreb på ytrings- og pressefrihed ofte finder sted, uden at gerningsmændene bliver retsforfulgt. Netop lande i Mellemøsten og Bangladesh topper internationale lister over, hvor det er muligt at slippe af sted med drab uden at blive straffet.

I mandags var det FN's internationale dag for at stoppe straffrihed for drab og overgreb på journalister og andre mediefolk. Dagen blev markeret flere steder i verden - herunder i London med et debatmøde i parlamentet.

Thomas Hughes, direktør for organisationen Article 19, bruger weekendens drab i Bangladesh til at illustrere problemet.

”Mordet var nummer fem på sekulære bloggere i Bangladesh. Der er sager, som går tilbage til 2004, og hvor der ikke er sket nogen retsforfølgelse, og hvor efterforskningen er mangelfuld. Vi havde et møde med landets justitsminister, som for rullende kameraer lovede, at der ville ske noget. Men bortset fra måske en sag, så har vi ikke rigtigt set nogen udvikling,” forklarer Thomas Hughes.

Et andet land, som ligger højt på listen, er Rusland med 11 kendte sager, hvor journalister er myrdet eller forsvundet uden at efterlade sig noget spor.

En af dem er den under-søgende journalist Maksim Maksimov, der forsvandt sporløst i 2004, mens han undersøgte korruption blandt politiet i Sankt Petersborg.

”Sagen er et skoleeksempel på en så mangelfuld efterforskning, at der reelt var tale om straffrihed,” siger Joanna Evans, der er juridisk direktør Det Europæiske Menneskerettighedscenter i London.

Hun har taget Maksim Maksimovs sag op ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Hun fortæller, at det foreløbige svar fra de russiske myndigheder har været, at Maksim Maksimov var kendt for at udtrykke holdninger, som ikke alle delte, og at det udsatte ham for en risiko, som den russiske stat ikke kan stå til ansvar for.

Sagen er med til at sætte fokus på forskellene mellem nationale og internationale retssystemer.

”International lov og menneskerettighedsdomstole er ikke løsningen på alt. Men de sætter nogle standarder og understreger, at rettigheder betyder noget, og at der er en domstol, der lytter. Det er ofte den eneste løsning, fordi lokale domstole er så korrumperede. Men international lov kan ikke stå alene. Det er ikke en erstatning for nationale love,” siger Joanna Evans, som også henviser til, at der ikke er overordnede internationale retsinstanser, som kan tage sager op fra mange af verdens lande - herunder Syrien og Egypten.

Netop Egypten har været i fokus for at fængsle journalister - herunder australske Peter Greste, hvis arbejde for tv-stationen al-Jazeera kostede ham 400 dages fængsel. Hans sag fik stor opmærksomhed, hvilket han er taknemmelig over. Men som nye tal fra Unesco viser, så er det typisk lokale journalister, der er udsat for drab og forfølgelse, og Peter Greste erkender, at det er langt sværere at skabe samme internationale opmærksomhed og pres på deres vegne.

”Min sag viser, hvad vi kan opnå, hvis vi står sammen. Men tænk lige over, at hvis der skal så meget opmærksomhed til, hvad vil det så ikke kræve i andre sager?”, spørger Peter Greste.

Han ser også et klart skel mellem den vestlige verden og resten af kloden:

”For os er pressefrihed så allestedsnærværende. Det er som ilt. Vi bemærker den ikke, før den ikke længere er der.”